(FRANKFURT)

Nissan Leaf er verdens mest solgte elbil – og Renault Zoe er netop lanceret med Renault Nissans egen el-teknologi. Flere og flere virksomheder køber elbilen e-NV200 fordi den giver bedre TCO, Total Cost of Ownership, end dieseludgaven NV200.

Men bestyrelsesformand og CEO for begge selskaber, Carlos Ghosn, indrømmede på et pressemøde på den internationale IAA biludstilling, der lukker her i weekenden, at man i Renault Nissan alliancen alligevel ikke tjener penge på deres elbiler – endnu.

For han er optimist – og han tror fuldt og fast på, at elbiler er fremtiden. Men for at tjene penge på elbilerne, skal der produceres 500.000 biler om året. Og man er kun halvvejs. 250.000 elbiler bliver det til.

Bebrejder politikere
Carlos Ghosn bebrejder politikere, at elbilen endnu ikke er kommet længere – men måske Norge som undtagelse. Her har man nået 50.000 elbiler blot på ganske få år. Ghosn efterlyser bedre politisk opbakning – bl.a. gennem en bedre infrastruktur med ladestandere.

For når man politisk tøver med at give elbilen fuld opbakning, tøver kunderne også. Et godt eksempel er her Danmark, hvor ingen ved, at afgiftsfritagelsen for elbiler fortsætter efter Nytår, når den hidtidige fritagelse udløber. Man vil gerne støtte grønne tiltag – men alligevel ikke. Som også Ghosn peger på.

Og det er ikke, fordi teknologien i dag ikke er i orden. Den nyeste Leaf kører nu 250 kilometer på en opladning – og elbiler generelt kan præstere 500 kilometer rækkevidde.

Vderdensomspændende
For Renault har udviklingen de seneste år gået stærkt, Før var der to holdepunkter for mærket – modellen Mégane og landet Frankrig. Det var dér, der blev tjent penge. Nu er man blevet store ikke kun i Europa – men også rundt om i verden. Der er bygget nye fabrikker – bl.a. i Mexico.

Man har i alliancen succes med billig-mærkerne Dacia og Datsun – og Nissan viser vejen med crossover bilmodellerne. Selv i USA er Nissans crossover bilmodeller succesfulde.

Som el-leverandør har alliancen p.t. valgt koreanske LG, fordi man dér er længere fremme end hos eksempelvis Samsung, som Renault har stærke bånd til på bilsiden.

IT-kontakter
Man har også væsentlige samarbejde med virksomheder i IT branchen, som Ghosn tror bliver større medspillere for bilbranchen fremover – alene på grund af bilerne indretning med infotainment-systemer, som generelt kaldes Connectivity med øgede krav fra kommende bilister.

Selvkørende biler har ikke Ghosn’s første prioritet. Han vil have, at chaufføren selv er herre over bilen og kan stoppe op eller vælge sin egen rute. Han tror, der vil gå mange år, før det bliver en realitet. Ikke mindst fordi det handler om ansvar.

Det er meget store omkostninger, der er forbundet med at fremtidssikre bilen – derfor bliver der også flere og flere samarbejder mellem bilkoncerner. Og her er Carlos Ghosn åben for yderligere aftaler – senest skal man bygge Fiats næste mellemklasse varebil Scudo, og man har tætte relationer med Daimler AG og med General Motors.

Konkurrere i forretningerne
Man skal konkurrere ude i forretningerne, men på udviklingssiden og produktionssiden kræves der øget samarbejde. Carlos Ghosn understreger, at man indenfor alliancen Renault Nissan arbejder på helt lige fod, og han vil ikke tale om, hvem der er større en den anden. Man samarbeder meget tæt på alle punkter, men det handler ikke om balance mellem de to mærker.

Markeder kan gå op og ned. Lige nu er der nærmest kollaps i Rusland – med halvering af salget – mens man boomer i Kina. Men Carlos Ghosn understreger, at Rusland kommer igen. Renault har store aktiviteter i landet – med fabrikker og joint venture med det lokale mærke Lada, og Renault har helt moderniseret Lada fabrikken i byen Togliatti.

Formel 1 irritation
Carlos Ghosn kom på mødet på IAA messen også ind på Formel 1 og sin aftale om motorer til Red Bull teamet. Han mener, at teamet ikke burde give Renault skylden for sin manglende succes. Da Red Bull vandt med Renaults V8 motorer tidligere, glemte man at nævne Renault.

Nu er succes’en ikke den samme med 1,6 liters motorerne – og det er ifølge teamet Renaults skyld. Carls Chosn understreger, at man bør både vinde og tabe sammen. Det er et spørgsmål om sportsman-ship, som han udtrykte det.

Mange vil måske tolke det, som om Red Bull overvejer ny motorleverandør – men teamchef Horner sagde i forbindelse med det belgiske Grand Prix på Spa-Francorchamps banen, at han også troede på andre motor-regler indenfor de næste sæsoner.

Leave A Reply