(PARIS)

I foråret – i marts eller april – har den nye Fiat 500X premiere i Danmark. En crossover model – på størrelse med en Alfa Romeo Giulietta, men tro mod Fiat 500 designet, der jo går tilbage til 1957.

Første optræden er på Paris biludstillingen, der varer frem til 19. oktober.  

Melfi fabrikken ved Rom skal danne ramme om produktionen af den hidtil største Fiat 500-model, 500X, der bortset fra designet slet ikke kan sammenlignes med den oprindelige 500.

Her skal den bygges sideløbende med Jeep Renegade, som den deler platform og teknik med. Og som Renegade kan den både fås med forhjulstræk og med træk på alle fire.

125.000 kr. plus moms
Priserne kendes ikke, men pressechef Steffen Holm fra Fiat Group Automobiles Denmark A/S forventer at den vil kunne fås til en pris under 250.000 kroner med forhjulstræk – det vil sige det halve plus moms på gule nummerplader.

”Prisen kommer til at ligge en del under Jeep Renegade, der vil kunne fås i en rigtige off-road udgave på linje med den større brødre Cherokee og Grand Cherokee,” siger Steffen Holm.

500X kan ikke fås i samme hard-core 4×4 udgaver. Den fås udover forhjulstræk med Fiats Traction+ antispin system foruden et mere almindeligt 4×4-system. Fiat 500X med firehjulstræk er desuden udstyret med et nyt brændstofbesparende system, der afbryder trækket på bagakslen, når der ikke er brug for firehjulstrækket.

Over fire meter lang
Fiat 500X er 4,25 meter lang, 1,80 meter bred og 1,60 meter høj, og på trods af sit kompakte ydre, er bilen både rummelig og funktionelt indrettet med mange praktiske opbevaringsrum.

500X fås i mange forskellige farver som dens mindre søskende. Bilen er således tilgængelig i 12 forskellige pastel- og metallakker, og der er et stort udvalg af forskellige aluminiumsfælge.

Motormæssigt kan den, som benzin, leveres med en 1.6 E-torQ med 110 hk eller en 1.4 Turbo MultiAir II med 140 eller 170 heste. Som diesel leveres den med en 1.3 Multijet II med 95 hk, en 1.6 MultiJet II med 120 hk eller en 2.0 MultiJet II med 140 hk.

9 trins automat-gearkasse
Fiat 500X bliver den første Fiat, som kan leveres med den nye 9-trins automatgearkasse, som byder på komfort og økonomi. En dobbeltkoblingsgearkasse findes også.

Den nye Fiat 500X er udstyret med ”Drive Mode Selector”, der påvirker motor, bremser, styretøj og gearkasse, og som tillader tre forskellige kørselsmønstre afhængigt af kørestil og vejrforhold: ”Auto” for optimal komfort, forbrug og CO2-udledning, ”Sport” for de bedste præstationer og ”All weather”, der sikrer optimal sikkerhed i usikkert føre.
Sikkerhedsmæssigt er der seks airbags og seneste generation esc-system (ESP). Infotainment-mæssigt har bilen Fiats Uconnect mediasystem med touchscreen og Bluetooth.

Fiat 500X vil blive solgt i mere end 100 lande verden over – inklusive USA.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk