Prisen er steget en del siden den første Dacia Dokker varebil kom på markedet herhjemme for seks år siden. Dengang var prisen 80.000 kroner plus moms.
Nu er afløseren klar – om end med navnet Renault Express – til priser fra ca. 111.000 kroner for en 75 hk udgave. Det er dog kun 6.000 kroner mere end fraprisen for seneste Dokker udgave.
4.700 enheder har forhandlerne solgt af Dokker, der dog produceres frem til slutningen af året.
Ganske hurtig og smidig
Vi har prøvet den nye Express i udgaven med 95 hk til ca. 117.000 kroner – med samme motor som før, som er både smidig og hurtig – og faktisk ganske økonomisk med 19,6 km/l. Testbilen havde for yderligere 26.500 kroner også en ganske vist righoldig teknologi-pakke, som vi vil komme ind på om lidt.
Med de nye priser vil nogle kunder måske sadle om til den billigere udgave af Sandero Van, der dog ikke fås med dieselmotor.
En varebil-udgave af den kommende Dacia Spring Electric bliver også billig – og kunne også være en mulighed for grøn by-transport.
Test med ballast
Det skal dog siges, at den nye Express har et højere sikkerhedsniveau, bedre komfort, bedre samlekvalitet og også byder på bedre plads i varerummet.
Vi prøvede også bilen med læs – 300 kg. ballast plus chauffør op imod en lasteevne på 600 kg. Det gav ikke anledning til problemer.
Bilen var stadig kvik i afsættet og der var ingen bemærkelsesværdige krængninger. Kun mærkede vi tydeligere at ujævnheder fra vejen slog igennem.
Stramt gearskift
Med eller uden læs trak den fra 1.300 omdrejninger – i fjerde- og femte gear også fra 50- og 65 km/t, men i sjette dog fra 85 km/t i sjette gear mod 70 uden læs.
Generelt er vi glade for at køre i Renault Express. Den er letkørt og ganske støjsvag – men gearskiftet – især til første gear – var meget stramt og kantet. Men bilen var meget ny.
På lange ture savnes også lidt bedre rygstøtte i sædet – og rattet kan kun indstilles lodret. Ryglænet indstilles dog både i højden, hældning og trinløst – og der er to-trins varme i sædet.
Trailer på 1.200 kg
Der er en god fodplade, så man kan få en lige og ergonomisk rigtig siddestilling, men det er ikke muligt at strække venstre ben på grund af afstanden til adskillelsen. Passagersædet kan kun indstilles i længden.
Der er mulighed for en trailer på 1.200 kg. inklusive trailerstabilisering. Elektronisk stabilitetssystem esc er standard.
Vi skal også nævne god aflæggeplads i kabinen med en hylde i bilens bredde over forruden.
Gasdæmpet frontklap
Varerummet er pænt stort – 3,3 kubikmeter – med en læssehøjde på 570 mm, og der er otte fastgørelseskroge. Bunden var desuden plastbehandlet – praktisk, men glat.
Et plus er den frontklappen, som er gasdæmpet – samt bagdørene, der åbner 180 grader.
Derfor håber man på en fortsat succes trods navneændringen – for bilen kunne lige så godt have hedder Dokker 2. Selv platformen er helt den samme som før.
Kun en enkelt model
Navnet Express har Renault brugt på deres basis varebiler i mange år – og den nye Express findes da også kun i én længde og en 1,5 liters, 4-cylindret dieselmotor, som er genganger – med valg imellem 75 og 95 hk. Tanken er nu på 50 liter – og det sikrer lang rækkevidde på en tankfuld diesel.
Express rummer 3,3 kubikmeter. Men rummet er større end i Dokker – og bilen har ifølge Renault Danmark klassens bredere skydedør på 716 mm bredde – men ikke bred nok til en europalle på 0,8 meter på den smalle led.
Varerumslængden er på 1.991 mm. Flot i forhold til bilens længde på 3,89 m. Til gengæld fås bilen ikke med en skydedør til venstre, som det er tilfældet med den nye Kangoo.
47 liter aflæggerum
Express har fået typisk Renault front med stort Renault logo og et større rudeareal med bedre udsyn – dertil helt nyt interiør med mulighed for otte tommer touchscreen og (i testbilen) navigation – og instrumenteringen ser stort set ud som i den kommende Kangoo.
Der er 47 liter aflæggeplads i kabinen – bl.a. et rum over rattet med to usb-stik og et almindeligt ladestik.
Der er gjort meget ud af isoleringen af bilen, så støjniveauet er lavere og resonans-lydene færre.
Bedre sæder
Væsentligt er nye og meget bedre sæder, der er langt mere ergonomisk korrekt udformede.
Det er ikke så voldsomt som før – men der er fortsat meget hård plast på instrumentbrættet, men så er den jo nemmere at rengøre, som svaret ofte er fra bilsælgeren, hvis plasten nævnes.
Udstyret selv i basisudgaven er rimelig – men bl.a. LED kørelys, stop/start system, el-justerbare sidespejle, elruder, regnsensor, store sidespejle, DAB radio, Hill Start assist, flere usb-stik, rude mellem kabine og varerum og 12 volt stik.
Til gengæld er der plastrat, der er ingen måtter – og der er ikke handskerumsklap.
Ekstraudstyrspakke
Testbilen havde techno pakker, som omfatter Easy Link med otte tommer touchscreen (og endda navigation), mirror link, manuel aircondition, bakkamera, Rear View Assist med digitalt bakspejl i form af monitor.
Der er også vidvinkelspejl i solskærmen i højre side, Blindvinkel (Blind spot) advarsel, regnsensor, DAB radio, air condition, varme i sæderne og parkeringssensorer for og bag. Der er også trådløs opladning af mobiltelefonen og Apple Car Play.
Sikkerhedsmæssigt er der fører-airbag – men det koster ekstra at få fartpilot og adaptiv fartpilot. Det gælder også nødbremse. Der er dog blokeringsfrie bremser (ABS).
Fra Rumænien til Marokko
Faktisk blev Dokker præsenteret allerede i 2012, men fordi man hos Renault Danmark var bange for, at Dokker ville kannibalisere Kangoo, der kom frem i 1998 (i eludgave i 2011). Men i forvejen havde Kangoo det svært- derfor ventede man i tre år, før man valgte at sælge Dokker.
Men den franske fabrik, som ejer Dacia, har valgt, at alle varebiler fremover skal bære navnet Renault – og det handler her om marketingstrategi, for ret beset bliver afløseren for Dokker stadig bygget på en Dacia-fabrik – nu ikke i Rumænien, men i Marokko.
Renault har solgt varebiler i 100 år – men i denne størrelse siden 1962, da fabrikken introducerede Renault 4 i varebilsudgave (bl.a. anvendt af det danske postvæsen).
–
Faktaboks Renault Express 95 hk:
Motor: 4 cyl. diesel.
Slagvolumen: 1.461 ccm.
Ydelse: 95 hk v. 3.750 omdr.
Moment: 200 Nm v. 1.750 omdr.
Acc. 0-100 km/t: 13,6 sek.
Topfart: 162 km/t.
Forbrug WLTP: 19,6 km/l.
CO2 udledning: 133 g/km.
Gear: 6 trins manuel.
Bremser: Skiver for/tromler bag.
Affjedring: Uafhængig for/semi-uafhængig bag.
Lasteevne: 600 kg.
Trailervægt: 1.200 kg.
Varerum: 1.915 x 1.048 mm.
Varerum: 3,3 kubikmeter.
Bagdøre: 180 grader åbning.
Sidedør: 715 mm bredde.
Læssehøjde: 570 mm.
Dæk: Kumho Ecowing ES31 185/65 R15-88T.
Fabriksgaranti: 2 år.
Teknologipakke: 26.473 kr. ekskl. moms.
Pris testbil ekskl. moms: 117.263 kr.