I årevis har danskere herhjemme stort set kun kunnet købe en version af 500-modellen, når det gælder personbiler – og der har været langt imellem, at en ny Fiat varebil fik nummerplader på.
Men nu sker der pludselig en masse – for ejeren af Fiat, Stellantis gruppen – har netop meldt ud, at der kommer en masse nye Fiat køretøjer på markedet. Faktisk en ny model hvert år frem til 2027.
Helt ny pick-up i Europa
Fiat vil vise en konceptudgave af en ny pick-up. Fiat er markedsleder i Sydamerika, og Strada-pick-up’en er den bedst sælgende bil på det brasilianske marked. Denne succes skal udbredes globalt, også til Europa.
Fiats nye pick-up-koncept er en kombination af en varevogn med alle dens funktioner og komforten i en SUV, men udført i en størrelse, så den passer perfekt ind i bymiljøer over hele verden.
Men den første nye Fiat – en forvokset Panda – kommer allerede i juli i år. Alle nye personbilsmodeller vil have samme platform – og bilerne vil kunne fås med både elektriske og hybrid drivliner samt med forbrændingsmotorer.
Fiat er et globalt brand
Fiat er et globalt brand med 1,3 millioner solgte biler sidste år og gode salgsresultater i mange dele af verden.
”Vi er med i et globalt spil, og vores næste skridt vil være at skifte til en global produktsatsning, der kan gavne alle vores kunder overalt i verden,” siger Fiat’s CEO og Stellantis Global CMO, Olivier Francois.
Inspiration fra Lingotto
Den første nye model vil som sagt blive præsenteret i juli – i forbindelse med Fiats 125-års jubilæum.
Det første koncept er jo en bybil, og dens design er inspireret af Fiats fødested: Den ikoniske Lingotto-bygning i Torino med sin berømte testbane på taget.
Designerne lod sig inspirere af nogle af Lingottos særlige funktioner, da de skabte den nye designstil: Strukturel letvægt, pladsoptimering og lys.
Der er bevidst valgt genanvendte plastikmaterialer samt bambusstoffer, og konceptbilen har et ladekabel, der kan rulle sig selv ind på plads i bilen.
La Dolce Vita
Fiats fastback (5-dørs) koncept er en efterfølger til to af mærkets seneste succeser – Fiat Fastback i Brasilien og Fiat Tipo i Mellemøsten og Afrika. Fiat vil med denne bil etablere sig på globalt plan i Latinamerika, Mellemøsten, Afrika – og endda Europa.
Endelig er der den ultimative alt-i-en bil, som oser af den nye Dolce Vita stil og giver mennesker mulighed for at blive forbundet med hinanden og naturen.
”Dette koncept er en slags camper – som hylder “Functionality” fra Panda’en fra 80’erne og tager udgangspunkt i alsidigheden fra en SUV,” er meldingen fra Fiat.