(FRANKFURT)
Ford har fornyet deres Transit over flere omgange – men køreegenskaberne er bedre end nogensinde.
Nye EcoBlue motorer lancerede Ford i fjor, men nu har Ford så løftet sløret for en helt ny generation Transit, der byder på klassens bedste køreegenskaber – kombineret med mulighed for fuld sikkerhedspakke med nødbremsesystem, som dog endnu er ekstraudstyr.
En tur i Taunus
VOTY.dk har testet den nye Transit serie i de tyske Taunus bjerge, og vi kan love fornemme køreegenskaber. Alt andet ville være skuffende.
Ford har bevaret undervogn og affjedring. Bilen har skarpe reaktioner på styring og en tilpas fast undervogn – uden at være for hård. Drivlinen betyder samtidig en utrolig smidighed og et lavt støjniveau.
Ford er også først med intelligent fart-assistant, som sammen med skiltegenkendelse hjælper chaufføren med til holde hastighedsgrænserne.
Kommer næste år
Den nye Transit kommer på det danske marked i begyndelsen af 2018 – men selv den nuværende model holder suverænt førstepladsen over varebiler solgt i Danmark.
Dertil kommer nye 2-liter ECEBlue motorer, som både er hurtigere, mere økonomiske (13 pct. bedre end forgængeren med 2,2 liter motor), mere smidige (med 20 pct. bedre drejningsmoment) og mere støjsvage end tidligere.
Transit leveres også med parkerings-sensorer, advarsel mod krydsende trafik bag bilen (ved parkering), automatisk nedblænding samt anti-krængningssystem, advarsel for andre trafikanter i den blinde vinkel. Ønsker man alle sikkerheds-features, bestiller man pakkevis.
Fornyelsen komplet
Nu er fornyelsen så blevet komplet – og sidste trin på fornyelsen er helt nyt frontdesign, nyt interiør med bl.a. mulighed for otte tommer touchscreen.
Bl.a. tilbydes nu signatur-LED kørelys (som i udformning først sås i den nye VW Transporter) – men man kan også vælge Xenon lygter. En mere distinkt kølergrill og smallere forlygter adskiller den fra forgængeren.
Teknisk har Ford tilføjet en mere økonomisk 105 hk ECEnetic udgave til serien med stop/start funktion, dæk med lav rullemodstand og accelerations-kontrol system.
148 gram og 100 km/t
Motoren kører 17,5 km/l og udleder kun 148 gram CO2 pr. kilometer. Til gengæld kan den kun køre 100 km/t i topfart.
Motormæssigt kan man desuden vælge 130- og 170 hk – sidstnævnte også i Sport-trim, hvor der følger fartstriber og 17 tommer alufælge samt delvis lædersæder med.
Mindre trailervægt
Transit fås nu også med automatgear – og i bus og dobbeltkabine-udgaver også med luftaffjedring. Man skal bare huske, at trailervægten er mindre med automatgear. Det kan en nedvejning af bilen dog ændre lidt på. Men det går ud over nyttelasten, som i den nye Transit kan nå op på 1.450 kg.
Ford Transit har bedre sædeudformning og flere rum i dørsider – og 25 liter aflæggeplads i instrumentbrættet, og der er mulighed for en stor otte tommer skærm med navigation. Man får også Fords Connectivity- og nødkalds-system SYNC 3.