(VITORIA)

Det er svært at forstille sig, at én af de mest moderne Mercedes-Benz fabrikker har eksisteret siden 1954.

Men fabrikken i spanske Vitoria (i Baskerlandet) startede med at bygge en model, der hed DKW F 891 Schnellaster, der også blev solgt i Danmark.

Dengang var det Auto Union, der stod for produktionen. Man byggede også biler for Daimler – et miskmask af en varebil fra Auto Union med Mercedes stjerne. Men kun til Spanien – indtil 1981, hvor Daimler tog over og begyndte at producere MB100-udgaven.

122 fodboldbaner

I dag er der et produktionsareal på 665.000 kvadratmeter på det 870.000 kvadratmeter store fabriksareal – svarende til 122 fodboldbaner.

Heraf bliver de 220.000 kvadratmeter taget i brug i år – fordelt på bodyshop (svejsehal) og lakeringshal. Det bebyggede areal er dermed øget 66 pct. de seneste par år.

Det giver mulighed for at producere den nye VLE minibus på en ny Van.EA platform – Electric Architecture – en proces, der blev sat i gang næsten samtidig med, at VOTY.dk besøgte fabrikken.

Lukkede i sommerferien

Fem uger lukkede produktionen ned – under sommerperioden i 2025 – hvor den gamle (men moderniserede) fabrik og den nye fabrik blev koblet sammen – mens de 5.000 medarbejdere holdt ferie.

Der er bl.a. 3,6 km. samlebånd med 1.200 robotter – og AI bruges også. Platformen til VLE produceres i en anden bygning – og sendes så til det fælles samlebånd.

Fabrikationen er ændret 80 pct, fortæller fabrikschef Bernd Knottmayer.

1.450 underleverandører

En stor del af de 1.450 underleverandører (800 spanske) har bosat sig rundt omkring fabrikken – og delene kommer i en lind strøm til fabrikken efter princippet ”Just-in Sequence” – lige når de skal bruges på båndet. Der er faktisk 5.000 dele i en ny VLE.

Det er for dyrt at have for meget lagerkapacitet. Det skal gå efter en snor – og én bil tager cirka 12 timer at gøre færdig. Der ruller en ny Vito, V-klasse eller VLE af båndet hver anden minut.

Planlægningen af VLE produktionen begyndte i 2023 – og nu øges den langsomt frem til fuld VLE-produktionen i september. Da vi gik på fabrikken, blev der kun bygget 10 VLE om dagen.

Slut med V klasse EQV

EQV el-minibussen er stoppet, men både diesel- og elektriske V-klasse- og Vito modeller fortsætter.

VLE tager 100 pct. over for V-klasse i september i år. En ny Vito tager først over om et par år. Alle biler i den nye generation har 800 volt batteri.

Men så bliver det samme platform, som VLE benytter.

Også diesel-modeller

En Van.CA platform følger trop med Combustion Architecture – altså forbrændingsmotorer (benzin og dieselteknik.)

Blandingen af de veludstyrede V-klasse og VLE modeller er helt planlagt, så de kan køre på samme bånd.

Det kræver planlægning – for f.eks. VLE tager længere tid at bygge en de mere enkle Vito.

Systemet klarer det

Når man går langs båndet er det spændende at se, at den nuværende diesel-Vito kører på samme bånd som den avancerede VLE, der kendes på sin elektriske platform.

Alligevel kan systemet klare at samle chassis med drivline og karosseri – uanset teknik og model. Også kaldet brylluppet.

Mercedes Benz har brugt mange penge på fabrikken i Vitoria – som ligger en times kørsel syd for Bilbao.

Historien om Vitoria-fabrikken:

Fabrikken blev opført i 1954 af Auto Union til samling af DKW F891 Schnellaster.

I 1981 overtog Daimler-Benz AG – efter at Auto Union havde produceret et fælles køretøj med DKW-teknik og Mercedes-stjerne i stedet for Audi-ringe i en periode – primært til det spanske marked.

Dette ændrede sig med Mercedes-Benz MB 100 D, som blev bygget med tyskernes egen OM-616 motor i stedet for den tidligere lette totaktsmotor, men fortsat med forhjulstræk.

MB 100 D var ikke en stor konkurrent mod de daværende topsælgere Ford Transit og VW Transporter T3, men opnåede en pæn succes i 2,8-tons segmentet.

Mercedes-Benz foretog nogle justeringer med facelift, før de introducerede et moderne nyt design i 1996 med Vito- og V-Klasse-duoen, som blev en kæmpe succes – og Vito blev valgt til Van of the Year.

Inspireret af succesen med de nye varebiler “W 638” erstattede Viano V-klasse navnet – mens Vito fortsatte. I 2003 fulgte W 639 – mere dynamisk, større og mere elegant.

Og fordi den var ganske succesfuld, fulgte “W 447” i 2014 med samme opbygning. Viano blev så igen til V-Klasse.

Gennem årene er Vito og Viano blevet opdateret og moderniseret flere gange – også med elektriske drivlinjer.

Den nye generation af køretøjer er begyndt med VLE – først som Grande Limousine. En luksus SUV.

Men langt de fleste biler på båndet vil altid være de mere almindelige udgaver til f.eks. shuttle-transport og taxi. I september i år stopper produktionen af V-klasse – og VLE tager helt over. Vito fortsætter.

Vito udgør i dag 60 pct. af produktionen (den gamle model) – men fabrikken mener, at det vil blive 50/50 for Vito og V-Klasse/VLE senere i år – bl.a. fordi fabrikken er lykkedes med at skabe en bil, der forholdsmæssigt er billigere at bygge.

Hvor en EQV Avantgarde AMG Line kostede 900.000 kr i udsalg herhjemme, vil en VLE kunne fås for 640.000 kr.

Næste år forventes det, at Mercedes-Benz Vans vil præsentere afløseren for Vito med samme platform som VLE.

Men Vito vil nok først blive præsenteret herhjemme sidst på året 2027 eller i 2028. Imens bliver den nuværende Vito fortsat produceret i Vitoria.

Det er ikke planen, at VLE-modeller skal kunne fås på gule plader.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk