Volvo Trucks har netop leveret sin første serieproducerede elektriske lastbil til en kunde i Tyskland.

Det er byen München, som har anskaffet den miljørigtige 27 tons Volvo FE lastbil, som er opbygget som renovationsbil.

Rækkevidde 120-300 kilometer

Rækkevidden skulle være op mod 120 kilometer i den aktuelle udgave, men Volvo kan tilpasse batterikapaciteten til kundens behov – og det vil sige, at man kan tilbyde rækkevidder på op til 300 kilometer.

Opbygningen af lastbilen er fleksibel, så renovationsenheden kan udskiftes med forskellige containertyper.

50 kWh batteripakke

Teknisk er der tale om en batteripakke på 50 kWh (litium-ion) – opladningen kan med vekselstrøm ske med 22 kW lader eller med jævnstrøm 150 kW hurtiglader. Med sidstnævnte tager opladningen cirka en time.

Renovationsafdelingen i byen München (AWM) fik i 2002 en diesel-hybrid lastbil fra Volvo Truck.

”Med den har vi opnået gode erfaringer, og at fortsætte med fuld-elektriske lastbiler er en naturlig konsekvens,” udtaler AWM-flådechef Reinhold Bauer, til det tyske transportmagasin Logistra.

Støj- og vibrationsfri

FE-ellastbilen har sine fordele med den grønne energi og muligheden for at arbejde støj- og vibrationsfrit – bl.a. tidligt om morgenen, hvor borgerne sover.

Renovationsagregatet står tyske Meiller for.

Sammen med den støjfri lastbilsteknik er støjniveauet på komprimator-agregatet også lavt, da hydraulikpumpen kun er i gang begrænset – det er også med til at sikre en længere rækkevidde.

Komplet serie af el-lastbiler i 2021

Renovationsudgaver af el-lastbiler bygger på FE- og FL serien.  Samtidig er Volvo Trucks i gang med en større feltprøve med de nyeste el-drevne entreprenørudgaver FH, FM og FMX. Her er totalvægten op mod 44 tons.

Salget af disse lastbiler vil begynde næste år – mens volumen-produktionen vil indledes i 2022.

Det betyder, at Volvo Trucks fra næste år er i stand til at sælge en komplet serie af batteri-elektriske lastbiler i Europa – både til distribution, til renovation, regional transport og entreprenøropgaver i byerne.