I italienske byer er gaderne oftest meget smalle. Derfor passer de originale model 500 glimrende ind – og var en succes fra lanceringen i 1957 til den sidste model rullede af samlebåndet i 1975.

Det er nu 60 år siden den første 500 rullede af båndet i Torino som afløser for den populære Topolino model. Tre år efter, i 1960, fulgte stationcar-udgaven Giardiniera og varebilsudgaven Furgoncino, som man fortsat kan møde på markeder rundt om i landet. De har 10 cm længere akselafstand end den normale 500.

Hvis man begiver sig til støvlelandet vil man i øvrigt fortsat se masser af de forskellige udgaver af de små hækmotorbiler i gaderne. Bilerne ruster ikke meget i det varme klima, og når motoren bliver ved med at virke, kan man jo lige så godt køre videre.

Bygget frem til 1975

Giardiniera og Furgoncino var i øvrigt de udgaver, der blev bygget længst – nemlig frem til 1975. Fra 1966 blev de to modeller bygget af datterselskabet Autobianchi. 327.000 enheder blev bygget totalt. Modsat de normale 500 modeller blev motoren placeret på siden under gulvet, så varerummet kunne være fladt.

De blev hele tiden produceret med dørene hængslet til B-stolpen – hvor 500-modellen fra 1965 til 1973 fik døre hængslet til A-stolpen.

Den første Fiat 500 blev produceret i Torino 4. juli 1957 – og blev også bygget i Termini Imerese i Italien. Giardiniera og Furgoncino blev bygget fra 1966 hos Autobianchis fabrik i Desio. Fiat 500 blev afløst af Fiat 126.

I USA og i New Zealand

Fiat 500 blev også produceret i New Zealand og solgt som Fiat Bambina. Fiat 500 America blev solgt i USA. Der blev også bygget strandbilen 500 Jolly af producenten Ghia.

Dertil kommer Steur-Puch 500 bygget på licens i Graz i Østrig, og NSU byggede deres Neckar 500 i Heilbronn i Tyskland. Dertil kommer den hvasse Abarth 595 udgave, ligesom firmaerne Giannini og Vignale udviklede specialmodeller.

Der skulle gå 31 år fra produktionen af ur-500 stoppede i 1975 til den nuværende 500-model blev lanceret i 2006.

500 Anniversario

Fiat i Italien har i forbindelse med jubilæet præsenteret modellen 500 Anniversario, anniversario betyder jubilæum på italiensk.

Det er en specialversion i et lille antal, der hylder den oprindelige model fra 1957 med en tidssvarende genfortolkning af stilen og de kendetegn, der gjorde bilen så berømt.

Der kommer kun 70 eksemplarer af Fiat 500 Anniversario til Danmark, der alle er i cabriolet-udgaven og udstyret med TwinAir turbomotor med 80 hk.

Tro mod sit ophav

Fiat 500 Anniversario har et 60’er inspirereret design med tydelige referencer til den originale version. Dette kommer blandt andet til udtryk i de to Anniversario farver Sicilia Orange og Riviera Green.

Andre særlige designdetaljer er kromlisterne på motorhjelm og sidespejle samt specielle historiske Fiat logoer. Dertil er der vintage-inspirerede hvide 16” alu-fælge, der sender tankerne hen på hjulene fra den klassiske Fiat 500 fra 1957. Et “Anniversario” logo ses på bagklappen.

Indvendig afspejler bilens detaljer stilen og stemningen fra 60’erne – også sædeindtrækket er i retro-look med vandrette striber, et broderet 500-logo og farvede kantsyninger, som matcher bilens udvendige farve.

NY 4Fiat 500 – også i Van-udgaver

Fiat 500 Anniversario kan ses hos danske Fiat forhandlere fra august måned. Bilen koster 189.990 kr. inklusive den specielle farve.

Den nye Fiat 500 kan også fås på gule plader i udgaverne “L”, “L Living” og “X.” De ombygges i Danmark.

Fiat fabrikken selv bygger ikke Van udgaver af den nye 500, men bl.a. sælges modellen Panda som Van. Ellers henvises kunder til varebilen Fiorino.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk