Vores første møde med den nye franske Renault T Evolution var ganske positivt – især, når vi taler om chaufførkomfort, hvor multijusterbar ratstamme er i centrum.

”Bag rattet” får nemlig en helt ny betydning, når man taler om den nye Renault T Evolution, som netop nu er kommet til Danmark – og faktisk på vej ud til kunderne.

For sjældent har vi prøvet at finindstille indstillingen af et rat så præcist – som vi gjorde, inden vi kørte en tur i den opdaterede franskmand, som kan prale af 3-vejs indstilling.

Markedsandel skal tilbage

Renault Trucks har ikke haft det så nemt på det danske marked siden første udgave blev lanceret i 2014.

En markedsandel tidligere på fire procent, da topmodellen hed Magnum – svarende til 200 lastbiler – skal generobres. I dag er markedsandelen dog nede på under det halve.

Men den nye Evolution-model har alle muligheder for at klare sig bedre, for man sidder rent faktisk godt ”bag rattet” i den nye udgave. Ringe kørestilling var et ankepunkt hos en del chauffører på den tidligere T-serie.

Manuel ratindstilling

Rattet indstilles via en pedal til venstre for ratstammen – og rat-indstillingen er manuel – med to luftcylindre og en ventil. Det foregår ikke elektrisk. Systemet er udviklet af Renaults egne ingeniører.

Dog kan man ikke få bilen med el-indstilleligt sæde – men dog med ventilation. Samt med en vandret sæde-affjedring, som er særlig velegnet til tanktransporter, da chaufføren så ”skvulper” med indholdet i tanken og undgår skub i ryggen.

God til tanktransport

Renault’ens lave egenvægt har altid gjort den populær til tanktransport i Europa. Og vores test foregik netop med en tanktrailer – udlånt fra TIP-trailer. Dog tom her ved vores første test – så vi havde kun 7,5 tons vægt fra traileren at slæbe på ud over 6×2-trækkeren.

Vores tur foregik igennem små byer mellem Taastrup og Ballerup, hvor den lette styring gjorde manøvreringen legende let.

Ny type adaptiv fartpilot

Vi kørte på nærmest alle typer asfaltveje – også landevej og motorvej. Og fik bl.a. prøvet bilen nye adaptive fartpilot, som indstilles via en kontakt bag ratkransen på bilens læderrat.

Mens vi taler sikkerhed, så er der automatisk nødbremse, hill start assist og Lane Departure Warning.

13 liter og 520 hk.

Vi kørte med en 520 hk turbodieselmotor på 13 liter fra Volvo Power Train, hvis motorer også anvendes af Renaults svenske ejer i Göteborg. Motoren bygges også i Sverige.

Denne motor synger dog på sidste vers – for når man i dag bestiller en Renault T Evolution, får lastbilen den ny Turbo Compound motor, når den så ankommer i tredje kvartal 2022.

Men det er ifølge Renault hurtigere end mange af ”kollegerne” i branchen kan levere på grund af problemer med leverancer af halvledere.

7 tommer skærm

Renault T Evolution er dog ikke storforbruger af halvledere – for man anvender ikke så meget elektronik som sin svenske fætter – bl.a. holder man sig til en lille 7-tommer skærm med færre menuer.

Renault T Evolution er måske mere en enkel lastbil, som man hurtigt lærer at kende – og som prismæssigt også ligger under den vestsvenske fætter. Selvom basisteknikken er den samme. Volvo har dog haft turbocompound-motoren siden sommeren 2019.

Og ikke fordi Renault ikke har erfaring i lastbiler – det hele begyndte i 1894 af Marius Berliet og senere Louis Renault. Volvos lastbiler kom med i 1928 – årets efter Volvos grundlæggelse.

God overskudskraft

Uden læs var vores testbils teknik rigelig til at give overskudskraft til det begrænset kuperede terræn i Sengeløse og Soderup. Men den nye lastbil er ganske letkørt.

I turbocompoundmotoren er der ifølge Renault Trucks også mulighed for 10 pct. brændstofforbedring.

Der er bl.a. to køre-metoder i den adaptive cruise control opsætning – ”Eco on” – hvor teknikken selv indstiller acceleration, gearskift, fartpilot og bremser – og ”Eco off”, hvor chaufføren selv vælger kørestil.

Bedre aerodynamik

Desuden kan nævnes ”Power og Glide” – som forbedrer forbruget ved at fastholde fartpilotens hastighedsindstilling plus/minus 2 km/t.

Den testede 520’er maskine har man finstillet, så der skulle opnås tre pct. besparelse. Det er bl.a. gennem et nyt og mere råt aero-design med bedre aerodynamik.

Det skyldes bl.a. ny kølergrill, skærmforøgere, 12 procent forrude-hældning og smallere lygter af LED typen og LED kørelys midt i lygtehuset. LED lys har 30 gange længere levetid end konventionelle pærer. I den nye bil skifter man i øvrigt ikke pære mere – hele lygtehuset skiftes formedelst 4.500 kr.

Forbedret køje

High Sleeper Cab-udgaven, som vi kørte, byder på fire trin op til førerhuset – men til gengæld har man et fint udsyn og overblik fra førerpladsen. Gulvet er tillige helt fladt. Heldigvis vippes førerhuset elektrisk, når der er teknisk kontrol.

I kabinen er der sket en masse – foruden en ny og mere komfortabel køje med 13 cm tykkere madras plus topmadras – og tilhørende ”sengelampe” og lysarmatur.

Der er LED lyd i loftet – og et helt nyt og større handskerum med skuffefunktion er meget rummelig og let af komme til. Dertil en kopholder, der trækkes ud.

Masser af aflæggeplads

Der er i det hele taget en masse aflæggeplads i store skabe såvel over forruden og over køjen. En holder til mobiltelefonen på instrumentbrættet er der også tænkt på – og to usb stik.

Der er nøglefri start, elektrisk håndbremse, redesignet sædearrangement, drejbart passagersæde, 221 liter aflæggeplads og køleskab (også til passageren).

På eftermarkedssiden kan man vælge ”Predict” aftale – en vedligeholdelsesplan, hvor kunden lettere kan undgå akutte værkstedsbesøg.

Faktaboks Renault T High Evolution T 6×2 Pusher E6:
Motor: 6 cyl. række. Turbodiesel. 24V. Commen Rail.
Indsprøjtningstryk: 2.000 bar.
Slagvolumen: 12,8 liter.
Ydelse: 520 hk v. 1.430-1.800 omdr.
Moment: 2.550 Nm v. 1.000-1.430 omdr.
Gearkasse: Aut. 12 trin.
Type: Optidriver AT 2612F
Udveksling: 14,94:1.
Cruisecontrol: Opticruise ”Eco on” – ”Eco Off.”
Olieskift: 150.000 km.
Taghøjde: 3.846 mm.
Førerhusbredde: 2.534 mm
Vendediameter fortove: 6.593 mm.
Totalvægt: 26 tons.
Nyttelast: 16,9 tons.
Affjedring: Parabel for og luft bag.
Vogntogsvægt: 60 tons.
Foraksel: 7,5 tons.
Bagaksel: 11,5 tons. Enkeltreduktion. Diffentialespærre.
Drivaksel udveksling: 2,64:1.
Akselafstand: 4.100 kg.
Bremser: Vent. skiver – ABS, esc.
Retarder: Optibrake 382 kW v. 2.300 omdr.
Dæk: Class A. 385/55 – 315/70 R22,5.
Fælge: Alcoa alu.
Fabriksgaranti: 2 år.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk