Den kendte sjællandske vognmand Kim Ancker fra Ortved ved Ringsted har netop fået leveret en ny Scania R520 med en speciel opbygning fra SAWO i Odense.

I 2018 vandt vognmandsforretningen DTL-prisen ”Årets Transportvirksomhed” – ikke mindst for virksomhedens store arbejde for trafiksikkerhed.

Vognmanden er kendt for at sætte sikkerheden øverst. Han gør meget ud af sikkerhedsudstyr så som kameraer, så chaufføren kan holde med højre side af køretøjet – for ikke mindst at undgå højresvings-ulykker.

Vognmand siden 1986

Det er samtidig en traditionsrig virksomhed, der tilbyder alsidige transportløsninger.

Kim Ancher stiftede sin vognmandsforretning i 1986 sammen med hustruen Marianne.

Første tur var for øvrigt en tur til Sverige i en gammel brugt lastbil, fremgår går det af Kim Anckers hjemmeside.

SAWO-opbygningen

Opbygningen er monteret med HIAB X-HiPro 302 E-6 CD kran og et NOPA FTPL320 pendeltip. Der er tillige leveret en NOPA KTS240 kærre.

HIAB kranen er monteret bag førerhuset og er med seks hydrauliske udskud der rækker 16,1 meter ved fuldt udlæg.

Støttebenene kan betjenes via kranens CombiDrive3 radiostyring, et manøvrehåndtag med LED display, der viser, hvilke funktioner hvert håndtag betjener.

Hydraulisk styret

Kranen er yderligere leveret med to ekstra ventilsektioner indvendigt i kranarmen, og der er monteret opstigningsplatform i venstre side af lastbilen.

Det monterede pendeltip er udstyret med pendel lodret i begge sider og hydraulisk styret automatbagsmæk.

SAWO har yderligere monteret to rustfri værktøjskasser og monteret afdækning mellem skærme og værktøjskasser i rustfri stål.

Liftaksel

Den medleverede NOPA kærre er leveret med dobbelte svingbare hele sider, luftstyret automatbagsmæk og liftaksel på første- og tredje aksel.

Den har fjederopluk i begge sider og en holder til pallegaffel under fronten.

Scania chassiset er et R520 4 akslet 2+2 chassis med CR17N førerhus.