(GENÈVE)
20 minutter. Så lang tid havde jeg fået til at tale med Dr.-Ing. Jens Wartha, chefingeniør for General Motors globale motorprogram for dieselmotorer. Mange journalister på biludstillingen i Genève ville høre om GM’s nye motorer og kommende miljøregler.
Udviklingscentret for GM’s motorer ligger i Torino i Norditalien. 600 medarbejdere – flertallet ingeniører og teknikere – arbejder målrettet for at finde løsninger til endnu renere motorer, så man er klædt på til at opfylde kravene efterhånden som EU og forskellige stater prøver at gøre kloden endnu grønnere.
Transport er en af de store syndere, når det gælder forurening, men det er nok også transportindustrierne, der har investeret mest i fremtiden. På dieselsiden har man bl.a. arbejdet på Euro 1 emissionsregler, der kom for over 20 år siden – til de nyeste Euro 6 normer, der for lastbiler trådte i kraft i 2014 – og for personbiler i september i år. Varebiler følger med et år efter.
Global standard
”Vi ser meget på de kommende regler med en fælles standard globalt – kaldet WLTP (red: The Worldwide Harmonized Light Vehicles Test Procedures) for personbiler og lettevarebiler). NEDC, New European Driving Circle, spiller også er stor rolle. Vi vil bl.a. komme til at se særligt måleudstyr i bilerne, så værksteder præcist kan se, hvor meget en bil forurener,” siger Jan Wartha.
WLPT er udviklet af eksperter i EU, i Japan og i Indien – med retningslinjer fra UNECE World Forum for Harmonization of Vehicle Regulations. Procedurerne forventes at være på plads i slutningen af året – og være i brug om tre år.
Der skal udarbejdes testprocedurer, køremønstre med dynamometer tests, referencer og eksterne forbindelser. Tre forskellige WLTC test-mønstre arbejdes der på alt efter biltype, hestekræfter og totalvægt.
Forskning for milliarder
Det er mange milliarder kroner, der forskes for rundt omkring i industrien, og så skal man også huske på, at bilfabrikkerne i 2021 skal præstere en gennemsnitsligt CO2 udslip på 95 g/km – fordelt på alle biler.
Da det handler om totaløkonomi for medspillerne, ser man eksempelvis i forbindelse med Euro 6 motorer mange forskellige løsninger. Første niveau kommer for personbiler i år – men andet niveau bliver strengere.
”Vi har netop præsenteret vores 2-liter og 1,6 liter dieselmotorer – og her har vi valgt SCR løsningen (Selective Catalyst Reduction) til de store motorer, hvor der så kræves tilsætning af AdBlue for at få nedsat NOx-tallet (kvælstofilter) – mens vi i de mindre motorer ikke anvender SCR løsningen. Her anvender vi alene LNT – Lean NOx Trap (opfanger NOx emissioner fra lean burn benzin- og dieselmotorer), ” fortæller Jens Wartha.
Kan bruges i hele GM
Euro6-motorerne er i første omgang udviklet til Opel og Vauxhall for at honorere EU kravene – men GM Powertrain Europe arbejder på mange niveauer med sin forskning. Der er mange divisioner i GM på verdensplan, som har glæde af udviklingsarbejdet hos GM’s ingeniører i Torino.
”I vores nye 2-liter dieselmotor til Insignia og Zafira Tourer har vi formået at udvikle en ny type dieselmotor med færre vibrationer, lynhurtig speederrespons og mindre støj. Ved at hæve ydelsen fra 163 hk til 170 hk og momentet fra 380- til 400 Nm, har vi sikret føreren af bilen en god oplevelse,” siger Jens Wartha.
Den nye Euro 6 motor har tilmed samme brændstof-forbrug, men bedre accelerations- og mellem-accelerationstider. Løsningerne har bl.a. været at anbringe to modsat virkende balanceaksler i bunden af motoren, der eliminerer 83 pct. af vibrationerne – og dertil nyt topstykke og forbrændingskammer.
20 pct. hurtigere ladning
En ny turbolader med variabel geometri oparbejder trykket 20 pct. hurtigere end i den tidligere model. Trykket er op mod 2.000 bar.
I dag sker der også samarbejde på tværs af bilkoncernerne – ikke mindst når det gælder motor-teknologier. GM leverer motorer til flere bilproducenter. Og anvender også motorer i sine modeller fra andre producenter. Hvor motorerne til fremtidens bilmodeler hos GM kommer fra, ved Jens Wartha ikke. Men mange vil se dagens lys hos GM Powertrain Europe i Torino.
Fakta SCR – AdBlue teknologi giver renere udstødning:
Af hensyn til Euro 6 bestemmelserne er Opel’s 2-liter dieselmotor udstyret med Selective Catalytic Reduction (SCR katalysator) og en AdBlue tank. AdBlue er en væske bestående af urea (urinstof) og vand. Denne teknologi nedbringer kvælstofilterne (NOx’erne) til et minimum.
Et par gange om året afhængig af kørselsmønsteret skal denne tank fyldes med nogle liter AdBlue i forbindelse med tankning af bilen. Påfyldnings-studsen til AdBlue-tanken sidder ved siden af brændstofpåfyldningen og findes under dækslet til brændstofpåfyldningen.
AdBlue væsken sprøjtes ind i udstødningsgassen foran SCR katalysatoren og omdannes til ammoniak. Ammoniakken gør det muligt for SCR katalysatoren at omdanne kvælstofilterne i udstødningsgassen til kvælstof og vand.
Den nye 2-liter motor er udviklet på GM’s center for dieselteknologi i Torino, og den bygges på Opels motorfabrik i Kaiserslautern i Tyskland.