(GENÈVE)

På Genève biludstillingen viser Ford for første gang deres helt nye Transit model-serie for publikum – i Danmark er bilerne klar til sommer.

Det er ganske vist minibus-udgaverne af den nye Transit serie, der bliver vist for første gang på i Genève i disse dage – for det er jo en person-biludstilling – men til sommer lander de nye modeller i Danmark.

Ganske vist er det kun Transit Custom, der bliver importeret som minibus til Danmark – men alle tre modeller kommer som varebiler.

Tung arv at løfte

Her skal især Custom løfte arven efter den nuværende model – som i årevis har været øverst på salgslisterne.

Transit Custom kendes på sit nye frontdesign og nye interiør – hvor minibussen har fået enkeltsæder bagi, som også kan arrangeres mod hinanden som en mødesal.

Transit Connect kommer med den nye 1,5 liter EcoBlue dieselmotor med otte trins automat-gearkasse samt Fords 1-liter EcoBoost motor, som har fået prisen ”Årets Motor” flere gange.

Design-fællesskab

Også Connect har fået helt nyt design, der minder om det fra Custom med den store kølergrill. I kabinen er der også ændret på design og valg af materialer.

Endelig er der den nye og mindste Transit Courier med nyt design såvel inde som ude.

Både Connect og Courier lever op til Euro 6 miljønormen uden brug af AdBlue, og Connect fås for ekstra 3.000 kr. med nødbremsesystem, hvor merprisen tidligere var 14.000 kr. Interessen for nødbremsesystemer til Fords varebiler er tiltaget hos kunderne.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk