Den vel nok sikreste kassevogn at køre i til dato er den nye Sprinter fra Mercedes-Benz blevet kaldt.

Bilen med sikkerhedssystemet ”Cross Wind Assist”, der griber ind mod sidevindsfølsomhed, lanceres i Danmark i disse dage.

Cross Wind Assist er standardudstyr på alle udgaver. Efter at have prøvet det i Tyskland, blev jeg virkelig positivt overrasket. Pludselig voldsom sidevind fra vindmaskiner på en bane, påvirkede ikke bilen – mens en bil uden systemet flyttede sig flere meter til siden.

Fire øvrige systemer
I alt har bilen fem nye sikkerhedssystemer, som øger køresikkerheden til et niveau, som vel ingen anden transportere kan matche. De øvrige fire sikkerhedssystemer koster dog ekstra.

Sprinter var verdens første transporter med det elektroniske stabiliseringsprogram, ESP (esc) tilbage i 2005. I den nye generation af Sprinter er der transporter-premiere på hele fem nye sikkerhedssystemer: Sidevinds-stabilisering, anti-kollisions systemet, Collision Prevention Assist, vognbane-assistent, blindvinkel-assistent samt automatisk skift mellem fjern- og nærlys.

Nye Euro 6 motorer
Sprinter har også fået nye motorer, som opfylder de kommende Euro VI krav. Effekten opnås med BlueTEC motorer og katalysatorteknik, der inkluderer AdBlue i udstødningen. Udstødningsrensningen påvirker ikke motorernes effekt, som stadig ligger mellem 95 hk og 190 hk.

Bilen fås fra begyndelsen både med Euro 5 og Euro 6 motorer, hvor de sidste koster 10.800 kr. mere.

Den nye Sprinter fås også med 1,8-liters benzinmotor, der også opfylder Euro VI normen. Den turboladede, firecylindrede motor har direkte indsprøjtning og leverer 156 hk. Motoren findes også til natur-/biogasdrift.

7-trins automat-gearkasse
Kraftoverførslen sker enten med den såkaldte ECO-Gear sekstrins gearkasse eller den automatiske ”7G-TRONIC Plus” transmission med hill-holder funktion (ekstra 18.431 kr.) – den formentlig eneste gearkasse af den type i en varevogn i Europa.

Mercedes Sprinter er frisket lidt op med sin nye, opretstående kølergrill og mere markante forlygter, som designet passer til de øvrige nye Mercedes erhvervskøretøjer – fra Citan til Actros.

Sænket chassis
Chassiset på kassevogn og bus er som standard sænket 30 mm. for bedre køreegenskaber, mere bekvem af- og pålæsning samt nemmere ind- og udstigning. Hvis det ønskes, kan det sænkede chassis fravælges uden merpris.

Chassiset er dog ikke sænket på rene chassis-udgaver, da der er taget hensyn til de mange opbygningsmuligheder, markedet vil have. Men en sænkning kan også bestilles her uden merpris.

Priseksempler (ekskl. moms.):
Sprinter 316 CDI kassevogn, akselafstand 3665 mm, ni kubikmeter varerum: 243.500 kr. 
Sprinter 319 CDI kassevogn, akselafstand 3665 mm, ni kubikmeter varerum: 267.600 kr. med Euro VI motor.
Sprinter 316 CDI chassis, akselafstand 4325 mm: 239.600 kr.

Fakta – sikkerhedspakker:
Til kassevogn og bus fås en udstyrspakke med blindvinkel- og vognbaneassistent samt fjern- og nærlysautomatik for cirka 15.900 kr.

En stor sikkerhedspakke, der også inkluderer Collision Prevention Assist, koster 17.700 DKK.

Fakta – de fem sikkerhedssystemer:
Sidevindsassistenten,  ”Crosswind Assist” er standard for Sprinter kassevogn og bus med standard, lang eller ekstra lang akselafstand og 3,5 t/3,88 t tilladt totalvægt. Mister bilen retningsstabiliteten på grund af sidevind, aktiveres bremserne individuelt via ESP-systemer og genopretter kursen, uden at føreren skal dreje kontra.

Kollisionsvarslingssystemet,”Collision Prevention Assist”, CPA, overvåger området umiddelbart foran bilen ved hjælp af radar. Dukker der en forhindring op, eller nærmer føreren sig de forankørende for hurtigt, bliver han advaret med lys- og lydsignaler, ligesom bremserne gøres klar til størst mulig effekt ved nødbremsning.

Vognbaneassistent, “Lane Keeping Assist”, advarer føreren, hvis han er ved at køre over en ubrudt eller stiplet linje, der grænser op til en anden vognbane eller udgør en kantlinje.

Blindvinkelassistenten, ”Blind Spot Assist” holder øje med området lige bag ved og på begge sider af bilen og tænder en gul indikator i sidespejlet, hvis den registrerer et køretøj der. Hvis føreren alligevel skifter bane, forstærkes advarslen med et lydsignal, mens den gule indikator skifter til rødt.

Automatisk skift mellem nærlys og fjernlys, med prioritet til fjernlyset.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk