På transportmessen IAA i næste uge begynder Ford at elektrificere sine varebiler med indbygget modem og wi-fi – men man viser også en opdateret 2 tons Transit.
Det var Nokia, der i sin tid introducerede sloganet ”Connecting People” – men Ford har taget sloganet til sig med deres varebiler, der nu er ”Born Connected” – født forbundne.
I forvejen virker Fords SYNC 3 connectivity system fremragende, hvad enten man skal have lægehjælp eller blot en kop kaffe, men nu kommer der modem i bilerne, så man har wi-fi forbindelse og således er online til systemer som flådestyring og desuden interaktiv kommunikation med bilen – f.eks. via app’en FordPass.
To typer flådestyring
Ford vil også annoncere to nye løsninger til flådestyring, som Ford Smart Mobility har udviklet.
Begge disse aktiviteter er udviklet gennem erfaring hentet fra større flådekunder inden for en række forskellige brancher i kombination med Fords ekspertise og bildata.
Ford Telematics vil således sørge for, at flådekunder til enhver tid via en webbaseret løsning får hjælp til at udnytte deres varebilsflåde, reducere driftsomkostninger og opnå fuldt overblik over deres biler.
Skylagrings-tjeneste
Samtidig vil Ford give flådekunder, som bruger serviceløsninger fra tredjepart, adgang til importørbildata – informationer der leveres direkte fra bilen til en sky-lagringstjeneste.
Connectivity er det store ”Buzz-word” i dag i bilverdenen, men samtidig arbejdes hen imod selvkørende biler samt fossilfri kørsel så som el, brint og biogas.
Ford er næste år klar til at markedsføre sin Plug-In hybrid Transit Custom, som VOTY.dk allerede har prøvet på Fords testbane Lommel i Belgien. På www.voty.dk kan man læse mere om denne test.
Opdateret 2-tons Transit
Transit Custom PHEV kan køre 50 km på strøm og har Fords 1.0-liters EcoBoost-benzinmotor, som tager over og yder en samlet rækkevidde på 500 km. Bilen har et kompakt væskeafkølet litium-ion-batteri, som er placeret under bilens bagagerum – og som sikrer god vægtfordeling. Samtidig reduceres størrelsen på bilens varerum ikke.
På Lommel prøvede vi også Fords nye 2-tons Ford Transit. Bilen kommer med mere økonomiske motorer, øget nyttelast, online-funktionalitet og nye førerassistent systemer så som adaptiv fartpilot.
Den nye generation af varebilsfavoritten lanceres i Danmark midten af 2019 og får ny front, nyt interiør, ny instrumentering og flere opbevaringsmuligheder – og bl.a. en iPad-holder.
Ekstra nyttelast
Transit viste sin nuværende 2 tons Transit i 2014 – og i 2016 kom EcoBlue motorer til. 450 forskellige modeller kan Ford mønstre fra næste udgave – med baghjulstræk, forhjulstræk eller firehjulstræk. Samt valg imellem manuel gearkasse eller automatgear.
Succesen har været stor i Europa, men måske endnu større i USA, hvor markedsandelen i klassen er ca. 50 pct.
Med baghjulstræk vil den nye 2-tons Transit have ekstra 80 kg. nyttelast – med forhjulstræk ekstra 50 kg. i forhold til tidligere. I kabinen kan vi nævne den nye otte tommer touchscreen og helt nyt og mere overskueligt layout. Som Custom får bilen signatur kørelys – og så kan man vælge xenon-lygter.
48 volts HEV
Transit Custom PHEV får også det nye interiør som 2-liter udgaven – inklusive store informationsskærme.
På banen i Belgien mødte vi også den nye Transit 48 volts HEV – hybrid elektrisk – med manuelt gear. Dette reducerer yderligere bilens driftsomkostninger, der vil være særlig mærkbart ved hyppig start- og stopkørsel i byområder.
HEV-systemet lagrer bremseenergien i et 48 volts litium-ion-batteri, der udnytter den lagrede energi til at drive både motoren og bilens elektriske anlæg.
Fornyet på halvandet år
Endelig skal vi nævne en opgraderet version af 2.0-liters EcoBlue-dieselmotoren med lavere brændstofforbrug.
Alle nyhederne står som sagt på IAA-messen i Hannover – inklusive opdaterede udgaver af de mindre Transit Courier og Connect.
Også en opdateret og særlig barsk udgave af Fords Ranger pick-up vises i Hannover med tilnavnet Raptor. Den kommer også til Danmark i løbet af 2019.
Hermed er Ford godt på vej til at have fornyet hele varebilsporteføljen – på under halvandet år.