Verdens største olieselskab – saudi-arabiske Aramco – er gået i samarbejde med bilproducenterne Geely fra Kina (ejere af Volvo Cars) og Renault Group fra Frankrig.

Sammen skal de etablere et nyt selskab til udvikling af drivliner (motorer og gearkasser) – for at fokusere på teknologier med lavere emissioner. Det nye selskab vil være dedikeret til forbrændings- og hybriddrivlinje-teknologier.

Der er tale om et globalt netværk af 17 fabrikker og fem forsknings- og udviklingscentre på tværs af tre kontinenter.

Selvstændig global leverandør

Det er planlagt, at den fælles virksomhed skal være en selvstændig global leverandør med en samlet kapacitet på over fem millioner forbrændings-, hybrid- og plug-in hybridmotorer samt transmissioner om året – der forsyner over 130 lande og regioner.

Aramco har foreløbig underskrevet en hensigtserklæring med Geely og Renault Group om at blive en potentiel minoritetsinteressent.

De planlagte Aramco-investeringer vil støtte udviklingen af syntetiske brændstof-løsninger og næste generations brintteknologier

Vigtig forskning og udvikling

Den nye virksomhed etableres af Aramco sammen med Geely Holding Group (Geely Holding), Geely Automobile Holdings Limited (Geely Auto HK.0175)- og Renault Group.

Aramcos investering vil understøtte virksomhedens vækst og bidrage til vigtig forskning og udvikling på tværs af syntetiske brændstofløsninger og næste generations brintteknologier.

Det forventes, at Geely og Renault Group bevarer lige store ejerandele i den nye uafhængige enhed.

Til næste niveau

Dette partnerskab med Aramco vil ifølge øverste Renault-chef Luca de Meo – i samarbejde med Geely Group – hæve det nye selskab til næste niveau – og give det et forspring i kapløbet indenfor forbrændingsmotorer (ICE-drivlinje-teknologi) med ultralave emissioner.

”Aramcos bidrag bringer unik knowhow til bordet, der vil hjælpe med at udvikle banebrydende innovationer inden for syntetiske brændstoffer og brint,” siger Luca de Meo, administrerende direktør for Renault Group.

Sikrer anerkendelse

”Den foreslåede investering fra Aramco sikrer anerkendelse fra globale industriledere i de fremtidige forretningsmuligheder for motorer – samt vision for banebrydende lav- og kulstoffrie brændstoffer som methanol og brint,” siger Daniel Li, administrerende direktør for Geely Holding Group.

En milepæl

Hensigtserklæringen repræsenterer ifølge Aramco en ny milepæl i virksomhedens løbende engagement i transportteknologier og præsenterer en platform til støtte for Aramcos forskning og udvikling inden for motor-udvikling.

”Vores planlagte samarbejde med Geely og Renault vil støtte udviklingen af drivlinjer på tværs af bilindustrien og er i overensstemmelse med vores bredere indsats på tværs af vores globale aktiviteter,” siger Mohammed Y. Al Qahtani, Aramco Executive Vice President of Downstream.

Fakta:
Saudi Aramco, også kendt under det engelske navn Saudi Arabian Oil Company, er det statsejede olieselskab i Saudi-Arabien. Saudi Aramco er det største olieselskab i verden, både målt efter olieproduktion og påviste oliereserver.
Omsætning 2021: 359,2 milliarder USD.
Medarbejdere: Ca. 67.000.
(Wikipedia)

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk