De fleste tænker måske på Ford Fiesta som en lille familiebil, men Ford har haft god succes med at sælge bilen på gule plader som konsulent og servicebil i virksomheder. En ny Active-version øger komforten.
Ford havde endda en fabriksbygget Fiesta Van med blændede sideruder – men den er endnu ikke lanceret i den seneste udgave.
Men som det også har været normalt, så bliver mange personbiler også bygget om – for det er rart for udsynet med de bageste sideruder i behold.
Lettere ind- og udstigning
I seneste udgave er der kommet en række nye versioner til, og her vil vi pege som Active udgaverne som de mest interessante som jobbil. Bilen er hævet nogle få centimeter – og det giver underværker i form af en lettere ind- og udstigning. Men sidder også lidt højere og har lidt bedre udsyn.
Det betyder et lidt højere pris end standard Fiesta – for testbilen uden moms og uden ekstraudstyr på ca. 117.000 kroner (med moms ca. 140.000 kr.)
Man kan måske overveje at få en Fiesta med 1,5 liters dieselmotor – den er billigere, og så får man også en 4-cylindret motor, der er mindre støjende end den 3-cylindrede motor i testbilen.
Gode præstationer
Vi har nemlig testet bilen med 1-liters benzinmotor på 125 hk, som er en ganske smidig udgave. 9,9 sekunder er man om at nå 100 km/t og topfarten er 195 km/t. Bilen, som vi kørte, havde 6-trins gearkasse, hvor der var trækkraft fra 1.500 omdrejninger – og fra 50 km/t i fjerde gear.
Testbilen var også udstyret efter alle kunstens regler med dellæder på sæderne med trinløs indstilling, panorama-soltag (som kan åbnes), navigation, air condition, armlæn i forbindelse med midterboks, fartpilot, læderrat, tågelys, spoilersæt, stop/start-system, nøglefri start, B&O musikanlæg, LED lygter, signatur-kørelys, parkerings-sensor og alufælge.
Godt sikkerhedsudstyr
Sikkerhedsmæssigt havde bilen førerassistent-pakker, som bl.a. omfatter blindvinkel-information, nødbremsesystem, adaptiv fartpilot, skiltegenkendelse, fører-træthedsovervågning, fjernlysassistent samt advarsel mod krydsende trafik bag bilen.
SYNC 3 velfungerende info- og sikkerhedssystem, hvor man kan spørge sin bil om hoteller, tankstationer og cafeer, er standard.
Selv om Active-modellen er hævet, så er køreegenskaberne fornemme i bilen – og som fører af bilen sidder man godt i de sporty sæder. Det manuelle gearskift er knivskarpt.
1.000 kg. trailervægt
Testbilens motor havde en tendens til at hakke lidt ved igangsætning, så man skulle lige hjælpe med koblingen og give lidt ekstra gas.
Som Van er man glad for bagdørene, så man lettere kan få fat i pakkerne (i forhold til den 2-dørs udgave). Læssekanten indvendig er relativ høj med sine 20 cm – så der skal løftes en del.
Den udvendige læssehøjde er 90 cm. Handskerummet manglede desuden en lås, så man kan låse sine ejendele inde. Trailervægten er på 1.000 kg. Men det er jo også en relativt lille bil.
–
Faktaboks Ford Fiesta Ecoboost 1,0 R3 Active 2:
Motor: 3 cylindret Ecoboost benzin.
Slagvolumen: 1 liter.
Ydelse: 125 hk v. 6.000 omdr.
Moment: 170 Nm v. 1.500 omdr.
Forbrugssnit: 23,3 km/l.
CO2 udslip: 99 g/km.
Topfart: 195 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,4 sek
Trækkraft: Fra 1.500 omdr. (Fra 50 km/t i 4. gear.)
Gearskift: Manuelt 6 trin.
Affjedring: Uafhængig for/semiuafhængig bag.
Bremser: Vent. skiver for/tromler bag.
Køreklar vægt/Totalvægt: 1.164/1.650 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.000 kg.
Varerum: Ca. 1.000 liter.
Læssehøjde udvendigt/indvendigt: 90/20 cm.
Dæk: Continental 205/45 R 17.
Pris ekskl. moms: Fra 116.861 kr.