(LYON)
Renault Trucks er nu klar med sit fulde distributions-program – med D Cab 2 m, D Cab 2,1 m, D Wide og D Access på programmet. D Wide er bilen lige under den meget roste T-serie – og er afløser for topsælgeren Premium – og er fra 16 til 26 tons.
D-serien består dels af den smalle ”D Cab 2 m” (mål på førerhus-bredden). Der er en bil på 3,5-7,5 tons og 3-liters DTI 3 motor på 150 og 175 hk.
Førstnævnte har et moment på 350 Nm mellem 1.200- og 2,800 omdrejninger. Sidstnævnte 540 Nm mellem 1.400-2.200 omdrejninger. Mindste motor går op til 6,5 tons totalvægt og har manuel gearkasse. Den største til 7,5 tons totalvægt – og fås med både manuel gearkasse og den automatiserede Optitronic gearkasse. Hill Holder (slipper for rulle tilbage på en bakke ved igangsætning) er standard.
Instrumenter fra Nissan
Instrumenteringen adskiller sig meget fra de andre D-serie biler – for den bygges i samarbejde med Nissan på deres fabrik ved Madrid. Den er søstermodel til Nissans NT500, som dog ikke forhandles herhjemme. Men det gør Renault’en.
Teknikken er fra Nissan – men den er faktisk utrolig smidig at køre. Det prøvede vi kort på en tur i Aarhus for nylig – i øvrigt med læs – og igen for nylig ved en test i Lyon af hele Renaults distributions-serie.
D Cab 2 m er udviklet, så de har en lav chassisvægt og en ganske stor nyttelast.
Alle uden læs
Desværre var der ikke læs i nogle af bilerne, så det var meget svært at bedømme køreegenskaberne, da bilerne var meget urolige på vejen. Men man sidder godt i bilerne – og uden læs er der jo alle hurtige. Midter-ryglænet kan slås ned, og det kan så bruges som bord.
Foruden D Cab 2 m var der D Cab 2,1 m – en bil på 10- til 18 tons og D Wide – på mellem 16- og 26 tons. DTI 5 og DTI 8 med henholdsvis fire og seks cylindre er nyudviklede af Volvo Powertrain S.A. og produceres i Frankrig. DTI 5 (5,1 liter) kommer med 210- og 240 hk. DTI 8 (7,7 liter) kommer med 250-, 280- og 320 hk.
Teknisk er de mere eller mindre identiske med Volvo FL og FE – både hvad angår motorer og aksler. Meget naturligt, da Renault og Volvo indgår i samme koncern. Design både af førerhus og kabine er dog vidt forskelligt.
Tidligere Midlum og Premium
D Cab 2,1 modellen hed tidligere Midlum og D Wide tidligere Premium.D Cab 2,1 fås også som dobbeltkabine – men Renault tilbyder et væld af varianter – inklusiv 4×4.
Renault stilede også med de mindre Maxity og Master-modeller. Sidstnævnte bygges af Renault personbiler og sælges både af personbilsafdelingen og af Renault Trucks. Personbilerne er i alliance med Nissan, mens lastbilerne er tilknyttet Volvo Trucks
Endelig var der modellen Access, der meget er brugt til renovationskørsel. Førerhuset bygges af Dennis Eagle i England med Renault DTI 8 teknik på 280 eller 320 hk og Allison automat-gearkasse samt retarder, som sparer på bremserne.
Lille vendediameter
Der er valg mellem to- og tre aksler. 6×2 udgaver har elektronisk kontrolleret styring på den bageste aksel, som giver bilen en lille vendediameter. De første Access modeller skulle være i Danmark inden længe. Bilerne er allerede meget udbredt i flere europæiske storbyer, bl.a. både Paris og Rom.
Fordelen ved Renault frem for Mercedes Econic er, at der er helt fladt gulv i Access og fuld ståhøjde overalt i førerhuset – også i Euro 6 version, hvor Mercedes har måttet hæve gulvet i kabinen for at få plads til køle aggregater.
Vi prøvede en hel del af bilerne, men som sagt er det svært at bedømme en bil, der ikke er lastet. Vi kan dog generelt rose det lave støjniveau i kabinerne. Sikkerhedsmæssigt kan vi nævne esc stabilitets system
Særlig WEB-portal
Enkelte havde dog noget tungere opbygninger – f.eks. en D Cab 2,1 med Hyva kroghejs – udstyret med 6-cylindret DTI 8 motor på 280 hk med et moment på 1.050 Nm mellem 900- og 1.600 omdrejninger, hvor man fornemmede trækkraften.
Et plus ved bilerne er, at opbyggere – så snart en bil er bestilt – kan få adgang til bilens data via en særlig WEB-portal. Hermed kan opbygningen planlægges – og man kan spare op mod 20 pct. af opbygningstiden.
Fakta Renault D-linje:
Modeller distribution: Master, Maxity, D Cab 2, D-Cab 2,1, D Wide og D Access.
Motorer: Renault, Nissan og Volvo Powertrain (Volvo Group).
Motorer fra D Cab 2,1: DTI 5 (5,1 liter) kommer med 210- og 240 hk. DTI 8 (7,7 liter) kommer med 250-, 280- og 320 hk.
Førerhuse D Cab 2,1 (DTI 5 og 8): Day Cab, Global Cab, Crew Cab.
Førerhuse D Wide (DTI 8): Day Cab, Global Cab, Night & Day Cab og Sleeper Cab.
Gearkasser D Cab 2,1 og Wide: Manuelle 6 og 9 trin, og automatiserede 5-, 6- og 12 trin.
Gearkasse D Access: Allison automatik.
D Cab 2m motor: 3-liter Euro 6 med moment op til 540 Nm.
D Cab 2m: Max totalvægt op til 4.266 kg.