(BIRMINGHAM)

En ny hybrid-trailer kan spare vognmanden for 25 pct. brændstof og CO2 udledning. Det lover den britiske trailerproducent SDC, som viste sin nyhed for første gang på transportmessen Commerciel Vehicle Show i Birmingham fornylig.

Det lyder imponerende, men teknikken er kendt fra bl.a. hybridbusser – der i lighed med traileren opsamler bremseenergi og bruger energien ved accelerationer.

Det er en af Storbritanniens største vognmandsforretninger, Eddie Stobart, der tester den nye 13,6 meter gardintrailer for SDC.

Opsamler bremseenergi
KERS, kinetic energy recovery system, kalder SDC systemet, der er opbygget med en generator, som samler bremseenergi fra trailerens midterste bagaksel via en elektrisk drevet aksel.

Energien opsamles i seks batterilignende opsamlingsdepoter under trailerens bund – og ved acceleration er det denne energi, der frigives – og er med til at drive traileren og dermed vogntoget frem – og dermed spare på brændstoffet i lastbileb. En unit i lastbilen kommunikerer med traileren for at sikre optimal brug af denne boost-effekt.

Passer til alle typer trailere
Chefingeniør ved SDC Trailers, Jimmy Dorrian, fortæller at systemet passer til alle typer af trailere. Han tror, systemet har en stor fremtid for sig – ikke mindst set i lyset af, at lastbilstransporter tegner sig for 20 pct. af CO2 udledningen i Europa.

Traileren vil dog koste cirka det dobbelte af en almindelig trailer – men trailerens merpris er hentet hjem på tre år – for da trailere ifølge SDC’s ingeniører på standen i England lever 15 år i snit, er der 12 år tilbage til at tjene penge på.

Don-Bur forbedrer aerodynamik
På messen viste en anden trailerproducent Don-Bur også en imponerende nyhed –  aktualiseret af plaststykker med små kobber-strimler, der med strøm forbedrer aerodynamikken.

Luftstrømmen får en hastighed på 35 km/t, når luftpartiklerne bliver ioniserede. Det sker gennem tilførsel af strøm over to elektroder, hvor én er isoleret. Det hele betyder, at man kan styre luftpartiklerne i en retning, der skaber bedste aerodynamik. Det hele kan kombineres med solceller på trailerens tag til at sørge for strømmen.

Fra sejlbådenes verden
Systemet er ikke hentet fra bussernes verden, men fra sejlbådenes verden – hvor systemet har været testet positivt.

”Overførslen til transportsektoren er sket i samarbejde med unge forskere på Glasgow Universitet – og målinger viser, at der kan spares cirka syv pct. energi. Især lange trailere, der har dårligere aerodynamik, kan få glæde af opfindelsen,” fortalte Don-Burs marketingchef Richard Owens.

Meget lidt eksport endnu
Ingen af de to trailerproducenter har nævneværdig eksport. Don-Bur har DHL som en af sine største kunder – og der er eksporteret bl.a. aerodynamiske ”Tear Drop” trailere fra Don-Bur til kontinentet.

Birmingham-messen havde kun én lastbilproducent som udstiller, nemlig Iveco. Den italienske producent havde verdenspremiere på sin mere økonomiske Daily Euro 6 og havde Eurocargo, Truck of the Year 2016, som trækplaster på standen. Topversionen Stralis kunne kun ses udenfor hallerne.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk