(GENÈVE)
Som personbil har Peugeot skiftet navn fra Partner til Rifter – men som varebil skal bilen fortsat sælges under navnet Partner Van.
Peugeot har nemlig set lidt misundeligt på den succes, som søsterselskabet i PSA koncernen har haft med deres Berlingo, som ovenikøbet har givet navn til klassen. Så derfor skifter man navn på Partner, som nu hedder Rifter.
Men det gælder altså ikke for varebilsudgaven, som altid har haft succes blandt håndværkere, så varebilen skal fortsat hedde Partner Van.
Den vilde natur
Børnecontaineren Berlingo er siden første lancering tilbage i 1996 blevet en stor succes for Citroën i Europa som den alsidige bil til netop børnefamilien – efter generation to tillige med de praktiske skydedøre.
Men søstermodellen Peugeot Partner har ikke fået samme omdømme som praktisk familiebil, og det er nok en væsentlig årsag til, at Peugeot nu vælger at skifte personbilsudgaven om til Rifter.
Den skal sikre Peugeots et omdømme som den eventyrlystne og alsidige bil til både storbyens jungle og den vilde natur, som Peugeot udtaler i forbindelse med show-premieren i Genève i disse dage.
Lettere forsinket
Men varebilsudgaverne af både Berlingo og Partner – samt PSA ejede Opel og deres Combo – er blevet forsinket. Først meldte man ud med en lancering 30. april, så 9. juli – og nu noget med en gang i efteråret.
”Faktisk har vi holdt timeplanen for hele K9-projektet, som er kodeordet for trillingerne, siden vi satte den første streg i 2012 til lanceringen i fjerde kvartal i år,” siger David McQueen, der er udviklingschef hos PSA.
Men han indrømmer, at Partner navnet som personbil ikke har været så stærkt som Berlingo – og derfor navneændringen til Rifter.
Partner-navn for blødt
”Partner-navnet har været for blødt. Derfor gøres der meget ud af Rifter lanceringen. Bilen skal fremstå som en ny SUV fra Peugeot. Derfor her i Genève den særlige fritidsudgave med 4×4 teknik fra Dangel og telt på taget,” siger McQueen.
Men han understreger, at alle personbils-modellerne er klar, men at varebilerne først er klar senere. Produktionsstarten af personbilsudgaverne sker en gang i juli – varebilerne formentlig i september.
”Vi har aldrig haft et projekt så gennemført som denne gang, hvor vi har formået at bygge et koncept (K9) med tre så forskellige DNA udtryk, som Citroën, Peugeot og Opel har – både ude og inde. Alligevel har de med deres fælles platform EMP2 samme teknik og drivline – som sikrer forbedrede køreegenskaber. Vi tilbyder i mange versioner fra basis til topudstyret,” siger McQueen.
Opel venter til august
Det er normalt for PSA, at Berlingo og Partner er hårde konkurrenter så snart en udgave lanceres. Således også nu – efter Genève udstillingen går det løs. Nu er der bare en ekstra konkurrent i spil: Opel Combo.
”Vi lancerer vores personbilsudgave ”Life” i august med flere statiske roadshows for kunder. Vi vil ikke begynde op til en sommerferieperiode. Vores Combo Cargo har premiere på IAA udstillingen i september – og begge versioner er klar på de første markeder i september/oktober, siger direktør for produkt-kommunikation hos Opel, Jean-Philippe Kempf.
Produktionen på den fælles fabrik i Vigo i Spanien indledes i juni for personbiler og for varebiler i august – og for Citroën og Peugeot kan personbiler allerede bestilles i maj måned og varebiler i september, oplyser man hos PSA.
Teknisk set
Teknisk bliver der ifølge Peugeot valg imellem 1,2 benzin med 110 hk med fem-trins gearkasse og en 130 hk med otte trins automatgear fra 2019. der er tre dieselmotorer – 1,5 liter diesel med 130 hk og valg imellem seks trins manuel- og otte trins automat gearkasse, 1,5 diesel med 100 hk og fem-trins gearkasse samt 1,5 diesel med 75 hk med fem trins gearkasse.
Sikkerhedssystemerne omfatter i dyreste udgaver aktiv fartpilot, automatisk nødbremse, linjevogter, skiltegenkendelse, træthedsovervågning, trailer-stabilitets kontrol, 180 grader surround view kamera, Blind Spot assistent, otte tommer touchscreen, Mirror Screen, to USB stik samt trådløs opladning.
Alle varebilsudgaverne fra de mærker vises i øvrigt officielt på IAA biludstillingen i Hannover midt i september.