Én af de kraftigste 3-liter dieselmotorer til varebiler bygges af Fiat Power Train Technogies (FPT Industrial S.p.A) i Italien – siden 2011 ejet af Iveco, som anvender motoren i sit eget brede Daily varebils-program.

Men FPT sælger også deres produkter til andre virksomheder – eksempelvis Daimler-ejede Mitsubishi Fuso Truck and Bus Corporation, som har succes med motoren i deres japansk udviklede Fuso Canter modelserie.

Samarbejde i 15 år

Dette samarbejde har nu eksisteret i 15 år – og Fuso har fra begyndelsen valgt FPT motoren i stedet for Daimlers egne motorer, som anvendes i Mercedes-Benz Sprinter.

Samarbejdet vil vare længere og vokse sig endnu større efter en aftale om at udvide og forlænge kontrakten mellem de to virksomheder indtil 2030.

Vi har her på VOTY.dk altid rost FPT’s 3-liter motor for sit fantastiske drejningsmoment – og samtidig rost én af FPT’s andre dieselmotorer på 2,3 liter, som anvendes af Iveco til mindre Daily udgaver.

Bygges i Portugalogså

Fuso Canter produceres til Europa på en fabrik i Portugal – men fortsat med det typiske cab over design, hvor man sidder over forhjulene.

Man vipper førerhuset for at komme til motoren – og samtidig betyder det god komfort for chaufføren, som kan strække venstre ben under kørslen (ingen hjulkasser i vejen.)

Hjemsted i Kawasaki

Mitsubishi Fuso er en integreret del af Daimler Truck AG og har hovedkontor i Kawasaki (Japan) og fremstiller varebiler, lastbiler, busser og industrimotorer til over 170 markeder verden over.

Fuso-mærket, der bygger køretøjer fra Canter til den tunge Super Great lastbil, har været kendt i den japanske erhvervskøretøjsindustri i over 90 år.

Fejret i Torino

Partnerskabskontrakten med Daimler blev først underskrevet i 2007, og siden 2010
har FPT Industrial leveret over 500.000 såkaldte F1C-motorer til Mitsubishi Fuso.

Jubilæet blev fejret i sidste måned under BEYOND – Iveco Group Days i OGR – Officine Grandi Riparazioni- i den italienske Piemonte-hovedstad Torino.

Uvurderlig partner

Sylvain Blaise, President for Iveco Group Powertrain Business Unit, overrakte I anledning af samarbejdet en plakette til Parthasarathy Thota, Head of Procurement, Daimler Truck Asia.

“Vores forhold til FUSO repræsenterer vores partnerskabsvision perfekt, og FPT Industrial har været en uvurderlig partner for Mitsubishi Fuso i mange år,” kommenterede Sylvain Blaise,.

Parthasarathy Thota takkede for plaketten, og han udtalte, at man hos Daimler Truck Asia ser frem til at fortsætte det tætte samarbejde.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk