En helt nyudviklet 2,6 tons varebil fra kinesiske BYD kommer til Europa i år, oplyser den kinesiske koncern.
En 7,5 tons- og en 19 tons elektrisk lastbil er også parat til det europæiske marked – og vil dermed følge den elektriske eBus fra BYD, der bl.a. kører på linje 18 i København.
Endelig er der planer om at eksportere en terminal-traktor til Europa.
Begynder i Norge
Et marked overstråler alle andre markeder, når det gælder om at købe elbiler – nemlig Norge, og derfor har BYD vores naboland i kikkerten til at blive det sted, hvor deres helt nye SUV elbil ”Tang” i anden generation først skal markedsføres – og det bliver allerede i år.
Men flere andre lande er på vej – og Danmark er et godt bud efter salget af elbusserne i København.
”Vi vil også markedsføre de elektriske last- og varebiler samt terminal-traktoren i Europa i år,” oplyser chefen for BYD Europe, Isbrand Ho.
Findes også som Plug-in hybrid
SUV modellen Tang findes ud over eludgaven EV600 også i en plug-in hybrid udgave, som allerede findes på flere markeder. Det vides ikke, om denne udgave også kommer hertil. BYD melder om en rækkevidde på 520 km. i Tang EV600 efter den ældre NEDC testmetode. Priser er ikke oplyst.
BYD Company LTD er blandt Kinas største private virksomheder. Det blev stiftet så sent som i 1995 – og begyndte med at producere genopladelige batterier.
I dag arbejdes der på oplagring af elektrisk energi samt produktion af elektriske køretøjer. Selskabet er repræsenteret i mere end 50 lande i verden.