Firmaet Autologik i Ringsted er er i fuld gang med at ombygge de første Fiat 500 X som gulplademodeller. Og midt i maj burde de første biler være klar til kunderne.

“Vi har åbent hus på den nye 500 X hos vores forhandlere i næste weekend, den 18.- og 19. April – men der går et par uger, før vi kan have den første Van-model klar. Den er ved at blive ombygget hos Autologik,” siger pressechef SteffenHolm, Fiat Group Automobiles Denmark A/S.

Den nye 500X havde verdenspremiere i oktober i fjor og har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Ikke mindst videoen om bilen, der også bruges som TV-reklame spot, er set af mange tusinde.

Bilen med Viagra
Det er den søde historie om den lidt ældre mand, der taber sin sidste Viagra pille ud af vinduet, så den til sidst ender i tanken på en almindelig Fiat 500 (som skal til at blive tanket), og som straks buler ud og bliver til en 500 X.

Premiere fejrede Fiat 500X gang på Paris Motor Show i efteråret – og vOTY-DK kørte den i Italien senere i 2014.

”Vi har glædet os utrolig meget til at kunne vise den nye Fiat 500X frem. Fiat 500X er på én gang både elegant, rummelig og velkørende, altsammen repræsenteret af X’et i navnet. Den har alt, man kan ønske sig – meget udstyr, god komfort, lækker kvalitet, masser af plads og ikke mindst et forførende italiensk design. Hos Fiat ser frem vi meget frem til at tilbyde besøgende at se nærmere på det nye Fiat 500 ikon hos vores forhandlere,” siger pressechef Steffen Holm, Fiat Group Automobiles Denmark A/S.

Med og uden 4×4
Fiat 500X vil være tilgængelig i to udgaver: 500X som den praktiske model og 500X Cross, der med sine offroad-detaljer og Traction+ eller 4×4-system appellerer til den aktive fritidsentusiast med lyst til udfordringer i vin- eller vildmarken.

Begge modeller har smidige motorer og et flot standardudstyr. Derudover er der i Cross-versionen mulighed for firehjulstræk og en 9-trins automatgearkasse.

Fiat 500X er designet med afsæt i den legendariske Fiat 500 fra 1957 med sine stilistiske runde forlygter.

Ca. 105.000 kr. plus moms
Fiat 500X introduceres til 199.990 kr. for en 500X 1.6 16v Pop. En 500X Lounge med alt i udstyr, en kraftig benzin-turbomotor med Fiats MultiAir system og 140 hk fås til 300.000 kr. Fiat 500X Cross med Traction+ system leveres fra 320.000 kr. Derudover kan 500X også leveres med to dieselmotorer: en 1.6 MultiJet med 120 hk samt en 2.0 MultiJet med 140 hk.

Priserne for 500 X i gulpladeudgave er ikke lagt fast – men en tommelfingerregel er godt halvt pris plus moms.

”Vi venter også, at den nye 500X og 500X Cross som Van-udgaver vil blive populære – med eller uden firehjulstræk. 20 procent af bilerne bliver formentlig Van’s. Tallet bliver endda højere for Jeep Renegade, som bygges på samme fabrik, ” siger Pierre-Martin Bos, landechef for Fiat Professional..

Samme bund som Jeep
Fiat 500X og bilens 4×4-udgave 500X Cross deler platform med Jeep Renegade, som også bygges på Melfi fabrikken i Italien – men bilen er helt anderledes, og selv firehjulstrækket er forskelligt og knap så professionelt end i den noget dyrere Jeep Renegade.

Nærmeste konkurrenter er ifølge Fiat bilerne Mini Countryman og Opel Mokka – men nok også Renault Captur, der dog er lidt mindre.

Fakta Fiat 500X/500X Cross:
Motorer: Benzin og turbo.
Benzin: 1,6 – 110 hk/1,4 turbo 140-170 hk.
Turbodiesel (Euro 6): 1,3 – 95 hk/1,6 – 120 hk/2,0 – 140 hk.
Gearkasse: en manuel og to automatgearkasser.
Acc. 1,6 TD: 5./6. gear v. 1.000 omdr. (50- og 60 km/t).
Træk: Forhjulstræk, Traction+ og 4×4.
Mål: 4.250 x 1.800 x 1.600 mm.
Akselafstand: 2.570 mm.
Til- og frakørselsvinkler/rampevinkel i 4×4: 21,3, -30,1- og 22,3 grader.
Drive Mode Selector: Auto, Sport og All Weather.
Priser Van: Fra ca. 105.000 kr. plus moms.
Priser Cross Plus Van: Fra ca. 165.000 kr. plus moms

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk