Volvo Trucks er markedsleder for tunge elektriske lastbiler i Europa 2021 med en markedsandel på 42 procent.

Det oplyser den svenske lastbilsgigant.

I 2021 modtog virksomheden tilmed ordrer, herunder hensigtserklæringer om at købe mere end 1.100 elektriske lastbiler verden over.

346 ellastbiler i 2021

Et stigende antal tunge elektriske lastbiler kører nu på vejene.

Statistik fra markedsanalysegruppen IHS Markit viser, at der i løbet af 2021 blev registreret i alt 346 elektriske lastbiler over 16 tons i Europa – en stigning på 193 pct. i forhold til 2020.

Schweiz er nummer ét

Landene i Europa med flest elektriske lastbiler registreret over 16 tons er Schweiz, Norge, Sverige og Holland.

Den internationale lastbilsindustri gennemgår en transformation mod mere bæredygtig transport, efterhånden som salget af tunge elektriske lastbiler med batterier begynder at tage fart – med Europa i spidsen.

Voksende marked

“Vi er fast besluttet på at drive revolutionen af elektriske lastbiler, og vores markedsledende position i Europa er et bevis på, at vi gør det,” siger Roger Alm, præsident for Volvo Trucks.

Selvom mængderne stadig er lave, ser man hos Volvo en hastigt voksende interesse, både i Europa, Nordamerika og i andre dele af verden.

”I 2021 har vi modtaget ordrer, inklusive hensigtserklæringer om at købe mere end 1.100 lastbiler i over 20 lande. Jeg er overbevist om, at det er en vigtig konkurrencefordel at tilbyde elektriske emissionsfri transporter,” siger Roger Alm.

Fra FL og FE til FH, FM og FMX

Volvo Trucks begyndte serieproduktion af elektriske lastbiler i 2019 med FL- og FE modellerne – som et af de allerførste elektriske lastbilmærker i verden.

Når produktionen af de kraftige helelektriske modeller FH, FM og FMX indledes til efteråret, vil den svenske lastbilsproducent have det mest komplette elektriske udvalg i den globale lastbilindustri.

Volvo har leveret el-lastbiler til en bred vifte af kunder i Europa, Nordamerika og Australien. Selskabets mål er, at halvdelen af dets samlede lastbilsalg vil være elektrisk i 2030.

Rækkevidde og opladning

“Det er klart, at disse tal viser, at vi er kommet rigtig godt fra start,” siger Roger Alm.

Med det brede udvalg af elektriske lastbiler, vil det være muligt at elektrificere næsten halvdelen af den tunge vejtransport.

”Denne andel vil vokse sig endnu større i takt med, at afstanden, som el-lastbiler kan køre, øges, og ladeinfrastrukturen for tunge elektriske lastbiler bliver videreudviklet,” siger Roger Alm.

Lande – samlet markedsvolumen 2021:
Schweiz 77
Norge 56
Sverige 47
Holland 42
Tyskland 37
Frankrig 25
Danmark 21
Spanien 11
Italien 9
Ungarn 7
Polen 4
Belgien 3
Tjekkiet 2
Finland 2
Irland 2
Østrig 1

Total 346

*Kilde: IHS Markit, ihsmarkit.com. Europa eksklusive Storbritannien

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk