(NAMUR)

”Det var dog utroligt.”

Det var vores første indskydelse, da vi kørte de første meter i den nye Ford Transit Custom i Belgien forleden.

Afløseren for den gennem mange år mest solgte varebil i Danmark ventes på den danske marked inden for få måneder – og den nye model overrasker positivt.

Som kniv i smør

Et mere letgående og præcist gearskift kan vi ikke mindes at have prøvet i en varebil nogensinde. I 1960’erne brugte Ford i Danmark slogan’et ”som en kniv i smør” om gearskiftet i datidens Ford personbiler – og det lever man i høj grad stadig op til i den nye Custom-serie.

Ganske vist er Custom-salget i Danmark mest med automatgear – 80 pct. ifølge forhandlere, som vi har talt med, men prøv også lige udgaver med 6 trins manuelt gear. Automatgearet er i øvrigt otte trins.

Fornemme køreegenskaber

Ude på den ujævne belgiske asfaltbelægning kunne vi så blive overrasket – igen og igen – for bilens samlekvalitet og køreegenskaber er fantastisk for en kassevogn i denne størrelse.

Først og fremmest var der ikke vibrationer og resonanslyde af betydning – og dertil fornemme køreegenskaber med en skarp styring og en fast affjedring – nu tillige med uafhængig affjedring på baghjulene – så uden at være hård, hvilket betød, at bilen nærmest kørte på skinner.

Sidder højt

Det mærkede vi meget mere til, da vi prøvede bilen på Fords testbane ved belgiske Lommel – med de mest elendige vejbelægninger, skarpe kurver, højhastighedsbane og 20 pct. stigninger i terrænet.

I en Transit Custom sidder man fortsat ret højt, og hjulkassens tilbagetrukne position betyder fortsat, at man ikke kan strække venstre ben. Løsningen er at vælge bilen med automatgear.

Vi kørte i mellemudgaven Trend, der er ganske flot udstyret – bl.a. med kaptajnsstole med armlæn. Så ergonomien er god.

Stivere struktur

Bilen, som vi kørte på landevejen, havde cirka halv nyttelast, som var med til at sikre en rolige dæmpning af køretøjet.

Men selv uden læs, som vi erfarede på testbanen, klarer den uden urolige tendenser i affjedringen.

Her skal vi også nævne, at Ford trods en masse nyt udstyr samlet har sparet 100 kg. af egenvægten, så nyttelasten er 1.781 kg. Aerodynamikken er forbedret med 1 pct. – og karosseriets struktur er 30 pct. stivere end tidligere.

Lavere støjniveau

Motorudvalget kender vi fra den nuværende Custom model, men det er lykkedes for Fords ingeniører at sænke lydniveauet betydeligt – så man kan køre en normal samtale med sine passagerer.

Det gælder også i minibussen Tourneo, som vi kørte i på et senere tidspunkt – med personer på bagsæderne.

Smug-test af eludgave

Senere – i 2024 – kommer flere andre udgaver af bilen – hvor de fleste nok vil spørge ind til en elektrisk udgave. Inden sommeren 2024 er den klar, men vi prøvede den allerede på Lommel banen.

Vi kan dog endnu ikke fortælle om vores kørselsindtryk – da der er en embargo, som vi skal overholde.

El-fakta

Bilen var nemlig en før-serie prototype, men vi kan da sige, at der er noget at glæde sig til.

Men vi kan sige, at den får 100 kW eller 160 kW e-motor, et 64 Wh batteri med 337 km rækkevidde, hurtigladning med op til 125 DC lader, den klarer opladning med 82 ekstra km i 10 minutter.

Varmepumpe er standard. Bilen har en 2,3 tons trailervægt.

Plug-in hybrid model på vej

Udover el-udgaven kommer der også en helt ny plug-in hybrid (PHEV) udgave med den samme 2,5 liters benzinmotor, som man finder i Kuga personbilen – i årevis bestseller på det danske marked, og desuden den mest solgte ombyggede gulpladebil i Danmark.

El- og plug-in udgaverne har også ”Pro Power Onboard” – med bl.a. strøm til værktøjer, som det kendes i den 2-liters E-Transit.

Alle udgaver har ledningsfri opladning af mobiltelefon. Der er desuden 5G modem – og såvel Apple Car Play og Android Auto.

4×4 udgaven Trail

En 4×4 udgave er også på tapperne – fortsat kaldet Trail – med bl.a. antispinsystem.

Dertil flere specialopgaver så som Active og Sport. Samt campermodellen Nugget.

Diesel/benzinudgaver har forhjulstræk, men eludgaver har baghjulstræk.

En masse sikkerhed

Tilbage til den nye Custom, så har den en bred vifte af sikkerhedssystemer, som alt efter udstyrsniveau er standard eller kan tilvælges.

Vi kan nævne adaptiv fartpilot, blindvinkel-assistent, nødbremse, skiltegenkendelse, 360 graders kamera og linjevogter.

Designet er ændret fra ende til anden – og fremstår mere strømlinet, men uden at der er tale om en revolution, for den ligner forgængeren på flere punkter. Ejere af gamle Custum modeller vil ikke føle, at de kører i en forældet varebil.

En masse ændringer

Men det nu flade gulv er 125 mm lavere, gearskiftet sidder på ratstammen, der er elektrisk parkeringsbremse, passager-airbag er monteret i loftet – og bedre udsyn gennem forruden.

Selvfølgelig er der LED lygter for og bag – og i varerummet – samt indvendigt trin, som letter adgangen til og fra varerummet og til sæderne i Tourneo udgaver og dobbeltkabine-udgaver.

13 tommer touchscreen

Mindste L1H1 udgave rummer 5,8 kubikmeter, og største udgave kan magte 1.327 kg nyttelast.

Vi skal også nævne en detalje som en kopholder, der er meget let at vippe ud og ind. Rattet kan også vippes til vandret position, så man kan sætte en skriveplade fast

I kabinen er der fuld digital instrumentering – bl.a. med stor 13 tommer touchscreen i stil med Fords personbiler. Navigationsanlægget voldte dog problemer. Det levede sig eget liv og ændrede rute flere gange undervejs.

Fire dieselmotorer

Teknikken er stort set genbrug, når vi taler dieseludbuddet – men der er tale om – som det blev kaldt – fin-justrering.

Motoren er 2-liter EcoBlue. Med 6-trins manuel gearkasse kan man vælge 110-, 136- eller 150 hk – evt. med antispin. Med 8-trins automatgear kan man vælge 136- og 170 hk.

Vi skal heller ikke undlade at gøre opmærksom på, at Ford nu byder på tre års fabriksgaranti. Prisen på den nye Custom-serie er allerede frigivet – til 251.988 kroner plus moms for L1H1 med 110 hk. Med 136 hk er prisen fra 258.300 kr. plus moms.

Den nuværende Transit Custom har opnået mange anerkendelser – bl.a. Van of the Year titler i 2013 og 2020.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk