Det er nok mest MAN-trækkere på udenlandske nummerplader, som kan ses med betegnelsen ”Efficient Line 3” – for det er på lange stræk de kommer til sin ret.

MAN’s opdaterede lastbilsprogram omfatter nemlig også den økonomiske Efficient Line 3 udgave, som er udstyret med særlige dæk med lav rullemodstand, særlig aerodynamik og optimeret teknik. I forhold til MAN’s forrige ”sparegris” Efficient Line 2 er der opnået en 6,35 procent bedre brændstoføkonomi.

99 pct. kører sydpå

Efficient Line 3 teknikken sælges herhjemme først og fremmest i kombination med en 4×2 trækker til sydgående eksportkørsel, hvor man kan få ekstra glæde af bilens Efficient Cruise, der omfatter en GPS styret (predictive) speedpilot – hvor topografien aflæses – og Efficient Roll, hvor bilen kører i friløb.

Mere end 80 pct. af eksport-kunderne vælger Efficient Line, og 99 pct. kører sydpå. Efficient Line 3 handler om oppetid og køretid.

Økonomi topprioritet

”Tidligere talte vi for døve ører, når vi foreslog økonomiske motorer – i dag er der ekstremt væsentligt for vores kunder. Sikkerhed og brændstoføkonomi står helt øverst på bestillingssedlen,” siger John Hostrup, produktchef for MAN Truck & Bus Danmark A/S.

I øvrigt er få af bilerne udstyret med danske nummerplader, når biler afleveres til de danske kunder.

100 kilometer på Sydfyn

Vi testede den populære 460 hk udgave på en 100 km rute på Sydfyn med udgangspunkt fra MAN Odense. Bilen var ikke nær de maksimale 40 tons for kørsel i Sydeuropa, men kun på knap 30 tons totalvægt.

Så bilen havde ingen problemer med at trække læsset – og de mange svage stigninger betød masser af kørsel i Efficient Roll programmet. Bilen havde dog ikke brændstofmåler, da der var tale om en demo-model. Men forbruget ligger ofte omkring de 4 km/l.

Nordiske biler anderledes

Til kørsel herhjemme og eksport til Norden vælger vognmænd oftest en treakslet trækker – og fravælger Efficient Line-modeller, da det ikke giver den samme fordel, når der ofte køres med modulvogntog, 56 tons og i mere kuperet terræn.

Det betyder også, at disse nordiske biler oftest har 500 hk eller mere for at give en mere afslappet kørsel – og brændstoføkonomien er også tit bedre med en større maskine, da man bl.a. undgår sejtræk-kørsel.

Gearkasse fra søsterselskab

Testbilen havde den i MAN regi nye 12+2 gearkasse, som produceres til MAN af Scania (fra samme VW koncern).

Fæles komponenter og fælles indkøb giver bedre bundlinje. I hvert fald er der tale om en fin gearkasse, der sikrer lynhurtige og næsten umærkelige gearskift – også når gearet går i indgreb efter kørsel i Efficient Roll.
Nødbremsesystem og ACC.

Gearkassens software var ”Profi” varianten (modsat ”Fleet” varianten) – Profi er udstyret med kickdown funktion.

Nødbremsesystem og ACC

Testbilen havde udover den standardmonterede EBA2 nødbremsesystem og linjevogter samt retarder også ekstra ACC – Adaptiv Cruise Control, der sørger for at holde den afstand til den forankørende, som man selv har valgt (der er fire valgmuligheder).

I forbindelse med de andre sikkerhedssystemer er merprisen kun 10.000 kroner, som det er et yndet ekstraudstyr. Ni ud af 10 eksportkunder vælger ACC til deres biler.

Xenon lygter

Bilen havde også ekstra xenon lygter, men LED kørelys og LED baglygter er standard. Der var også kørelysautomatik, hvor baglygterne automatisk tændes ved mørkets frembrud. Vi skal også nævne regnsensor.

På infotainmentsiden skal nævnes to Bluetooth-stik, memory fra fem mobiltelefoner og opgradering til syv tommer trykfølsom skærm med bedre grafik.

Navigation er standard – og det gælder også bakkamera. Men mange vognmænd vælger her en separat skærm til denne funktion – fordi billedet ved f.eks. bakning til rampe går ud, hvis telefonen ringer samtidig.

Farvedifferentiering i kabine

Mens vi er ved kabinen, så havde den relativt standardudstyrede testbil plastrat – men har det nye, flotte to tonede instrumentbord med lyse nuancer. Dertil kommer forbedrede sæder med nyt betræk.

Der var masser af aflæggeplads i skabene over foruden – og der var tillige køleskab, som kan trækkes frem som et sæde.

2017 udgaven af MAN’s TG-serie kendes på nye forkromede tværribber (i TGX), hvor der før var frit syn til køleren. Tværribberne fordeler luften bedre ud til kølerens hjørner. Nyt er også et let ændret løve-logo med sort baggrund.

20 hk ekstra

De nye modeller opfylder de seneste Euro 6c krav – og det betyder bl.a. ekstra 20 hk i alle motorer. I dette tilfælde 460 hk i stedet for 440 hk

De nye motorer har fået nye stålstempler, blyfrie lejer og brug af flammering, så man undgår olie-koks belægning. Det har samtidig givet længere serviceintervaller.

Endelig skal vi nævne en ny vandpumpe, der kører med lavere omdrejninger og som har et lavere forbrug. Det sparer således én pct. brændstof i opvarmningsfasen.

Fint drejningsmoment

Den 13 liters 460 hk maskine på basis af D26 teknologien har en fint bundtræk, som man ses på motorspecifikationerne – med 2.300 Nm maksimalt mellem 930- til 1.350 omdrejninger. Der var en kraftig motorbremse, der virker, når bremsepedalen berøres – men bilen havde som nævnt også retarder.

Fremhæves skal også bilens hill-holder-knap, der trykkes ind fra start – og så husker bilen det hele turen, og bremsen løsnes først, når speederen aktiveres. MAN kalder sit system for EasyStart bei TipMatic.

4-punkts X-led

Bilen kører ganske stabilt – bl.a. takket været dens 4-punkt X-led, der også virker som krængningsstabilisator. Det er let at finde en god kørestilling med højdejustering af både rat og sæde.

Testbilen var udstyret med en normal JOST skammel men dog med integreret ”LubeTronic” smøring.

MAN’s TipMatic automatgear skifter blødt og behageligt, og man kan endvidere at skifte gearene selv (Dm og Rm).

Fakta MAN 18460 TGX 4×2 BLS Efficient Line 3:
Motor: 6 cyl. række-diesel.
System: Common Rail. 2 trins turbo.
Miljø: Euro 6c. SCR (Selective Catalytic Reduction) – og EGR (Exhaust Gas Recirkulation).
Tilsætning: AdBlue (60 liter.)
Tanke: 2 x 560 liter.
Batteri: 225 Ah (mellem AdBlue og tank)
Slagvolumen: 12,4 liter.
Ydelse: 460 hk v. 1.800 omdr.
Moment: 2.300 Nm v. 930- til 1.350 omdr.
Motorbremse Euro 6C: 267 kW.
Retarder max. moment: 3.500 Nm.
Aut. gear: MAN TipMatic Profi. Med kick-down function.
Forbrug: Ikke målt (ca. 4 km/l).

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk