Ford har netop lanceret deres amerikansk producerede og elektriske F-150 Lightning i Norge. Det betyder – ifølge Ford i Danmark – at muligheden for lancering herhjemme med den norske introduktion er til stede.
VOTY.dk prøvede den hurtigere off-road pick-up på danske veje for nylig, da den var på gæstevisit i Norden – en bil, hvor man har tænkt arbejdshest ned i mindste detalje.
Den er vildt hurtig – og når 100 km/t på fem sekunder trods en vægt på 3,5 tons. I USA må den trække over fire tons på krogen – herhjemme 3,5 tons.
F-150 mest solgte bil i USA
Med produktionen til de norske kunder forventes fabrikkens årlige produktion at nå op på 150.000 F-150 Lightning enheder i 2023.
I dag er F-150 Lightning den bedst sælgende elektriske pickup i USA, mens resten af F-150-serien har været amerikanernes foretrukne valg i årtier.
I 46 år i træk har F-150 været den bedst sælgende ’truck’ i Nordamerika, og den bedst sælgende bil i USA i imponerende 41 år i træk.
386 km rækkevidde
Med en forventet rækkevidde på op til 386 km, en trækkapacitet på 3,5 tons og en nyttelast på 805 kg kan F-150 Lightning klare de fleste opgaver.
Pickuppens 98 kWh lithium-ion batteri kan oplades fra 15- 80 procent på 39 minutter ved hjælp af 150 kW DC hurtigladning.
Som ekstern strømkilde
Med Pro Power Onboard kan F-150 Lightning-ejere bruge bilens batteri som en ekstern strømkilde til el-værktøj, køleskab eller andet strømkrævende udstyr, når de ikke er i nærheden af opladningsmuligheder.
Bilens power-net kan desuden levere strøm til et hus i hele tre dage, hvilket kan vise sig at være ganske anvendeligt under strømsvigt.
Under motorhjelmen er gemt en stor frunk på omkring 400 liter, der kan laste mere end 180 kilo. Det kæmpe opbevaringsrum er også udstyret med fire stikkontakter, to USB-stikkontakter og det vandtætte afsnit i bunden har udløb.
Kun el-varebiler fra 2035
Fords elektriske fremtid F-150 Lightning er en af grundpillerne i Fords ambitiøse plan om et elektrificeret modelprogram.
Tidligere i år annoncerede Ford, at man fra 2030 udelukkende vil producere elektriske personbiler, mens modelprogrammet for varebiler følger efter fra 2035.
Ford investerer på globalt plan 50 milliarder dollars frem til 2026 for at opnå sin ambition om at producere mere end to millioner fuldelektriske biler inden udgangen af 2026.
CO2-neutralitet i 2050
Ford planlægger desuden, at mere end halvdelen af den globale produktion i 2023 skal bestå af elbiler, mens Ford sigter mod at opnå CO2-neutralitet på globalt plan senest i 2050.
I sidste måned afslørede Ford den næste elektriske personbil i Europa – Ford Explorer. Den nye elektriske bil kan allerede nu reserveres.
Ford forventer, at de første Explorer bliver leveret i Danmark i starten af 2024, hvor Fords kunder i forvejen kan se frem til lanceringen af i alt ni elektriske biler.