Plug-in hybrid-modellen (PHEV) er den fjerde Ford Ranger model gennem alle produktionsårene, der har opnået International Pick-Up Award prisen – denne gang for året 2026.
Prisen blev overrakt ledelsen fra Ford of Europe i forbindelse med transportmessen i Lyon i Frankrig sidste efterår.
Forleden overrakte undertegnede – som dansk jurymedlem – en kopi af prisen til pr-chef for Ford i Danmark, Lene Dahlquist.
Det foregik hos Ford-forhandler Bjarne Nielsen i Holbæk forleden – én af landets ”store” Ranger-udsalgssteder.
Den mest solgte
Ford Ranger er Danmarks mest solgte pick-up i årets første fem måneder – med samlet 75 enheder – og forviste Toyota Hilux til andenpladsen med 64 enheder og Isuzu D-Max som treer med 45 solgte enheder.
I Europa er Ranger også samlet på førstepladsen, og plug-in hybrid udgaven – nyeste skud på stammen – er blevet taget godt imod af kunderne.
Herhjemme er PHEV udgaven også godt på vej – og ser man på hele 2025 salget, nåede den i alt 62 enheder ud af samlet 184 solgte Ranger modeller.
Bedste moment
Bilen med 2,3 liter EcoBoost benzinmotor har det bedste drejningsmoment af alle Ranger udgaver – med 697 Nm ved 2.500 omdrejninger — og yder 281 hk.
Den har 10 trins automatgear, og den kører 43 km. på ren el.
Efter ændringer af bilafgifter betaler man nu den samme afgift på 47.000 kr. som dieselmodellen – men den halvårlige grønne afgift er kun 400 kr.
Pro Power Onboard
Ranger sælger generelt bedst via forhandlere i provinsen og især ude på landet, hvor den ofte er et populært arbejdsredskab.
Som dieseludgaven har PHEV-udgaven et tons nyttelast og en trailervægt på 3,5 tons.
Nyt er bl.a. bilens Pro Power Onboard, der betyder, at håndværkere kan lade deres værktøjer via bilen. Man kan også vælge ”EV later” og køre på el i byen og benzin på landet.
Elektrisk effektivitet
I forbindelse med overrækkelsen hos Bjarne Nielsen, stillede vi nogle spørgsmål til pr.chef Lene Dahlquist.
VOTY.dk: Hvad betyder titlen “International Pick-Up Award 2026” for det danske marked ?
Lene Dahlquist: Det er med stor stolthed – både for Ford og for vores forhandlere – at vi modtager dette trofæ.
Prisen er en uafhængig bekræftelse fra et internationalt dommerpanel af, at Ranger PHEV er den helt rigtige pakkeløsning, når det kommer til at matche kundernes behov med optimeret elektrisk effektivitet.
Bedste totalpakke
Dommerpanelet konkluderede samlet, at Ranger havde den bedste totalpakke med en meget velovervejet drivlinje.
For det danske marked understreger det troværdigheden – det viser, at vi fortsat udvikler og forbedrer Ranger for at imødekomme vores kunders behov og ønsker, og at den anerkendelse, kunderne allerede har vist Ranger, nu også bekræftes internationalt.
Det er en pris, vi og vores forhandlere er stolte af at kunne dele med de kunder, der har valgt og fortsat vælger Ranger.
Det bedste moment
VOTY.dk: Hvad forventer I jer af PHEV-udgaven af Ranger herhjemme ?
Lene Dahlquist: Vi oplever allerede en særlig interesse, fordi Ranger PHEV kombinerer fuld arbejdskapacitet med elektrificeret effektivitet.
Ranger PHEV leverer 281 hestekræfter og op til 697 Nm drejningsmoment – det højeste af enhver produktionsudgave af Ranger – samt op til 43 kilometers ren elektrisk kørsel.
I Danmark lanceres modellen i den velkendte og populære Wildtrak-udgave, som allerede kombinerer masser af udstyr, komfort og de praktiske løsninger, danske Ranger-ejere efterspørger i hverdagen.
Reducerer emissioner
VOTY.dk: Hvor vigtigt er det for jer at have en PHEV-model i modelrækken ?
Lene Dahlquist: Det er meget vigtigt for os. PHEV-teknologien beviser, at man kan levere den ydelse og kapacitet, kunderne forventer af en Ranger – og faktisk overgå den – samtidig med at man reducerer emissioner og driftsomkostninger.
Det inkluderer også funktioner som Pro Power Onboard, der gør bilen til en mobil strømkilde og dermed øger produktiviteten markant på arbejdspladsen.
Det er præcis den tankegang, der driver vores fokus på PHEV som et centralt element i modelrækken.

