Trods Corona-krise uden turister er tyverier fra varebiler ikke aftaget – tværtimod.

Ifølge tal fra Rigspolitiet blev der anmeldt 1.048 tyverier fra last- og varebiler i årets tredje kvartal, hvilket er en lille stigning i forhold til samme periode året før.

Stigningen kommer efter et første halvår, der ellers viste et beskedent fald.

En fjerdel har haft indbrud

Ifølge en ny medlemsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne har næsten hver fjerde installationsvirksomhed været udsat for indbrud og tyveri i deres servicebiler indenfor det seneste år.

Det skriver fagbladet Mester Tidende.

Det er et kæmpe problem for de ramte virksomheder. De mister værktøj og materialer, men de må også lade de ramte biler stå stille, indtil det stjålne er blevet erstattet, og medarbejderne kan fortsætte arbejdet, viser undersøgelsen.

Et stigende problem

”Samtidig er det meget svært at forebygge denne form for indbrud, når man ikke har et aktuelt overblik over, hvor tyvene huserer,” udtaler Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, til Mester Tidende.

TEKNIQ Arbejdsgiverne repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Medlemsundersøgelsen viser desuden, at 27 pct. af installationsvirksomhederne i nogen eller højere grad oplever, at indbrud og tyveri fra servicebiler er et stigende problem.

Svært at kortlægge

”Varebilerne er tilsyneladende et meget eftertragtet bytte, og det er beklageligt, at udviklingen nu igen går den forkerte vej,” udtaler Maria Schougaard Berntsen.

Hun peger også på, at det et problem, at man skal helt hen til årets slutning, før man kan få tallene for tredje kvartal.

”Hvis vi i stedet havde data i realtid både nationalt og lokalt, ville både virksomheder og myndigheder bedre kunne kortlægge tyvenes fremgangsmåder og forebygge deres hærgen,” udtaler Maria Schougaard Berntsen til Mester Tidende.

17.000 kr. reparation i gennemsnit

I Danmark viste en undersøgelse blandt Dansk Byggeris medlemsvirksomheder i 2019, at fire ud af 10 i løbet af året havde oplevet indbrud og tyveri i deres varebiler.

Her viste tallene også, at varebilstyveri i gennemsnit kostede en virksomhed omkring 17.000 kr. i selvrisiko, tabt arbejdsfortjeneste og forsinkelser hos kunderne.

Tyvene er ifølge politiet ofte med i internationale bander. Tyvene ved præcist, hvordan de skal komme ind i bilerne – og selve tyveriet sker oftest på få minutter.

Tyverisikring påkrævet

Tyverisikring af varebiler er derfor også blevet mere påkrævet, og der findes flere muligheder.

Flere bilproducenter har allerede indført  tyverisikring som standardudstyr i deres bilmodeller.

Optimalt vil være såvel en fysisk tyverisikring af køretøjet som en overvågning online.

En on-line løsning fra Ford

Ford har i den forbindelse udviklet sikkerhedssystemet Guard Mode, der overvåger varebilen online og fungerer som en tyverialarm.

I tilfælde af et sikkerhedsbrud får varebilens ejer nemlig direkte og øjeblikkelig besked via FordPass Pro-appen.

Yderligere funktioner

Med tilføjelsen af Guard Mode i FordPass Pro holder Ford deres erhvervskunder et skridt foran indbrudstyvene. Og dette er blot begyndelen.

“Da alle vores nye biler i dag er udstyret med modem, ser vi et stort potentiale i yderligere online sikkerhedsfunktioner, der sikrer kundernes forretning og holder dem godt kørende,” udtaler Mark Harvey, direktør for Enterprise Connectivity hos Ford Europa.

Guard Mode er den første Ford-feature, der vil kunne aktiveres gennem trådløse software-opdateringer. Den nye sikkerhedsfunktion introduceres både i FordPass Pro- og FordPass-appen og vil løbende blive rullet ud til både varebiler og personbiler.

Via sensorer

Guard Mode bliver en integreret del af FordPass Pro, som er Fords app målrettet til erhvervsdrivende.

Når Guard Mode aktiveres – som f.eks. efter arbejdstid eller i weekenden – overvåger systemet varebilen ved hjælp af en række sensorer.

Systemet registrerer, hvis eksempelvis varebilens døre eller motorhjelmen brydes op, eller hvis motoren startes.

Sådan virker det

I tilfælde af indbrud i bilen sender systemet via FordPass Connect-modem’et en notifikation til FordPass Pro-appen på ejerens smartphone med information om, hvilken handling, der er blevet foretaget på bilen.

Det indbyggede FordPass Connect-modem følger i dag med som standardudstyr i de fleste af Fords varebiler.

Guard Mode sender også ejeren en notifikation, hvis varebilen låses op eller startes med en autoriseret bilnøgle. Dette udløser normalt ikke en bilalarm, men det kan være vigtig information for ejeren, da varebilen kan være tilgået med en kopieret bilnøgle.

Flere informationer

Guard Mode kan også give indblik i, hvornår varebilen er blevet låst op, hvornår der er blevet registreret eventuelle sikkerhedsbrud – samt varebilens sidst kendte placering.

Brugere af FordPass Pro vil i en kommende version af Guard Mode kunne indstille tidspunkter for, hvornår featuren automatisk skal aktiveres.

I den nuværende version af systemet skal brugeren tilkoble systemet manuelt via sin smartphone.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk