Når portene efter en lang Corona-pause atter åbner til den svenske Elmia lastbilmesse i morgen, er der et ekstra spændende trækplaster med – nemlig vinderbilen fra Dakar Rally i 2016 – Iveco Power Star.

Off road lastbilen, der blev kørt af hollænder og teamleder Gerard de Rooy, er udstillet på Allison Transmission standen.

Siden 2016 har det russiske Kamaz-rally team været dominerende i Dakar-rally, men de Rooy/Iveco teamet har altid været lige i hælene på russerne.

Udholdenhed

Dakar Rally handler ikke så meget om fart som de fleste andre konkurrencer, men mere om udholdenhed og kraft.

”Derfor er den bil, vi har med os til Elmia Truck, et perfekt eksempel på, hvordan man sikrer holdbarhed, udholdenhed og pålidelighed med vores gearkasser,” udtaler Mats Hallgren, Area Sales Manager Nordics hos Allison Transmission.

Den gamle rally-lastbil har fuldautomatisk gearkasse fra Allison, men fra Allisons side har man på standen dog valgt at have fokus på nye elektriske aksler.

Nye elektriske aksler

Repræsentanterne fra Allison Transmission vil på standen i Jönköping også tilbyde de besøgende et kig ind i fremtiden – ved blandt andet at vise deres emissionsfrie elektriske aksler til mellemtung og tung transport.

”Elektrificering er højt værdsat i markedet, og vi vil selvfølgelig gerne være på forkant. Med vores seneste produktserie ”eGen Power” kan vi tage teten med hensyn til at føre elektrificering ind i fremtiden for kommercielle køretøjer,” siger Mats Hallgren.

Elmia transportmessen varer fra den 24.– til den 27. august.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk