Hirtshals Havn har åbnet Danmarks største ladestation til el-lastbiler, og det er ikke kun en fordel for vognmændene.

Ladestationen bidrager også til at styrke Hirtshals Havns position som et vigtigt trafikknudepunkt for godstransport i Nordeuropa.

Der er behov for flere ladestationer til lastbiler, der kører på el, for antallet af eldrevne lastbiler vil stige betydeligt i de kommende år.

Sammen med e.on

Derfor åbnede ”E.ON Drive Infrastructure” i samarbejde med Hirtshals Havn og Hirtshals Transport Center onsdag Danmarks største ladestation til el-lastbiler ved netop Hirtshals Transport Center.

Den nye ladestation består af tre lynladere på 400 kW, som kan oplade seks el-lastbiler samtidig. Standerne kan skaleres op til 1 MW, når teknologien er på plads.

”Indtil videre har vognmændene kun haft mulighed for at lade op ved egne depoter, men det skal naturligvis være let at oplade lastbilerne – ellers vil de være tilbageholdende med at investere i el-lastbiler,” siger Head of Transport & Logistics,  Michael Langballe fra Hirtshals Havn.

Jyllands-korridoren

Havnen er en del af Jyllandskorridoren, som er en af de vigtigste transportkorridorer mellem Norge, Sverige og Centraleuropa og deltager dermed også i projektet ”Grønn Jyllandskorridor,” som har til formål at bidrage til udviklingen af en mere effektiv og miljøvenlig transport.

Den nye ladestation er et initiativ for at nedbringe udledningen af drivhusgasser fra transportsektoren, der udgør omkring en fjerdedel af Europas samlede CO2-udledning.

”Som et af de vigtigste knudepunkter mellem Norge og Danmark og det øvrige europæiske kontinent styrker placeringen af ladestationen i netop Hirtshals også mulighederne for at servicere det norske marked og Nordatlanten,” siger Michael Langballe.

CNG tank åbner snart

Det blev formand for Folketingets Transportudvalg, Rasmus Prehn, og Borgmester Søren Smalbro, Hjørring Kommuner, der skulle lade den første lastbil. Lotte Vang, chef for grøn omstilling i Hjørring Kommune, fik lov at lade den første bus.

Senere på året åbner et af Danmarks første tankanlæg med flydende naturgas (LNG) til lastbiler – også på Hirtshals Havn. LNG-anlægget sikrer, at vognmændene får endnu et alternativ til diesel.

Til stede ved åbningen var også adm. direktør Anders Krag, E.ON Drive Infrastructure Denmark¨.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk