Under en måned er der tilbage. Så overtager Renault 5 og Nissan Micra titlen som Årets Bil i Danmark fra Kia EV3. Så står der 2026 på trofæet i stedet for 2025.
Vi har i den anledning prøvet topmodellen Upgrade med det store Long Range batteri.
Upgrade byder på en masse udstyr – og en rækkevidde på op mod 600 km, hvor vi i vinterkulden blev lovet godt 400 km.
Også som Van
EV3 er også spændende fordi importøren har meldt ud, at man nu kan få leveret bilen som Van på gule nummerplader. Det passer godt til bilens firkantede form – hvor der er god plads.
Det er der naturligvis også i personbilen, så den er blevet populær både som familiebil og jobbil.
Der er dog mange konkurrenter i samme prisniveau – og det gælder også den lidt større EV, der lige har haft premiere herhjemme. EV3 har dog den mere kompakte formgivning.
Indfældede dørhåndtag
Vi er ikke begejstrede for tidens mode med de indfældede dørhåndtag – som går igen på rigtig mange bilmodeller.
Men ellers byder den på en masse fine detaljer – så som en 25 liter frunk (aflæggerum) under frontklappen, hvor man kan vælge at gemme elkablerne til opladning, hvis man ikke foretrækker rummet under gulvet bagved.
Der er også handskerum – men uden lås – og vi ledte også forgæves efter en midterboks. Der er dog en åben boks under midter-armlænet. Vi skal også nævne tagræling og elektrisk bagklap. Læssehøjden målte vi til 70 cm.
God komfort
Man har i øvrigt en god siddestilling bag rattet (i læder) – og sædet indstilles elektrisk. Også i højden. Der er mulighed for tre tempi af sædevarme og to tempi af ratvarme.
Udover adaptiv fartpilot er der nødbremse, træthedsregistrering, Bi-LED forlygter, p-sensorer for og bag, bakkamera, down-hill system, to 12,3 tommer touchscreen med navigation og alufælge.
EV3 har et fint vejgreb – og den er ganske hurtig og når 100 km/t på 7,7 sekunder. Topfarten oplyses til 170 km/t – men udnytter man fartressourcerne, så holder rækkevidden ikke.
Varmepumpe standard
Vi opnåede et forbrug ifølge instrumenterne på 18,3 kWh/100 km. Det skyldes også, at varmepumpen hjælper til et lavt forbrug. Bilen har også V2G, V2L og V2V opladningssystemer.
Men kan også udnytte bilens tre-trins rekuperation, hvor der samles strøm op – og man kan vælge eco-køremåden i stedet for normal og sport. Man kan også indstille en personlig køremåde samt sne. Bilen er letkørt under alle forhold og endvidere støjsvag.
De irriterende biplyde, der følger med, hvis man overtræder fartgrænserne med bare 1 km/t, kan man let slå fra med fire tryk på højtalerknappen. Ellers kan man jo bruge den adaptive fartpilot til at holde farten lav.
–
Faktaboks Kia EV3 Long Range Upgrade:
Elmotor: 204 hk.
Moment: 283 Nm.
Batterikapacitet: 81,4 kWt.
Forbrug: 149 Wh/km.
Forbrug snit: 15,3 kWh/100 km.
Vores måling: 18,3 kWh/100 km.
Opladning AC: 11 kW – 7 t. 30 min.
Opladning DC: 128 kW – 31 min.
Rækkevidde WLTP: 604 km.
Topfart: 170 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 7,7 sek.
Egenvægt: 1.810 kg.
Frihøjde: 140 mm.
Trailervægt: 1.000 kg.
Varerum: Ca. 1.300 liter.
Affjedring: Uafhængig for og bag.
Træk: Forhjulstræk.
Fabriksgaranti: 7 år/150.000 km.
Dæk: Bridgestone Blizzak 6 M+S 215/50 R 19.
Pris hvide plader: Ca. 329.999 kr.
Pris Van: Ca. 250.000 kr.



