En af landets ældste lastbiler udstilles på Transport 2015 i Messecenter Herning. Det er en Ford T ladbil, som ellers ar stået demonteret i mange år i en garage på Sjælland.

Bilen bliver dermed én af de i alt 30 biler, som de besøgende kan se på messen fra 19. til 22. marts.

Den nuværende ejer Ole Holm fik fundet den gamle bil frem, og de mange papkasser kom med hjem til et værksted i Slagelse, hvor bilen blev samlet – og færdig stod så en flot Ford T fra 1915, som kan fejre sin 100 årsfødselsdag, når den udstilles i Herning.

Convoy Buddy arrangerer
Convoy Buddy med kasserer Claus Filipsen i spidsen har haft ansvaret for veteranbiludstillingen ”Transport gennem tiden”, og arbejdet med at finde bilerne til udstillingen har allerede fremkaldt mange gode historier.

”Vi havde jo talt om, at det kunne være sjovt, hvis vi kunne samle biler gennem 100 år, og da vi så finder denne Ford T fra 1915, som samtidig har så god en historie, så er det prikken over i’et, at der er biler i alle aldre – og hver med deres unikke historie, som i virkeligheden er det, der fuldender oplevelsen på biludstillingen,” siger Claus Filipsen.

Hobbyfolket er med
Små fjernstyrede lastbiler er også med på Transport 2015. Fjernstyrede biler kaldes officielt for RC (Remote Control).

”Vi har fået lov til at udfolde os på transportmessen, og målet er derfor at samle danske og skandinaviske klubber til et kæmpe træf. Allerede nu har vi overvældende mange tilmeldinger, så vi glæder os, siger Jesper Andersen, en af de entusiaster, som står for aktiviteten.

Der bygges en bane med kornsiloanlæg, tankstationer og andre elementer, som gør, at projektet bliver meget virkelighedstro. De besøgende kan prøve fjernstyrede biler af forskellig slags – bl.a. landbrugsmaskiner, entreprenørmaskiner og landevejsbiler.

I alt er ni udstillingshaller i brug til Transport 2015, hvor 224 udstillere viser deres produkter.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk