Ford har netop godkendt, at deres Transit varebilsmodeller med 2-liters EcoBlue motorer nu kan vælge det biobaserede brændstof HVO som alternativ til diesel.

Det er en god oplysning for de virksomheder, der kører meget i bl.a. vores nordiske nabolande, hvor HVO har været udbredt i mange år – og hvor lastbilsproducenter som Volvo og Scania længe har peget på HVO som et godt alternativ til diesel.

For HVO sparer minimum 70 pct. CO2 i forhold til normal diesel, som uden problemer kan blandes med HVO. Tallet kan nå op på 90 pct. ved at køre på ren biodiesel.

Vegetabilsk madolie

Ford har netop godkendt brugen af 100 procent biobaseret HVO brændstof i alle virksomhedens Ford Transit-varianter med 2,0-liters EcoBlue-dieselmotor. Den bæredygtige og plantebaserede diesel består af reststoffer fra bl.a. vegetabilsk madolie.

Den bæredygtige og fossilfri diesel, som på engelsk forkortes HVO (hydrotreated vegetable oil), sikrer bedre luftkvalitet sammenlignet med fossil diesel.

”Det kan måske lyde lidt surrealistisk at anvende et brændstof lavet af resterne fra bl.a. madolie, men fossilfri biodiesel er en reel måde at bidrage til et bedre klima på,” siger Hans Schep, direktør for varebiler hos Ford Europa.

EU projektet RecOil

I dag indsamler flere europæiske virksomheder i forvejen brugt madolie fra restauranter, køkkener og skoler.

Med EU-projektet RecOil ønsker Europa-Kommissionen at udbrede indsamlingen af brugt madolie til også at omfatte private husstande for at fremme genanvendelsen og produktionen af bæredygtig diesel.

HVO består også af bæredygtig ikke-spiselig fiskeolie og animalsk fedt, der gør, at bilen starter lettere i koldt vejr.

Grundige motortests

Ford har udført grundige tests af HVO i virksomhedens 2,0-liters EcoBlue-dieselmotorer for at sikre, at anvendelsen ikke kræver motorændringer. Serviceintervallet påvirkes heller ikke af den bæredygtige diesel, der derfor er godkendt til brug i samtlige af Fords varebiler med den nævnte dieselmotor, herunder 2-tons Transit, Transit Custom og Tourneo Custom.

Herhjemme er der højst et par tankstationer, hvor man kan købe HVO – bl.a. ved Scania i Ishøj –  for merprisen i forhold til diesel er stadig for høj. Her mangler lidt politisk opbakning til det grønne brændstof.

Olieselskabet OK (der leverer mange diesel-hjemmetanke til bl.a. vognmænd) oplyser på deres hjemmeside, at 1.000 liter normal transportdiesel pr. 10. februar i år koster 9.059,20 kr. plus moms – og 1.000 liter HVO koster 13.811,60 kr. plus moms.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk