Efter i en årrække at have været produceret i franske Sandouville i samarbejde med Renault – under navnet Talento – bliver afløseren – den nye Fiat Scudo og busudgaven Ulysse – nu produceret i nordfranske Valanciennes.

Det er en fabrik, som er med i Stellantis gruppen, som Fiat og Fiat Professional i dag tilhører.

Den nye Scudo og Ulysse bliver dermed den femte bil – bygget på samme platform og med nærmest samme udformning som Stellantis-søstrene Peugeot Expert, Citroën Jumpy og Opel Vivaro/Zafira. Desuden producerer Stellantis i Valanciennes også Toyotas Proace varebilsudgave.

Tilbage til gammelt navn

Det pudsige er, at de første generationer af Scudo også blev produceret på Stellantis fabrikken i Valanciennes – som også kaldes Sevel Nord – inden man indgik aftalen med Renault og skiftede navn til Talento.

I øvrigt et gammelt Fiat navn, som tidligere blev brugt til de korte udgaver af Ducato.

For at gøre historien komplet – så hedder fabrikken i Vel di Sango i det vestlige Italien, hvor der hele tiden har været bygget Fiat Ducato, Peugeot Boxer og Citroën Jumper – for Sevel Syd.

Kan bestilles nu

Fiat Professionel i Danmark meddeler i øvrigt nu, at kunder kan bestille de første Scudo og Ulysse modeller hos forhandlerne.

De nye Fiat-biler kommer med både dieselmotor og med elmotor.

Fiat Professional lancerede mærkets første eldrevne model E-Ducato sidste år, og Scudo er det næste skridt i mærkets elektrificering.

Eludgave med 330 km rækkevidde

Den eldrevne Scudo kommer med to batteristørrelser på henholdsvis 50 og 75 kWh, hvilket giver en rækkevidde på op til 330 km efter WLTP-normen.

Elmotoren i Scudo kommer med 136 hk (100 kW).
Samtidig klarer den en opladning på op til 11 kWh med vekselstrøm og op til 100 kW med jævnstrøm.

Dermed kan man oplade det store batteri til 80 procent på 20 minutter. Den tilbyder det samme størrelse varerum som i udgaven med dieselmotor – og kan lastes med op til 1 ton. Trailervægten er på et tons.

Flest med dieselmotor

Scudo skal dog især sælges med dieselmotor. Her kommer der to udgaver begge på 2,0 liter.

Den ene yder 145 hk og kommer med både 6-trins manuel gearkasse og 8-trins automatgearkasse. Den anden udgave yder 180 hk og kommer kun med 8-trins automatgearkasse.

Alle varianter kommer i to konfigurationer – Van og Chassis – og i to versioner med forskelligt udstyr. Scudo kan desuden fås med ekstra længde i den såkaldte Maxi-udgave.

Fås med meget udstyr

Scudo fås med Head-Up Display, så chaufføreren kan få informationer uden at fjerne blikket eller opmærksomheden fra vejen.

Dertil kommer bakkamera med 180 graders udsyn, og Fiat Scudo fås med 14 assistent- og sikkerhedssystemer, bl.a. skiltegenkendelse, blindvinkelalarm, automatisk nødbremse og linjevogter.

Der nævnes ikke, om bilen fås med adaptiv fartpilot.

Moduwork øger varerummet

Størrelsen på varerummet varierer fra 4,6 til 6,1 kubikmeter – afhængig af akselafstanden.

Scudo kommer også med Moduwork-systemet – hvor en lem i adskillelsen kan forøge varerummet, så man kan fragte emner på fire meter (Maxi) – og et varerum på 6,6 kubikmeter.

Prisen for den topudstyrede diesel-udgave er 238.990 kroner plus moms. For den topudstyrede el-drevne e-Scudo udgave er prisen 277.990 kroner plus moms. Prisen på basisudgaven nævnes ikke i meddelelsen fra den danske importør.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk