Vi var tæt på den maksimale vogntogsvægt på 6.200 kg., da vi prøvede den nyeste Toyota Hilux i et bakket område ved Osted og Lejre på Midtsjælland.
Med os havde vi entreprenør Vagn Nielsen, Osted, og tilkoblet var hans 800 kg to-akslede Ifor Williams maskintrailer – med en 2,3-tons Giant gravemaskine.
Ved tilkoblingen af traileren var vi iøvrigt glade for bakkameraet, der gør det til en leg at bakke til en trailer – og Toyotas standardmonterede trailerstabilitets-system (Trailer Sway Control) giver en rolig kørsel.
Opstigningen
Så begyndte prøvekørslen – og den store test: opstigningen ad Osted-bakken.
Fra lyskrydset, hvor vej landevejen fra Hvalsø munder ud i hovedvejen mellem Roskilde og Ringsted, drejede vi til højre op ad bakken.
Her blev vi positivt overraskede, for hvor vi ellers er vant til at blive i laveste gear på vej op, så gik det tjept opad med stigende omdrejningstal – og tilmed gearskift i automat-gearkassen ved 2.500 omdrejninger.
Helt plan momentkurve
Situationen gentog vi flere gange – også på andre stigninger – den motor er bare momentstærk.
Og forklaringen får man ved at se på momentkurven, der er plan som et stuegulv: 500 Nm mellem 1.600- og 2.800 omdrejninger.
Legende fra 1968
Toyota har nemlig endelig lyttet til kundernes behov og har opdateret deres legendariske Hilux – der i første udgave kom frem i 1968. Nu har fået de kræfter, som kræves af en ægte arbejdshest.
Hilux har også aktivt antispin-system – og må trække en trailer på 3,5 tons.
Udfasede 3-liter udgave
I mange år havde Toyota kun deres 2,4 liters udgave – efter at have stoppet salget i Europa af 3-liter udgaven med 177 hk af miljømæssige årsager.
Men miljøproblemerne har fabrikkens ingeniører løst, så den nye 2,8 liter motor er lige så grøn som 2,4-liter udgaven, som stadig kan fås.
Masser af kubik
Men man skal heller ikke kimse ad motorens kubikindhold, for fabrikken har til topmodellen i Hilux serien som nævnt øget slagvolumen fra 2,4- til 2,8 liter og ydelsen fra 150- til 204 hk. Altså masser af kubik, moment og ydelse.
Motoren opfylder endda også de nyeste Euro 6d miljøkrav – bl.a. via både EGR- og SCR systemer plus AdBlue indsprøjtning.
Men man kan undre sig over, at AbBlue påfyldningen skal ske i motorrummet i stedet for bag en klap på siden af bilen – f.eks. ved siden af dieselstudsen. Motoren sikrer løbende for regenerering af katalysatoren.
Rimelige præstationer
Præstationerne er ganske rimelige for denne type køretøj – bl.a. med 10,7 sekunder til 100 km/t og 175 km/t på toppen.
Man kan i øvrigt vælge imellem eco og power køre-mode. Der er 6-trins automatgear i biler med 2,8-liter motor. Men man kan også vælge selv at skifte manuelt på gearvælgeren.
Helt lydefri er den nye 2,8-liter udgave dog ikke – især ved acceleration, og vi følte lidt resonanslyd i kabinen.
Til professionelle
Pick-up køretøjer præsenteres internationalt altid som fritidskøretøjer, men i Danmark er langt hovedparten af kunderne fra erhvervslivet – og kørsel på gule nummerplader.
I første række entreprenører, skov- og forstfolk, anlægsgartnere og håndværkere, der som oftest har en maskintrailer med en tung maskine på slæb.
Derfor var Vagn Nielsen også glad for bilens bladfjedre bagi – så bilen kan holde sig i niveau med tung trailer.
Klarer udfordringerne
Vi kørte et par gange i terræn – og her fandt vi ikke på udfordringer, bilen ikke kunne klare.
Vagn Nielsen påpegede dog, at reservehjulets placering under bilen måske er enkelt – men også besværlig, fordi man ved hjulskift bliver så beskidt.
Kraftige bremser
Ned ad bakke er man glade for de kraftige bremser – med ventilerede skiver fortil og tromler bag, som tillige er lettere at gøre rene efter en tur på byggepladsen, som Vagn Nielsen også påpegede.
Bilen har fortsat Down-Hill Assist til sikrere nedkørsel ad bakker samt Hill-Start Assist til igangsætning på bakker – og det nævnte antispinsystem (Active Traction Control).
Spær på bagakslen
Hilux har har 4×4 – men man kan vælge at køre med baghjulstræk (2H) på landevejen for at spare dieselolie. Man kan skifte til 4×4 op til 100 km/t – og skift til firehjulstræk (4H) og reduktionsgear (4L) sker via et drejehjul på instrumentbrættet – og tryk på drejehjulet for at komme i lavt område.
Man kan også tilkoble spærredifferentialet på bagakslen, hvortil kommer antispinsystem. Der er dog ikke center-spær. Man kan slå stabilitetssystemet esp (VSC) fra – og få bedre off road egenskaber.
På landevej føles styringen lidt tungere – men lettere i terrænet. Det kalder Toyota for variabel flow control, og man kan også følge hjulenes retning på en lille skærm – det er en stor hjælp i terrænet.
Forbedret undervogn
Hilux har forhjulsophæng med dobbelte triangler og stiv bagaksel med bladfjedre bag. Det gav tidligere en tidligere steppende og urolige fornemmelse fra bagtøjet, men det er blevet meget forbedret.
Fabrikken har ændret fjederopsætningen, så den virker mere rolig selv uden læs. Undervognen er opdateret med forbedrede bladfjedre og kraftigere støddæmpere samt nye bøsninger.
Vi prøvede bilen på nogle dårligt asfalterede veje og grusveje, og vi kan melde om en langt mere komfortabel kørsel med bedre retningsstabilitet og mere kontant styretøj – også uden læs.
700 mm vadedybde
Hvis man kommer på dybt vand er vadedybden til oplysning 700 mm. – og så er til- og frakørselsvinklerne i terrænet henholdsvis 29- og 26 grader. Rampevinklen er 23 grader og bilen klarer en tværhældning på 45 grader og en stigning på 42,1 grader.
Fire fartgreb i kabinen gør det muligt at klamre sig fast, når man kører i terræn.
Vi blev hurtige dus med bilen og sad godt i de skålformede sæder bag rattet på Hilux testbilen – med el-justerbart sæde og tovejs ratindstilling – og tillige god oversigt over instrumenterne og kontrolknapper på bl.a. rattet.
Adaptiv fartpilot
Testbilen var topmodellen med T4 Invincible udstyr, som bl.a. betyder et meget højt udstyrsniveau med nyeste udgave af Toyota Safety Sense.
Bilen har således adaptiv fartpilot, som gør de lange stræk mindre trættende.
Man får også nødbremsesystem med fodgængergenkendelse, linjevogter samt skiltegenkendelse og i testbilen Bi-LED forlygter og LED kørelys, tågeforlygter – samt bakkamera og parkerings-sensorer for og bag.
Nem at betjene
Der er tillige 8-tommer touchscreen med navigation samt DAB radio.
Nævnes skal også et opdateret infotainmentsystem med Apple Carplay og Android Auto plus Wi-Fi boks, og det er muligt at downloade MyT app via sin smartphone.
Det er nemt at betjene bilen – bl.a. med fysiske knapper i stedet for alene via skærmen.
Gasdæmpet bagklap
De nye Hilux modeller har et mere råt udseende med større kølergrill med sort plastkant omkring samt sorte plast-skærmforøgere og alu-bundplade.
Vi skal også nævne testbilens ladindsats og beklædning af ladets kanter – for ikke at tale om den gasdæmpede bagklap, som burde være standard i alle pick- up biler. Læssehøjden i testbilen (med indsats) målte vi til 930 mm.
Der er også et lille rum under tæppet bag adskillelsen – og der i det hele taget god aflæggeplads i kabinen med to 12 volt stik. Positivt er også en 220 V-stik (100 W) i midterboksen.
Bedste udstyrsniveau
Den testede Invincible topmodel havde automatisk klimaanlæg, læderindtræk, el-førersæde, trinbræt i hver side, to-vejs justerbart læderrat, sædevarme, midterboks, handskerumslås og køl i øvre handskerum.
Dertil nøglefri start, forruden med opvarmning af vinduesviskere og 18 tommer aluminiumsfælge med Bridgestone terrændæk.
Men Vagn Nielsen mente nu, han ville skifte til grovere mønster for at klare alle udfordringer, når han formentlig selv engang anskaffede sig bilen, som har var ganske begejstret for.
Almindelig håndbremse
Vi skal også nævne bilens styrtbøjle bag kabinen – hvis man nu bliver for modig i terrænet. I øvrigt kan man få et væld af udstyr så som flere typer hardtops.
Og for at gøre arbejdet med bilen så enkelt som muligt har Toyota valgt en god gammeldags håndbremse.
I øvrigt kan vi tilføje, at Hilux og Toyota Gazoo Racing vandt det klassiske udholdenhedsløb Dakar Rally i 2019 – om end i en specialudgave med V8 motor.
—
Faktaboks Toyota Hilux 2,8 Invincible Double Cab:
Motor: 4 cyl. Turbodiesel – 16 V.
Slagvolumen: 2.755 ccm.
Ydelse: 204 hk v. 3.400 omdr.
Drejningsmoment: 500 Nm v. 1.600-2.800 omdr.
Forbrugssnit WLTP: 10,5 km/l:
CO2 udslip: 248 g/km.
Grøn ejerafgift halvår: 5.350 kr.
Miljø: Euro 6d m. EGR og SCR. AdBlue.
Acc. 0-100 km/t: 10,7 sek.
Gearskift: 6-trins aut.
Træk: 4×4.
Affjedring for: Uafhængig med dobbelte triangler.
Affjedring bag: Stiv bagaksel med bladfjedre.
Til/frakørselsvinkler: 29/26 grader:
Rampevinkel: 23 grader.
Hældningsvinkel: 45 grader.
Stigningsvinkel: 42,1 grader.
Vadedybde: 700 mm.
Frihøjde: 310 mm.
Vendediameter: 12,8 m.
Ladmål: 1.540 x 1.555 mm.
Læssehøjde: 930 mm.
Dæk: Bridgestone Dieler H/T 205/60 R18.
Spærredifferentiale: Ved bagaksel.
Fabriksgaranti: 3 år/100.000 km.
Hilux pick-up (2,4 liter): Fra 226.900 kr. plus moms.
Pris testbil hvide plader (med bagsæde): 855.000 kr.
Pris Hilux 2,8 Double Cab testbil: Fra 339.990 kr. plus moms.