Produktionen af den nye Land Rover Defender i Slovakiet blev indstillet i en periode på grund af Corona-krisen – så lanceringen herhjemme blev udskudt to måneder, men nu er bilerne på vej – faktisk er de første biler på vej ud til forhandlerne i disse dage.
Importøren forventer at mere end halvdelen af de nye Defender modeller skal sælges på gule nummerplader – i begyndelsen er det kun 110 tommer modellen, der er landet, men i efteråret følger 90 tommer og 130 tommer modellerne. Det er 90 tommer Van, der forventes at blive mest populær – men en 200 eller 240 hk dieselmaskine.
Under en halv million som Van
Pris inklusive moms lige under 612.000 kroner – eksklusive moms lige under 500.000 kroner. Beskatningsværdien yderligere en tak lavere. Man kan bl.a. få bilen med et klapsæde i midten, så der er plads til tre personer. Varerummet er på knap 2.400 liter.
Faktisk var priserne på de sidste af de gamle Defender modeller ikke meget billigere, da de stoppede i 2016. Så med den avancerede teknik, kan man nærmest kalde bilerne billige i indkøb. Og ja – man kan også lease sin Defender.
Faktisk er der ingen rigtige konkurrenter. Dem, der var engang, er enten forsvundet fra Europa, og erstattet af luksus-SUV’er. Eksempel: Toyota Land-Cruiser og Mercedes-Benz Geländewagen.
Stadig til at blive brugt
I Defender er der eksempelvis gummimåtte i hele bilen – så man stadig kan bruge vandslangen til at spule vognbunden efter terrænkørslen. Alle el-boksne med mere sidder også højt oppe.
Og så er der synlige bolte i kabinen for at understrege, at der her er en ægte arbejdshest – selv om man også forventer at sælge den som luksusbil – bl.a. med den 400 hk V6 benzinmotor, som er ganske hurtig.
Test i terrænet
VOTY.dk har været på Tirsbæk Gods ved Vejle for at prøve de nye biler i ét af de mest strabadserende off-road terræner i Danmark – og selv om mange hard core Land Rover entusiaster begræder, at den oprindelige Defender stoppede i 2016 – bl.a. af miljømæssige årsager – så er den nye udgave i en klasse for sig.
Den gamle model, som har været produceret siden 1948, er legendarisk – men også meget gammeldags og ret svær at køre.
Let at køre i terrænet
Den nye Defender kan meget mere – og er langt lettere at køre i på de stejle og mudrede stier på Tirsbæk Gods.
Før skulle man ofte have sin makker ud og guide én igennem en vanskelig passage. Nu er der kameraer, der både viser, hvor meget plads, der er rundt om bilen – og tillige plads ved hjulene og endda under bilen. Dermed kan man helt undgå at ramme sten, træstubbe og træer på turen.
Vælg automatik og slap af
Automatgear er standard – og man kan sætte bilen til at vælge det rigtige underlag ved at vælge automatik, men på bilens touchscreen kan man også selv vælge, om opsætningen af affjedringen passer til underlaget – f.eks. om det skal være sten eller sand.
Vi indledte vores tur i terrænet ved at hæve luftaffjedringen. Så klarer man sig fri af sten og stubbe.
Configurable Terrain Response præsenteres for første gang på den nye Defender, og systemet giver erfarne terrænkørere mulighed for at finindstille individuelle køretøjsindstillinger, så de passer til forholdene.
En tur i Vejle Fjord
Vi var også en tur i Vejle Fjord – men bilen har faktisk en vadedybde på 900 mm – og man kan også få en snorkel, så luftindsugningen ikke druknes. Dens maksimal vadedybde understøttes af et nyt Wade-program i Terrain Response 2-systemet.
Den nye karrosseri-arkitektur giver en frihøjde på 291 mm og frihøjdevinkler i verdensklasse, så model 110 har tilkørsels-, overkørsels- og afkørselsvinkler på henholdsvis 38, 28 og 40 grader (terrænhøjde).
Plug-In hybrid på vej
Udvalget af benzinmotorer en firecylindret 300 hk og en voldsom seks cylindret 400 hk med effektiv Mild Hybrid Electric Vehicle-teknologi. Man kan også vælge mellem to firecylindrede dieselmotorer – med 200- og 240 hk.
En Plug-in Hybrid Electric Vehicle (PHEV)-drivlinje baseret på tre cylindre dukker op senere i år.
Ved præsentationen ved Vejle prøvede vi den kraftige 400 hk V6 benziner – og den er rimelig kraftig. En helt anden oplevelse end den gamle Defender.
Avanceret touchscreen
Den nye Defender har Land Rovers nye Pivi Pro-infotainmentsystem. Den næste generations touchscreen er intuitiv og brugervenlig, og den kræver kun få operationer for køreren.
Defender har en maksimal last på op til 900 kg, en statisk taglast på op til 300 kg, en dynamisk taglast på 168 kg, en trækevne på 3.500 kg og en vadedybde på op til 900 mm.
Permanent firehjulstræk og totrins automatgear og midterdifferentiale er standard – aktivt låsbart differentiale på bagakslen er ekstraudstyr.
Mange udstyrsudgaver
I det hele er listen over udstyr alenlang – og man kan også vælge særlige pakkeløsninger, så kan monteres efterfølgende. Lige fra teltet på taget og stigen på siden af bilen.
Modeludvalget omfatter Defender, First Edition og topmodellen Defender X, såvel som specifikationspakkerne S, SE, HSE som standard. Den eksklusive First Edition-model har unikke specifikationer og kan købes hele det første produktionsår.
Udstyrspakker monteres herhjemme
Med fire tilbehørspakker får kunderne mulighed for at individualisere bilen på flere måder end tilfældet er for nogen tidligere Land Rover: Explorer-, Adventure-, Country- og Urban-pakkerne sætter hver især deres præg på Defender med et udvalgt sortiment af forbedringer.
Tilbehøret omfatter alt lige fra et elektrisk spil med fjernbetjening, tagmonteret telt og oppustelige, vandtætte markiser til mere konventionelle anhængertræk og tagbøjler. Bilen, vi kørte i, havde glassoltag, men man kan også få bilen med stoftag – som kan foldes tilbage som på en cabriolet.