Kia Optima i forbindelse med varebiler har ikke de store salgstal at prale af – men som Plug-In-Hybrid kan man udover fradraget for moms udnytte den grønne profil.

Måske er det knap så interessant for de fleste at købe en Kia Optima PHEV (Plug-In-Hybrid) på gule plader efter de nye registreringsafgifter – fordi prisforskellen i forhold til hvide nummerplader er markant mindre fra årsskiftet efter der er indført en nyt fradrag i den afgiftspligtige værdi for værdikapacitet i både elbiler og plug-in hybrid biler – et fradrag, der gælder frem til 2021.

Det betyder at prisen på bilen med moms (papegøje-nummerplader) vil ligge ret tæt på hvidpladeprisen. Men vælger man som firma at trække momsen, bliver bilen pludselig mere interessant.

Send et grønt signal

For udover at kunne trække momsen på bil og brændstof kan man sende et grønt signal til omverdenen – ligesom det var tilfældet med Opels tidligere PHEV model Ampera, som faktisk blev solgt til virksomheder som varebil for at signalere et grønt miljø.

For Kia vil budskabet også gælde den nye Niro PHEV – og for andre mærker deres plug-in-hybrid modeller.

Så udover at spare en masse penge i moms, betaler man så ikke ret meget i grøn afgift for at køre i bilen, man kører med et gennemsnit på 71,4 km/l og udleder således kun 33 gram pr. km. På ren el kan man tillige køre op mod 62 km på ren el (fabrikstal).

Gælder frem til 2021

Det handler om et nyt fradrag i den afgiftspligtige værdi for batterikapacitet i elbiler og PHEV-biler, som gælder frem til 2021.

Loven er i høj grad møntet på personbiler, man da der er PHEV varebiler på bedding fra bl.a. Ford, vil det kræve en snarlig udmelding om et kommende regelsæt. I det hele taget er der mange spørgsmålstegn ved beskatning af fremtidige elektriske varebiler generelt.

PHEV-udgaven af Optima har en 2-liters benzinmotor plus en elmotor og et litium-polymer batteri, så ydelsen samlet er på 205 hk. Ydelse i elmotoren er på 50 kW. Kapaciteten er 9,8 kWh. Drejningsmomentet er på 375 Nm. El-motoren er placeret under gulvet bagest.

Korte ture i byen

Så kører man korte ture, kan man nærmest nøjes med at køre elektrisk – og lade i firmaer og hjemme i carporten eller ved en ladestander ude i byen. Nemt. Samtidig er PHEV biler såkaldte ”range extenders” (rækkevidde-forlængere) – så sammenlagt kan man nå op på 1.000 km. rækkevidde.

Når det så er sagt, så får man i Optima PHEV en super-luksusbil (Kia tager kun topmodellen herhjem). Jeg kan bl.a. nævne forsæder med varme, memory og ventilation, varme i rat, navigation, to-zone klimaanlæg, parkerings-alarm, aluminiumsfælge, LED lys – og bl.a. ekstraudstyr så som el-soltag.

Dertil righoldig instrumentering, hvor man kan holde øje med elforbrug mm. Det vil sige et instrument, der fortæller, at nu samler man strøm op og nu brænder man strøm af (charge og power.)

Lynhurtig PHEV

Kører man meget motorvej, hvor topfarten med el er lidt lavere end med benzin og dieselmodellen, går det hurtigt med at bruge strømmen. Til gengæld er den hurtig i acceleration med strøm som ekstra power.

Optima er jo en klassisk stationcar i udformning – så modsat f.eks. Niro sidder man lavt.

Man kan jo også vælge sin Optima SW som klassisk firmabil med dieselmotor – men så går den kun knap 24 km/l.

Prøvet diesel og PHEV

Prismæssigt er forskellen til Plug-In hybrid modellen i dag til at overse. 60.000 kr. på hvide plader – på gule noget mindre.

Jeg har prøvet begge biler – og selvfølgelig er PHEV-modellen meget interessant med forbrugstal og brugsudgifter.

Den 1,7 liters dieselmodel var selvfølgelig ikke så hurtig – men veludstyret i sin GT-Line version, som matchede PHEV modellen med alufælge, fastgørelses-skinner i varerummet, elektriske lædersæder med memory og varme – og så glassoltaget som ekstraudstyr.

Nødbremse ekstraudstyr

Sikkerhedsmæssigt er der linjevogter, skiltegenkendelse, esc stabilitetskontrol og ABS – mens bl.a. både nødbremsesystem og adaptiv fartpilot er ekstraudstyr.

Kia har herhjemme bedst fat i privatkunder – og dermed privatleasing – men med syv års garanti og en flot kvalitet, så burde denne Optima i hvert fald kunne gøre sig godt som firmabil.

I hvert fald som miljørigtig plug-in-hybridbil – på hvide nummerplader, men tanken med de gule plader er ret spændende for en virksomhed med grøn profil.

Fakta Kia Optima SW 2,0 PHEV:

Motor: 4 cyl benzin.

Slagvolumen: 2,0 liter.

System: Parallel hybrid.

Ydelse: 205 hk.

Drejningsmoment: 375 Nm.

El-motor: 50 kW.

Batteri: Litium polymer – 360 V.

Ladetid: 2,5- til 5 timer-

Kapacitet: 9,8 kWh.

Varerum: Ca. 1500 liter.

Topfart: 192 km/t.

Topfart ren el: 120 km/t.

Acc. 0-100 km/t: 9,7 sek.

Gear: automatgear.

Rækkevidde el: 62 km

Forbrug 71,4 km/l

CO2: 33 g/km.

Fabriksgaranti: 7 år/150.000 km.

Kia Optima SW 1,7 CRDI:

Motor: 4 cyl. turbodiesel.

Slagvolumen: 1,7 liter.

Ydelse: 141 hk v. 4.000 omdr.

Moment: 340 Nm v. 1,750 omdr.

Topfart: 203 km/t.

Acc. 0-100 km/t: 10 sek.

Gear: automatgear.

Forbrug: 23,8 km/l.

CO2: 113 g/km

Lov-fakta (personbiler):

Der er indført et nyt fradrag i den afgiftspligtige værdi for batterikapacitet i eldrevne køretøjer og pluginhybridbiler, som skal gælde i perioden 2017-2021. Fradraget for batterikapacitet udgør 1.700 kr. pr. kWh op til maksimalt 45 kWh. Der gives kun fradrag for batterikapacitet, som anvendes til fremdrift.

Batterikapaciteten i kWh beregnes ud fra bilens elforbrug i kWh ganget med rækkevidden for batteriet. Hvis f.eks. elforbruget udgør 0,15 kWh pr. km og rækkevidden udgør 250 km, kan batterikapaciteten beregnes til 37,5 kWh.

(Kilde: Skat)

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk