Den danske importør har gang i nye bilmodeller – og i forsommeren var det kinesiske bilmærke pionér på en elektriske udgave af den klassiske dansker-model – stationcar’en: MG5.
De har ikke sat en gulpladepris på bilen – endnu – for hvis det går, som alle politikere prædiker. Så skal vi alle køre i en elektrificeret bil om et par år. Og helst el og brint.
Derfor skal sælgeren og serviceinspektøren, der ikke vil køre i kassevogn, finde en elektrisk Van. En virksomhed som Carlsberg kører f.eks. Toyota hybrid-stationcar Auris/Corolla i Van udgave.
Kun momsen til forskel
Og her på VOTY.dk er der ofte henvendelser fra firmaer, der spørger om el-udgaver af ombyggede personbiler. Men endnu er der få på banen – bl.a. VW ID4.
Der er- fordi prisforskellen på van og personbil (fordi der ikke betales afgift på mindre elbiler) kun er momsen, som kun virksomheden jo kan trække fra. De seneste salgstal fra De Danske Bilimportører viser, at der nu sælges flere elbiler end plug-in-hybrid biler.
MG5 er den første mellemklasse stationcar på el herhjemme – for de fleste fabrikker koncentrerer sig om SUV modeller. Flere mærker har helt skrottet de kompakte stationcars – så som Renault med deres Clio stationcar.
240.000 kr. ex moms som Van
Under 300.000 kroner koster den billigste MG5 – og det ville give en Van pris på cirka 240.000 eksklusiv moms – det vil ikke være dyrere end en benzin-stationcar i samme størrelse.
Og det er jo kun momsen, som man sparer på en elektrisk bil, hvor der p.t. ikke betales afgifter. Vi skal ikke glemme MG’s syv års garanti.
Som led i mange myndigheder- og kommuners krav om elektrisk erhvervstransport, vil en MG5 Van heller ikke være et dårligt valg. Vores testbil er topmodellen Luxury – men i forhold til billigste model Comfort er prisen på hvide plader kun 10.000 kr.
Kun 500 kg. trailervægt
MG tilbyder også trailervægt på 500 kg med eller uden bremser – som svarer til den typiske havetrailer.
Erhvervsvirksomheder med behov for trailer kan nok ikke forliges med den lille trailervægt. Her er diesel nok fortsat det optimale valg. Men varerummet på ca. 1.400 liter er stort.
Strømkilde på arbejdspladsen
Som håndværker kan man også bruge bilen praktisk på jobbet – fordi man kan bruge bilen som strømkilde f.eks. på byggepladsen.
Man kan nemlig trække et 220 volt kabel ud af bilens ladestik eller max 2.200 W.
Men så skal man så tilkøbe en omformer og ekstra kabel for 3.000 kroner. Systemet kan sikre, at man ikke tærer for meget på strømmen, for man kan indstille en grænse for, hvor meget strøm, der trækkes ud.
Op mod 400 km rækkevidde
MG5 har ikke en voldsom overskudskraft via sin ene elmotor på 156 hk og 280 Nm – men med moment fra 0 km/t er bilen dog ikke langsom. 8,3 sekunder når den til 100 km/t på. Topfarten opgives til 185 km/t.
Der er en batteripakke på 61,1 kWh netto – og det skulle give en WLTP rækkevidde op mod 400 km. Der er heller ikke varmepumpe, som ellers kunne være med til at spare på strømmen fra batteriet.
Man kan vælge imellem tre køremetoder – eco, normal og sport. Og bilen samler strøm op ved opbremsninger og medløb.
Komfortabel og lydløs
MG5 er som elbiler generelt behagelig lydløs. Et særligt system med lige lange trækaksler giver en meget lige acceleration uden at bilen trækker til siden.
Bilen er ganske letkørt og en ny type sædepolstring af el-sæderne giver en komfortabel siddestilling. Bilen er også ret blødt affjedret – så den er også fin på længere ture. Der er godt udsyn.
Bilen er trods prisen ganske velindrettet – bl.a. med stofbeklædning på instrumentbrættet.
Masser af plads
Og så er der massser af plads i bagage/varerummet – med gulv i to positioner – og godt med aflæggeplads i kabinen. Der er tillige alu-tagræling til brug for at fæstne tagbagagebærer.
Der er også et lille rum under gulvet – som også kan bruges til kabler. Bagest er der også to rum med net til at holde på pakker. Men bagklappen opereres ikke elektrisk – og der er ikke handskerumslås. Men der var en lille midterboks.
MG5 har en stor touchscreen på 10,25 tommer, men den kan være lidt svært at finde rundt i – bl.a. hvis man vil have varme i sæderne. Men meget er jo en vanesag. Til gengæld et teksten på dansk.
Kan øge rækkevidde
Der er et regenerativt bremsesystem med tre styrker af rekuperation. Som kan give op til 30 ampere til batteriet – og dermed øge rækkevidden med 20 pct. Virker også ved adaptiv fartpilot.
Vi kørte 210 km i bilen under vores test – og begyndte med fuldt opladet bil med 383 km rækkevidde.
Men vi samlede jo strøm op på vores tur – så i stedet for 173 km rækkevidde, blev vi lovet, at der var 202 km rækkevidde tilbage.
80 pct. på 40 minutter
MG5, der er fjerde MG model herhjemme, har i øvrigt tre-faset vekselstrøms-opladning med op til 11 kW – og jævnstrøms lynladning med 87 kW, så batteriet kan oplades 80 pct. på ca. 40 min. Ellers tager det 5,5 timer.
Med en app (iSmart) kan man følge med i sin bils gøren og laden (f.eks. blive fulgt hen til bilen, hvis man ikke kan finde den.)
To udgaver af MG5
Der er som nævnt to udgaver: Comfort og Luxery.
Comfort-versionen har et omfattende standardudstyr inklusive aircondition LED-forlygter og -baglygter, opvarmede forsæder, parkeringshjælp, syv tommer skærm mellem urene, læderbetrukket multifunktionsrat, 16 tommer aluminiumsfælge og nøglefri adgang.
Et højt sikkerhedsniveau omfatter ni førerassistentsystemer som standardudstyr -det gælder adaptiv fartpilot, frontassistent til undgåelse af kollisioner inklusive automatisk nødbremse, vognbaneassistent og køassistent.
Via sin smartphone
Luxury-versionen har desuden regnsensor, klimaanlæg, 360 graders parkeringskamera, bakspejl med automatisk nedblænding, elektrisk indstilleligt førersæde med lændestøtte, indtræk i kunstlæder og 17 tommer aluminiumsfælge.
Soltag fås bilen ikke med. Det er ellers standard i de fleste af MG’s andre modeller.
MG iSMART Lite-systemet omfatter opkoblingssystem med 10,25 tommer touchskærm med navigation, Apple CarPlay, Android Auto, Bluetooth, fire USB-porte, DAB+ og mulighed for fjernbetjening af forskellige funktioner via en smartphoneapp.
–
MG5 Electric – specifikationer:
Maks. ydelse: 156 hk (115 kW)
Maks. drejningsmoment: 280 Nm
Acceleration 0-100 km/t: 8,3 sek.
Tophastighed: 185 km/h.
Batterikapacitet: 61,1 kWh
WLTP rækkevidde: 380/400 km (Luxury/Comfort)
Energiforbrug: 175 Wh/km
Oplader i bilen (AC) : 11 kW
DC-opladningstid: 5-80 pct.: 40 min.
Længde: 4.600 mm.
Bredde: 1.818 mm.
Højde: 1.543 mm.
Akselafstand: 2.659 mm
Bagagerum/varerum: 479-1.367 liter.
Køreklar vægt: 1.637 kg.
Egenvægt: 1.562 kg.
Maksimal anhængervægt: 500 kg.
Læssehøjde: 770/110 mm.
Dæk: Michelin Primacy 3 215/50 R17.
Garanti: 7 år/150.000 km.
Pris Van: ca. 240.000 ekskl. moms.
Pris personbil (Luxery): 300.000 kr.