På torsdag åbner en helt ny transportmesse med fokus på varebiler og godshåndtering – Fleet Network Expo – i Lokomotivhallen i Københavns Sydhavn.

Der er tale om et helt lukket arrangement – kun for inviterede – eksklusivt for flådeejere med mere end 15 køretøjer.

Eventet samler nogle af landets største flådeejere, kommuner, leverandører og beslutningstagere med fokus på den grønne omstilling af person- og varebiler.

Tre Danmarkspremierer

Udstillerne præsenterer hele tre Danmarkspremierer på nye elektriske varebiler: Iveco eJolly, Iveco eSuperJolly og Farizon SV.

Besøgende på messen får samtidig mulighed for at opleve de nyeste teknologier og løsninger inden for fremtidens erhvervstransport.

Fagligt program og politisk dialog

Programmet byder desuden på oplæg fra Europcar, Amazon og Bravida – samt en politisk debat med medlemmer af transportudvalget.

Der afholdes også flere workshops, herunder Vlado Lentz’ workshop “Med bilen som våben”, der sætter fokus på (u)sikker godshåndtering og sikkerhed i transportsektoren.

Invitation til flådeejere

Direkte invitationer er sendt til flådeejere med mere end 15 biler samt til kommuner og regioner.

Der er ifølge arrangørerne fortsat plads til deltagere, som ønsker at udvide deres netværk og holde sig opdateret på markedet gennem mere end 50 udstillere.

“De inviterede repræsenterer 45 pct. af alle erhvervsbiler i Danmark,” siger arrangør Anders Harvey Poulsen.

Platform

Og hans medarrangør Thomas Kleis tilføjer, at man drømmer om et event med 50.000 erhvervsbiler.

”Det svarer til et årligt indkøb på over 10.000 biler,” siger Thomas Kleis.

Fleet Network Expo kombinerer messe, konference og netværksdag – og skaber dermed en platform for beslutningstagere, leverandører og flådeejere, der arbejder med varebiler – og som ønsker at bidrage aktivt til den grønne omstilling.