Elektriske varebiler skubber til udviklingen for professionelle brugere – og er et attraktivt grønt alternativ til fossile varebiler. 50 pct. af kunderne til PSA’s varebiler er potentielle kunder til el-udgaver.

Det fortalte Xavier Peugeot, senior vice-president for PSA’s varebilssektion, da han i går modtog det synlige bevis for titlen International Van of the Year 2021 (årets varebil i Europa.)

Fra 5- til 10 pct. andel i år

PSA har tilbudt deres varebiler med to batteristyrker, for deres undersøgelser viser, at 83 pct. af kunderne kører under 200 kilometer om dagen og 44 pct. under 300 km. om dagen.

“Indtil nu har vi beregnet, at fem pct. af varebilerne ville være elektriske i 2021, men efter et par måneder på markedet kan vi se på salget, at det måske vil blive fordoblet inden udgangen af i år. Det hænger sammen med, at flere og flere byer øger miljøkrav for transport samtidig med at e-handel er stærkt stigende – med øget behov for Last Mile distribution i citycentre,” fortalte Xavier Peugeot.

Virtuel overrækkelse

Overrækkelsen af prisen skete på PSA’s ADN Researh & Development Center I Velizy udenfor Paris.

Ceremonien foregik virtuelt – for kun det franske jurymedlem Richard Pizzol kunne grundet Corona krisen få til til at være til stede, så han foretog behændigt overrækkelsen af trofæet for de fire teknisk identiske vindere – Peugeot e-Expert, Citroën ë-Jumpy, Opels Vivaro-e og Vauxhall Vivaro-e.

Hovedparten af de godt tyve jurymedlemmer fulgte med on-line, og alle supplerede den irske formand Jarlath Sweeneys lykønskninger til Xavier Peugeot og hans varevogns-team.

Udviklingen vil gå hurtigere

Xavier Peugeot fortalte også, at udviklingen med el-varebiler i regi af PSA kommer til at foregår hurtigere end de fleste har regnet med.

“Inden dette års udgang vil alle varebiler fra PSA (Peugeot-Citroën-Opel) nok være præsenteret i elektriske udgaver,” sagde varevognschefen.

De elektriske udgaver af de kompakte varebiler Partner, Berlingo og Opel Combo/Vauxhall Combo er netop præsenteret – og er planlagt lanceret senere i år. Og el-udgaver af Peugeot Boxer og Citroën Jumper skulle således også være på trapperne.

Suveræn sejr

Vinderne af prisen for 2021 opnåede iøvrigt 131 point ved afstemningen i fjor. På andenpladsen kom Mercedes-Benz med deres elektriske eSprinter med 55 point. Så sejren til PSA var suveræn.

”Det er helt klart et kvantespring, som PSA har foretaget med de nye elektriske varebiler, som med den lange rækkevidde dels sikrer en mere fleksibel anvendelse – og dels sikrer, at chaufføren ikke så let skal frygte for at løbe tør for strøm,” skrev vi her på VOTY.dk.

På det rigtige tidspunkt

Vi har prøvet de nye el-varebiler herhjemme og i udlandet – og kan vidne om fine køreegenskaber og fornemme præstationer – og en stressfri og lydløs kørsel. Uden at gå ned på nyttelast. Bilerne har tillige hurtiglader, som sikrer fuld opladning på få timer.

Eller som juryformand Jarlath Sweeney sagde i forbindelse med overrækkelsen af prisen til PSA-chefen – vi er sikre på, at PSA er kommet med de rigtige køretøjer på det rigtige tidspunkt.

I øvrigt blev dette års International Van of the Year pris, som nu er uddelt for 30. gang, dedikeret juryens tidligere svenske medlem Anders Karlsson, som på tragisk vis omkom sidste efterår i en ulykke, 50 år gammel.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk