Dantra A/S bliver den første transportvirksomhed herhjemme, som får leveret en ny DAF XF med Euro 6-motor.
Lastbilen blev præsenteret på den internationale IAA transportmesse i Hannover i fjor – og er et klart designbrud for den hollandske lastbilproducent. Det er et særdeles vellykket design, som DAF har udviklet.
Samtidig er hele kabinen blevet opdateret med bedre komfort, men XF Space Cab er fortsat blandt de mest rummelige kabiner på markedet.
10 lastbiler på én gang
Det er netop en Space Cab udgave, som Dantra har valgt. Motoren er på 460 hk med Euro 6 teknologi, som først bliver et krav fra årsskiftet 2013/2014.
Bilen ventes leveret indenfor de nærmeste par måneder. Udover XF modellen har Dantra købt ni andre DAF lastbiler – samtidig.
Det er nærmest blevet en vane at Dantra køber den første bil af en ny model – det har man gjort de seneste årtier.
Dantra A/S har hovedkontor i Hampen, otte kilometer fra Nørre Snede.
Faktaboks: DAF Trucks:
DAF Trucks Danmark A/S er et 100 pct ejet datterselskab af DAF Trucks N.V. — som igen er et datterselskab af det amerikanske selskab PACCAR Inc, der er en af verdens største producenter af tunge lastbiler.
DAF er førende indenfor fremstilling af lette, mellemtunge og tunge lastbiler med en markedsandel i Europa på 15,5 pct. i segmentet over 15 tons.
DAF er også førende indenfor serviceydelser i forbindelse med produktet: Multisupport reparations- og vedligeholdelsesaftaler, finansielle tjenesteydelser fra PACCAR Financial.
DAF udvikler og fremstiller desuden komponenter såsom aksler og motorer til producenter af busser og rutebiler over hele verden. DAF Trucks N.V. har produktionsanlæg i Eindhoven (Holland) og Westerlo (Belgien) samt mere end 1.000 forhandlere og serviceværksteder i Europa.