Trine Bramsen skifter ministertaburet – fra Forsvars- til Transportministeriet. Det sker efter Benny Engelbrecht i går måtte trække sig, efter at regeringens støtteparti Enhedslisten havde trukket sin støtte til ministeren.

Enhedslisten havde mistet tilliden til transport-ministeren, efter det kom frem, at Folketingets partier ikke fik CO2-tal for klimabelastningen ved at bygge broer og veje i forbindelse med forhandlinger om ny infrastruktur.

De tal fandtes ikke, fortalte Engelbrecht – men det gjorde de.

Kæmpet for sit politiske liv

“Jeg har gjort mit bedste for at belyse den her sag. Jeg har også beklaget forløbet, og jeg er selvfølgelig både ked af og ærgerlig over, at Enhedslisten har valgt at sige, at de ikke har tillid til mig – og på den baggrund har jeg valgt at trække mig som minister,” siger Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

Inden havde han i et samråd kæmpet for sit politiske liv – i tre timer – men regeringens støtteparti Enhedslisten gav ham det røde kort. CO2 spørgsmål er nok noget af det, som Enhedslisten prioriterer højest.

Ændret forhandlingsforløbet

Partiet mener, at Engelbrecht har vildledt folketinget – og partiets politiske ordfører Mai Villadsen udtaler, at de hemmeligholdte tal havde gjort en forskel i forhandlingslokalet.

Regeringens to andre støttepartier, SF og De Radikale, var ellers parate til at lade ministeren slippe med en næse.

Benny Engelbrecht har ifølge SF håndteret beregninger af CO2-udledningen af anlæg af infrastruktur-projekter forkert.

Ikke i ond tro

“Vi mener dog ikke, at ministeren i ond tro har villet tilbageholde oplysninger i forhandlingerne,” udtaler transportordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) i en pressemeddelelse.

Men torsdag aften tegnede der sig et flertal imod ministeren, da også Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige var klar til at stemme for et mistillidsvotum.

Engelbrecht gentog en forklaring om, at embedsværket i Transportministeriet havde vurderet, at beregningsmodellen for anlæg var for usikker.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk