Af Finn Bruun

Op mod 100 gange så meget el fra havvindmøller og tusindvis af ny arbejdspladser og stærkt øget aktivitet i havne og transport.

Disse udsigter fremgik af et fokusmøde i Esbjerg i går under titlen ”Fremtidens Offshore” som var arrangeret af Danmarks Rederiforeningen, Danske Maritime, Danske Havne i samarbejde med Maskinmestrenes Forening.

Således nærmer omsætningen inden for danske offshore aktiviteter sig nu 10 mia. kr. og en beskæftigelse på op mod 20.000 personer, og har dermed betydning for hele den danske økonomi.

Enormt vækstpotentiale
Omkring 100 danske maritime virksomheder, fra underleverandører og havne til specialiserede rederier og virksomheder inden for installation og servicering af offshore-installationer, har en aktie i offshore-segmentet og viser Danmark på den internationale scene.

Og vækstpotentialet er enormt. Alene inden for havvindmøller forudses det, at der frem mod år 2022 vil ske en femdobling af det årlige antal kWh fra nye havvindmøller, der skal opsættes globalt. Det betyder, at der kan ske op i mod en 100-dobling af antallet af havvindmøller fra 2010 til 2030. En stor del skal opsættes i Europa.

Flest havvindmøller fra Danmark
Da halvdelen af de eksisterende havvindmøller i verden er opsat af danske virksomheder, står Det Blå Danmark derfor med store muligheder for at få endnu større andel i det kommende boom i møller, der skal installeres og vedligeholdes. Dertil skal lægges væksten inden for udvinding af olie og gas til havs, der allerede er en kæmpe forretning. Men det er ingen selvfølge, at en væsentlig del af væksten havner i Danmark.

”Selv i svære tider for danske rederier, er offshore-området et lyspunkt. Danske udstyrsleverandører, men også rederier beskæftiget inden for sektoren har fuld gang i ordrebøgerne langt ud i fremtiden – og langt ud i verdenshavene. En stor del af offshore-aktiviteterne udspringer fra Esbjerg Havn, sagde vicedirektør Jan Fritz Hansen, vicedirektør i Danmarks Rederiforening.

Esbjerg Havn ser mulighederne
”Med investeringer på mere end en milliard kr. har Esbjerg Havn skabt rammerne for produktion, samling og udskibning af vindmøller. Esbjerg hører til blandt de ledende vindmøllehavne i verden. Det har været til inspiration for flere andre danske havne. Sagde sekretariatschef i Danske Havne, Tom Elmer.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk