Som verdens første lastbilproducent introducerer Volvo Trucks nu fossilfrit stål i sine lastbiler.

Fossilfrit stål vil fremover være et vigtigt supplement til det traditionelle stål og genbrugsstål, der anvendes ved produktionen af Volvo lastbiler.

Stålet er produceret af den svenske stålproducent SSAB – og er udviklet sammen med den svenske virksomhed  Vattenfall og det statsejede svenske minedrift-selskab LKAB. Produktionen foregår i Luleå i den nordlige del af landet.

Først ellastbiler

Stålet fra SSAB er produceret ved hjælp af en ny såkaldt HYBRIT-teknologi baseret på brint. Resultatet er en lavere klimabelastning end fra konventionelt produceret stål – altså produceret uden brug af fossile brændsler som naturgas, olie og kul.

Introduktionen af det fossilfri stål i Volvos elektriske lastbiler begynder i tredje  kvartal i år.

Volvos tunge elektriske FH og FM lastbiler bliver de første, hvor man bruger det fossilfrie stål.

Chassisrammer

”Vi vil øge brugen af fossilfrie materialer i alle vores lastbiler for at gøre dem CO2-neutrale, ikke kun under driften, men også under produktionen,” siger Jessica Sandström, Senior Vice President Product Management på Volvo Trucks.

Det første stål, der produceres med SSABs brint-teknologi, vil blive brugt i lastbilernes chassisrammer, hvor alle andre hovedkomponenter monteres på.

Efterhånden som tilgængeligheden af fossilfrit stål øges, vil det også blive brugt i andre dele af lastbilerne.

Cirkularitet

I dag består cirka 30 procent af en ny Volvo-lastbil af genbrugsmaterialer, men op til 90 procent af lastbilen kan genbruges ved afslutningen af dens levetid.

Volvo Trucks tilstræber løbende at minimere deres klimaaftryk yderligere. Man bevæger sig således også mod den højeste form genanvendelse – også kaldet cirkularitet.

Ved cirkularitet kan alle materialer i et produkt genanvendes i det uendelige – og bevarer hele tiden den samme høje kvalitet. Ingen værdi går tabt, og der genereres intet affald.

Samarbejde siden 2021

“Det  sker i vores drift og produktion samt i de færdigproducerede lastbiler”, siger Jessica Sandström.

Volvo Group har samarbejdet med SSAB om fossilfrit stål siden 2021.

Selvkørende entreprenørmaskine

Den første maskine produceret af fossilfrit stål er en selvkørende Volvo entreprenørmaskine til transport af materialer i underjordiske og åbne miner.

Både Volvo Trucks og Volvo Entreprenørmaskiner er en del af Volvo AB.

Volvo Trucks har forpligtet sig til at overholde Paris-aftalen og til helt at undgå af udlede drivhusgasser i sine værdikæder senest i 2040.

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk