Det er noget af en rekord, som Val di Sangro fabrikken i det østlige Italien har opnået. Fem millioner varebiler siden begyndelsen i 1981, hvor Fiat Auto og PSA/Peugeot-Citroën sendte deres første fælles produkt på markedet.

Aftalen om produktionen kom allerede i 1978. Det er Europas største fabrik for produktion af  mellemstore og store varebiler.

Fabrikken er også kendt som Sevel Syd. Sevel Nord ligger i Valenciennes i Frankrig – og har i årevis bygget Fiat Scudo (indtil 2016), Peugeot Expert og Citroën Jumpy. Og nu også Toyota Proace.

Fiat og PSA
De tre biler, som bygges på Sevel Syd, er Fiat Ducato, Peugeot Boxer og Citroën Jumper. De har samme karosserier – men tildels forskellige motorer. Fiat arbejder med deres 2,3 liters motorer, mens PSA har deres egen 2,2 liters motorer. De er dog fælles om at benytte en 3-liters motor, som produceres af FPT, Fiat Power Train.

Bil nummer fem millioner var en Fiat Ducato minibus 130 hk Multijet II. 2,6 mio. af bilerne, der er bygget genne årene, har haft Fiat logo på fronten – resten har PSA fordelt. Seneste modelskifte var i øvrigt i fjor, hvor Ducato opnåede at blive valgt til ”Årets Varebil i Danmark 2014.”

Smidig 2,3 liters motor
Hvor den 3-liters fælles FPT maskine er kraftfuld og hurtig, har de mindre motorer mere fokus på smidighed. Og her er Fiats 2,3 liters motor på 130 hk kendt som i en klasse for sig selv. Måske derfor den sidder i de fleste af Europas camper-biler, hvor der i dag kører en halv million biler på vejene. Momentet for 130 hk maskinen er fornemt med 320 Nmved 1.800 omdrejninger.

 Men Ducato fås med mange forskellige motorer – bl.a. naturgas, som nu er interessant herhjemme. Inden for et år vil Fiat Professional præsentere en ny topudgave – stadig på tre liter, men nu baseret på 2,3 liters motoren. En meget smidig men også meget kraftfuld motor, som miljømæssigt opfylder den nærmeste fremtids krav til bl.a. Euro 6 emissioner.

10.000 forskellige udgaver
Fabrikken i Val di Sangro tilbyder alene for Fiat 10.000 forskellige udgaver – og når det gælder varebiler kan man vælge imellem otte forskellige niveauer – fra otte- til 17 kubikmeter. Ducato fås i fire længder og tre højder – for visse chassis’er endda seks længder – bl.a. til camperproduktion.
 
 Da produktionen begyndte i 1981 byggedes  350 køretøjer om dagen. I dag forlader 1.000 køretøjer fabrikken hver dag.

Fabrikken ligger mellem byerne Atessa og Paglieta I Chieti provinsen. Arealet, som fabrikken dækker, er på 120 hektar (1,2 mio. kvadratmeter)  – og de 34 hektar (344.000 kvadratmeter) er bebygget. Alt udføres her: Fra udskæring, lakering og samling.

6.070 medarbejdere
 Lige nu er der 6.070 medarbejdere, hvor de 92 pct. bor i Abruzzo regionen. 350 lastbilstog med materialer kører ind på fabrikken hver dag, og 200 biltransporter og fire togstammer med færdige biler kommer ud igen. I fabrikkens ”Bodyshop”, hvor planerne til bilen standses ud, produceres 300 forskellige dele, hvortil kommer 150 ekstra optioner.

Fabrikken er vokset betydeligt gennem årene – men opfylder alle kvalitetskrav – det vil sige ISO 9001, samt miljøkrav samlet i ISO 14001. Siden 2013 også ISO 50001 for energistyring.

Når det gælder lakering er fabrikken helt fremme med hensyn til miljø og teknologi – med vandbserede lakker. Lakeringsområdet løber over 330 meter I længden og 60 meter I bredden, arbejder 150 medarbejdere I hvert skift – og de får alle hjælp af 32 robotter til at forsegle og lakere.

Antistatiske fjer
Dertil kommer så de mange bade, som karosserierne kommer igennem – så som kataforese og tørrekamre. Til klargøring inden lakering anvendes antistatiske fjer, som ikke skaber elektricitet ved berøring med karosserierne.

 Modsat personbiler lakeres varebiler både ind- og udvendigt – især fordi varerummet er synligt. Derfor må hver 65 kvadratmeter i hver bil dækkes af 10 kg lak og 137 meter forsegling. Det bliver til 25 mio. meter forsegling om året – svarende til fire gange rundt om jorden.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk