I vognmandsforretningen Gert Svith i Grenå ligger man ikke på den lade side.
I foråret var vi på besøg i Grenå for at høre om virksomheden, som dengang lige havde købt landets første FH16-750 trækker.
Nu har virksomheden også købt nogle af de første danske udgaver af entreprenørlastbiler FMX fra Volvo Truck.
Alle med kamera-løsninger
Og første levering af fire ens Volvo FMX 8×4 tridem er netop leveret til Grenå virksomheden.
Bilerne er veludstyrede og er leveret med Globetrotter førerhus, læderkabine, Volvo Dynamisk Styring, krybegear, VEB+ motorbremse, Work Remote fjernbetjening samt fire kameraer, der alle er tilsluttet den originale skærm.
Bil og trailer fra HMF og SAWO
Bilerne er opbygget med HMF tippelad hos HMF i Galten. Vognmaleren i Assentoft har stået for komplet lakering af førerhus og opbygning.
NOPA-kærren er leveret af Sawo i Århus. Klargøring og tilslutninger er foretaget af Volvo Truck Center Randers. Bilen er ligesom den omtalte FH16-750 solgt og leveret af Hans Pedersen.
Større førerhus på FMX
FM/FMX-modellerne fik ikke som FH-udgaven nyt førerhus ved FH-lanceringen i 2013, men det er sket nu, hvor det større FH førerhus er blevet tilpasset FM og FMX.
Det betyder også forbedret sikkerhed. Større styrevinkler for biler med pusher- og løbeaksler sikrer også mulighed for forbedret manøvredygtighed og mindre vendediameter.
Ekstra fint i FMX entreprenørbiler – så som en kort blokvognstrækker.
Vores FMX test
Vi har tidligere kortvarigt prøvet den nye FMX i 330hk udgave.
I vores testforløb, som dog kun levnede mulighed for to gange en halv times kørsel på den københavnske vestegn – og ikke i terræn i denne omgang – oplevede vi netop den forbedrede komfort gennem et mærkbart lavere (minus to decibel) støjniveau – og nye, velstøttende/komfortable sæder.
Man vælger imellem economy, standard og performance i kørsels-opsætning. Man kan yderligere vælge off road og heavy duty til brug for entreprenørkørsel og blokvognskørsel – samt eventuelt I-Save.
Fin kørestilling
Dertil det nu indstillelige rat via to trin på en pedal i gulvet – hvor første trin var for knækvinklen på rattet og nederste trin for op/ned -justering. Med andre ord sikres man en fin kørestilling – og vi skal her også nævne det blødt skiftende automatgear.
På FM udgaven foregik valg af gear (frem, bak, neutral) via kontakter på instrumentbrættet – på FMX udgaven med 500 hk var der samme gearvælger til højre for førersædet som i den større FH.
Samtidig har Volvo opgraderet designet med bl.a. med større Volvo jernmærke og nye forlygter med mulighed for LED teknik for bedre udsyn om natten. Samme adaptive LED lys som i FH fås dog ikke. Der er dog nye ekstralygter.
Bedre udsyn end før
Udsynet fra kabinen er i det hele taget endnu bedre på grund af større ruder – faktisk 10 pct. mere direkte udsyn – og mulighed for op til otte kameraer for optimalt sikkerhed overfor svage trafikanter.
Dertil en sænket dørlinje og nye spejle – med større afstand mellem bil og spejlhus. Døren åbner nu 90 grader og forbedrer ind- og udstigning – og nu med belyste alu-belagte trin med øget skridsikkerhed.
Bedre aflæggeplads
De to modellers førerhus-volumen er øget med op til én kubikmeter, hvilket giver bedre komfort og mere plads til at udfolde sig.
Der er nu 50 procent bedre aflæggeplads i kabinen. A-stolperne er nu lodrette, hvilket er med til at forbedre udsynet.
Ny glasluge betyder mere lys kabine. Og så er der via bedre isolering så kommet den omtalte mindre støj og dermed bedre komfort.
Komfort som i den store FH
Med de nye FM- og FMX modeller kan man få billigere og nærmest lige så komfortable biler som FH – der kan løse mange regionale opgaver og samtidig sikre lettere indstigning med kun to trin.
Det vil bl.a. sige, at mange ældre chauffører kan fortsætte jobbet i en bil, hvor der er lettere adgang end f.eks. FH med flere trin op til førerhuset.
Udover det nye førerhus har Volvo FM og Volvo FMX fået mange af de samme funktioner i instrumentdisplayet som deres større Volvo FH søstre.
Først med bud på FH16
FH16-750 lastbilen, som vi omtalte før, var begyndt som demobil hos importøren – til kundepræsentationer rundt om i landet – med selektive testmuligheder for kunder og for korte testkørsler for dansk fagpresse.
Men efter denne periode ville man hos Hos Gert Svith i Grenå gerne byde på den kraftige Volvo 6×2 trækker, og det sørgede lastvognssælger Hans Petersen hos Volvo Truck Center i Randers for blev en realitet.
Her sørgede man også for at arrangere opbygning, indretning og klargøring – og selvfølgelig lakering i Grenå-virksomhedens kendte grønne farve hos ”Vognmaleren Randers.”
Historien om Gert Svith i Grenå
Under besøget i Grenå fik vi også en snak med direktør Henrik Svith – ikke mindst om det 100 år gamle transportfirma.
Reportagen fra Gert Svith A/S har tidligere været publiceret i fagbladet Transportmagasinet.
Vognmands- og entreprenør firmaet Gert Svith A/S i Grenå er en alsidig virksomhed, der betjener alle kundegrupper lige fra fru Sørensen, der mangler pyntesten til sin kolonihave, til anlægsarbejder som motorvejsbyggeri og havneanlæg.
Sådan beskriver transportvirksomheden på Djursland selv sit alsidige virke på hjemmesiden. Men det er også en virksomhed med masser af erfaring. Faktisk mere end 100 års erfaring.
Begyndte med hestevogne
For det var i 1920, at den driftige forretningsmand Jens Svith fra Aalsrode ved Grenaa stiftede sin transportforretning med hestevogne. Desuden kørte han taxi i byen.
Hans søn Søren tog over 11 år efter – med 3-tons Bedford- og Opel lastbiler, mens tredje generation, Gert Svith, tog over i 1965 – og udvidede med sten og grus, som er blandt hovedaktiviteterne i dag.
76 årige Gert Svith er fortsat aktiv, for han er ud over at sidde i direktionen også med til at holde styr på bl.a. virksomhedens fem grusgrave ved bl.a. Balle og Grenå.
Generationsskifte på plads
Men i dag er generationsskiftet til fjerde generation på plads. Vognmand Henrik Svith er direktør og direktionen består af vognmand Gert Svith og vognmand Henrik Svith.
Normalt vil man finde Henrik Svith ved telefonen, når man ringer, og Gert er på kontoret hver dag, hvor man kan finde ham – som der står på hjemmesiden.
Desuden er Gerts datter Dorthe dagligt på kontoret, mens sønnen Lars er med – med udgangspunkt fra samme matrikelnummer.
Tre grønne nuancer
Men Lars Svith kører én af sine egne lastbiler, der også bærer hans eget navn. Henrik Svith har også sine egne lastbiler med sit navn – og bilerne i alle tre selskaber har faktisk deres egen grønne nuance.
Der kører én Mercedes – for det ville en chauffør gerne prøve – og resten er svenske mærker. De fleste chauffører har været ansat længe, og der har ikke været mangel på chauffører. Folk er glade for at være ansat hos familien Svith.
39 lastbiler bærer Gert Sviths navn, Henrik har seks lastbiler, mens Lars har tre lastbiler – hvert firma med sit eget CVR-nummer, så regnskaberne passer. Der er også knyttet to andre virksomheder til familiens domicil – Gert Svith Nedbrydning og Grenå Lastvognsservice.
Begyndte for sig selv
”Det handler om, at Lars og jeg begyndte for os selv for flere år siden – og vi har valgt at holde selskaberne adskilt. Men lastbilerne bruges til de samme opgaver – altså, hvor der er brug for dem,” siger Henrik Svith.
Og der har indtil nu været meget at bestille trods Corona-krisen, for der har været mange opgaver ved vejanlæg – og så bygges der rigtig meget. Ikke mindst i Aarhus området, så der er meget kørsel med grus til byggepladserne – og så kommer der jord med hjem til én af oplagspladserne.
”Her på hovedkontoret har vi 47.000 kvadratmeter areal – og i Grenås nordby yderligere en plads på 55.000 kvadratmeter. Samlet er vi 65 medarbejdere – heraf de 12 i grusgravene,” siger Henrik Svith.
Blokvogns- og krankørsel
Det er ikke den lettere kørsel, der er specialet – for det er tunge emner, der køres med. Blokvognskørsel op til 75 tons, krankørsel med op til 85 t/m samt kraner og jordkørsel. Der er derfor tipsættevogne.
Og der er tungt gravemaskine-materiel i grusgravene – senest med nyt på gummiged-fronten fra CAT og Volvo.
Dertil kommer så containerudlejning i nærmest alle størrelser, stensorteringsanlæg samt læsning og vognkørsel. Gert Svith A/S råder over to genbrugspladser, hvor man modtager ren beton og ren tegl.
Der siges sjældent nej
Man kan også modtage andre materialer. Der har været transporteret mange forskellige ting gennem tiden og der siges sjældent nej til en udfordring.
”Vi transportere maskiner, specialgods, objekter og sågar husbåde rundt i hele Danmark,” som der står på hjemmesiden.
Snerydning er også på programmet – og det blev til en del med den meget sne de seneste måneder. Bl.a. i det sydlige Djursland.
Hædersbevisninger
Det er også blevet til hædersbevisninger. Blandt flere andre priser har Gert Svith A/S i 2008 modtaget Dansk Industris initiativpris. Dertil kommer Danmarks Jægerforbunds pris for naturpleje i 2000.
Når udvinding af råstoffer er slut, genoprettes områderne, så de igen kan bruges til landbrugsjord eller naturområde.
Gert Svith A/S har skabt naturområder med stor biodiversitet. Det sker ved omfattende beplantning og ved nyskabte søer i egne tidligere udvindingsområder.
Kalkovne fra 1929
Gert Svith A/S har tre kalkovne på sine arealer. Ovnene blev bygget 1929-1930. De blev brugt indtil 1935, hvorefter de forfaldt. I 2002 blev de restaureret.
I 2014 blev der dannet et kalkovnslaug, der vil sikre vedligeholdelsen af de historiske og fredede ovne. Gert Svith A/S bidrog med midler til den startede vedligeholdelse.