(Dublin)

Ford Ranger vandt suverænt titlen ”International Pick-Up Award 2013”, da prisen blev uddelt ved ”Fleet Transport  Expo” udstillingen i Dublin i går aftes.

47 point blev det til ud af 106 givne stemmer fra den internationale Pick-Up jury fra flere forskellige europæiske lande.

Den vandt foran Isuzu D-Max, der fik 29 point. En bil, som endnu ikke er kommet til Danmark, men som måske kommer næste år, udtaler Jacob Nellemann fra Nellemann Group, som allerede har fået agenturet.

Juryen har i sidste måned prøvet kandidaterne til titlen på General Motors store testbane i Millbrook ved Milton Keynes – et par timers kørsel nord for London.

Tredjepladsen med 17 point gik til den opdaterede VW Amarok, som fik titlen i 2010 – men som nu fås med større motor og 8 trins automat gearkasse.

På de næste pladser finder vi  SsangYong Korando Sports, Fiat Strada og Great Wall Steed. Sidstnævnte er også på vej til Danmark via International Motors, som også sælger Subaru herhjemme. Måske kan kineserne lære af Subaru, for Great Wall er med Steed modellen et par generationer bagud i forhold til de japanske Pick-Up’s, som den efterligner.

Jurymedlemmerne valgte Ranger bl.a. fordi den er meget komfortabel, fordi den klarer de fleste udfordringer i terrænet, har uovertrufne kvaliteter ved kørsel på landevej, byder på god chaufførkomfort, har to meget momentstærke motorer, har 5 stjerner i EuroNCAP crashtest, kan trække en trailer på 3,2 tons, har høj nyttelast og bedste sikkerhedsniveau (sammen med Amarok).

Prisen blev I aftes overrakt til Paul Randle, global chef for Fords europæiske varebilsdivision af Pieter Wieman, formand for International Pick-UP of the Year Jury.

“At vinde denne prestigefyldte pris med Ford Ranger er et bevis på den globale satsning med Ranger, som er udviklet og designet af eksperter fra Ford på tre kontinenter med Ford i Australien i førertrøjen.

Jeg er glad for at modtage prisen på vegne af hele Ranger teamet.  Prisen viser – sammen med Van of the Year titlen, som Ford vandt tidligere I år med den nye Transit Custom – at vores globale varebilprogram for Fords erhvervskøretøjer er et vindende concept , som øges ved hver lancering med ”One Ford” strategi, sagde Paul Randle.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk