To tidligere verdensmestre i kran var blandt de mange deltagere, som forleden stillede op i det danske del-mesterskab for 2022 udgaven af HIAB’s verdensmesterskab i kran.

For selv om mesterskabet første gang blev holdt 2015 – og tillige har været lukket ned nogle år på grund af Corona – så har der allerede været to danskere øverst på podiet.

Mestre fra 2015 og 2016

Det allerførste år i Birmingham 2015 vandt Johnny Jensen, der arbejder som chauffør hos Benny Rasmussen & Søn A/S i Gilleleje – og året efter ved IAA i Hannover 2016 var det Tim Hansen, Tim S. Hansen ApS i Karise, der løb med VM-pokalen.

Den danske finale foregik i år i Støvring, hvor HIAB’s danske importør, SAWO, har hovedkontor. Dysten foregik meget passende i forbindelse med SAWO’s 60 års jubilæum.

VM-dyst foregår på IAA

Der blev som sædvanligt dystet hårdt om at vinde retten til at deltage i HIABs verdensmesterskab ved årets IAA transportmesse i Hannover i efteråret.

De to tidligere verdensmestre var kørt den lange vej fra Sjælland til Støvring, hvor der bl.a. var udstilling og konkurrencer i forbindelse med jubilæet,

Længe gik de to kombattanter ved kranbanen – der er en kopi af VM banen til finalen –  og udtænkte en plan og fik snakket med de SAWO ansatte, som i dagens anledning var udnævnt til dommere, for at få reglerne på plads. Kranen til opgaven var selvfølgelig en ny HIAB.

Hurtigst igennem banen

Tim Hansen kørte banen rigtig fint igennem med kun en enkelt fejl, men som altså udløste en straf-tid.

Johnny Jensen fik lidt mere straf-tid – men kørte banen hurtigst igennem, så i sidste ende var det Johnny Jensen, som løb med sejren. Han klarede banen på 2:29:67.

På andenpladsen kom Tim Hansen fra Tim S. Hansen ApS fra Karise i tiden 2:42:89.

Nummer tre og fire

Lige i hælene på Tim Hansen lå Jesper Markussen, Holstebro, som dermed fik en flot tredje plads og Karsten Knudsen, Brædstrup, fik fjerdepladsen.

Det bliver spændende, om Johnny Jensen igen kan trække sejren til Danmark på IAA i september -og vi dermed igen kan få verdens bedste kranfører i de rød/hvide farver.

Resultatet af den danske konkurrence i Støvring:

1. 2:29:67 Johnny Jensen, Benny Rasmussen & Søn A/S i Gilleleje
2. 2:42:89 Tim Hansen, Tim S. Hansen ApS fra Karise
3. 2:44:65 Jesper Markussen, Entreprenørfirmaet Markussen ApS i Holstebro
4. 3:21:28 Karsten Knudsen, Brædstrup Vognmandsforretning A/S ved Horsens