Den danske sektion af Bucher Municipal – tidligere kendt som Hvidtved Larsen – har netop præsenteret en ny elektrisk slamsuger kaldet CityFlex C40e.
Det er sket i tæt samarbejde med Volvo Trucks.
“Dette er virkeligt en milepæl for vores branche – og ved udgangen af 2023 vil vi have produceret og leveret op mod 80 elektriske CityFlex C40e,” siger Per Lovring, direktør for Bucher Municipal i Danmark.
Batteriteknologi fra Volvo
Der stilles stadigt større miljøkrav til køretøjer, der skal udføre opgaver i byzoner og derfor introducerer den nye elektriske slamsuger.
CityFlex C40e er drevet af batteriteknologi fra Volvo Trucks – og er med til at reducere både CO2- og partikelemissioner samt sænker lydniveauet.
”Vi har optimeret teknologien fra vores CityFlex C40 modelog målrettet den til de særlige krav i byzoner. Jeg er meget glad for samarbejdet med Volvo Trucks og den nye standard for emissionsfrie slamsugere, vi nu introducerer til de globale markeder,” siger Per Lovring.
Win-win løsning
Han fortæller, at det er udfordrende at elektrificere krævende maskiner som CityFlex C40, men Volvo Trucks har vist, de kan levere driftsikre og veldokumenterede elektriske løsninger til busser, lastbiler og andre tunge køretøjer.
”Da vores biler skal på arbejde i hele verden, er det vigtigt, at teknologien er afprøvet og der kan ydes fuld service på alle dele af anlægget. Derfor er samarbejdet med Volvo Trucks en win-win løsning,” siger Per Lovring.
Når eksperter finder sammen
Helt fundamentalt kombinerer den danske fabrik deres ekspertviden fra flere end 500 traditionelle CityFlex C40 med Volvos store erfaring med batteriløsninger til lastbiler og busser.
Så Per Lovring understreger, at det er en både driftssikker og effektfuld løsning, man nu introducerer til de globale markeder.
Fortsat elektrificering
Roger Alm, President Volvo Trucks, fremhæver også betydningen af samarbejdet.
”Med aftalen med Bucher Municipal tager vi et strategisk meget vigtigt skridt mod at elektrificere en af de mest komplicerede og krævende arbejdsopgaver i vores bymiljøer. Og dette er blot første resultat af samarbejdet.” siger Alm.
Volvo-chefen forventer, at samarbejdet med Bucher Municipal kan bibringe den indsigt og udvikling, der kræves, for at nå målet med at elektrificere alle typer af lastbil-monterede anlæg i branchen.
Volvo ligger forrest
Han peger på, at Volvo Trucks ligger forrest i omstillingen og har en ledende position på det europæiske marked for elektriske lastbiler.
”Vi har et fuldt program af elektriske lastbiler i serieproduktion og leverer til kunder over hele Europa og Nordamerika. Vores mål er, at 50 procent af vores samlede lastbilsalg skal være elektrisk i 2030,” uddyber Roger Alm.
Udvikling sker i Silkeborg
Bucher Municipal er førende i elektrificeringen af større anlægsmaskiner til kommunale opgaver som renholdelse, rydning af veje og nu også kloakker. Samarbejdet med Volvo er med til at styrke denne position yderligere.
Som del af en større international koncern med hovedkontor i Schweiz er udsynet globalt, men produktionen og udviklingen af specialdesignede slamsugere foregår på fabrikken i Silkeborg, og det er også her, den nye elektriske CityFlex C40e skal produceres.
Per Lovring mener, at det er fantastisk, at man kan fastholde og udvikle en dansk produktion af store maskiner, og afsætte dem i hele verden.
Skarpere i konkurrencen
”Med udviklingen i den nye batteriteknologi er vores mål at elektrificere alle vores slamsugere inden 2025 og dermed blive endnu skarpere i konkurrencen ved offentlige udbud og imødekomme de skærpede krav, som vi forudser de kommende år,” siger Lovring.
Han forventer, at der vil være stor efterspørgsel efter elektriske løsninger, i takt med at infrastrukturen udbygges.
”I den sammenhæng vil samarbejdet med Volvo Trucks være en stor fordel for vores kunder, fordi vi sammen kan levere en driftssikker løsning med forbedret miljømæssigt aftryk,” siger Per Lovring.
Opkøbt i 2016
Schweiziske Bucher Municipal opkøbte den danske slamsugerproducent J. Hvidtved Larsen i 2016 J. Hvidtved Larsen, bedre kendt som JHL, blev grundlagt i 1915 og har i mere end 100 år været anerkendt for sin høje kvalitet, innovative løsninger og et stort fokus på at skabe en bæredygtig forretning og et bæredygtigt miljø.
Bucher har tidligere bl.a. overtaget tyske Schörling (fejemaskiner) i 1994 , italienske Gilette (udstyr for vinterberedskab) i 2002, australske Johnston og dettes datterselskab BEAM (fejemaskiner og højtryksrensere) i 2005.