Hvis man gerne vil køre i en spændende el-bil i luksusklassen – og ikke vil køre i en Tesla el-bil, som jo fylder mest på vejene i den klasse – så er Fords kommende Mustang Mach E måske et godt bud.

Og hvor en bil som Tesla 3 kun er en 4-dørs sedan, så er Mach E er ægte 5-dørs SUV, hvor man sidder højt og har let ind- og udstigning. Men visuelt også en coupé, fordi Ford har forstået at kombinere linjer og farver.

Den hedder ikke Ford

Mustang Mach E prydes ikke af Ford skilte, for den er helt sin egen. Men den er den første elektriske Ford personbil i nyere tid – og om bare ni år vil alle Fords personbiler være elektrificerede, er meldingen fra Fords hovedkvarter i amerikanske Dearborn.

Vi så den allerede som prototype for et par år siden ved et pressemøde om fremtidens Ford biler i Amsterdam. Efter at prøvet Mach E vil vi glæde os til at prøve den næste el-bil fra Ford – og den kommer snart.

Elektrisk varebil fra Ford

Ser vi på erhvervskøretøjer, vil vi måske allerede i år stifte bekendtskab med den kommende rent elektriske Transit Custom, som skal sælges sideløbende med den elektriske 2-tons Transit – foruden Plug-In hybrid udgaven af Custom.

Ford har udviklet deres første Transit Connect model i to eludgaver – dog ikke solgt herhjemme – som vi tidligere har prøvet ved en minitest i England.

Ford købte i 1998 den norske elbil Think – men Ford har i mere end 100 år forsket i elbiler tidligere, så de har nok høstet lidt erfaring.

Henry Ford troede på elbilen

Faktisk udtalte Ford Motor Co’s stifter Henry Ford allerede i 1914, at elbilen ville komme. Faktisk sagde han, at ”Den elektriske bil vil blive fremtidens familiebil.”

Han havde bl.a. planer at om bygge en elbil sammen med vennen Thomas Edison – men det blev ved planerne.

Bortset fra enkelte aktiviteter med elbiler undervejs – senest med et begrænset salg af Ford Ranger EV og Focus Electric EV – er det først nu, at Henry Fords profeti kommer til at gå i opfyldelse.

Mustang Mach E Van

Modsat Tesla (bortset fra model X) kan Mustang Mach E for interesserede også opfylde kravene som Van, men man sparer jo kun momsen.

Men det vil være en spændende bil for et grønt firma, der også vil have lidt reklame. Som Van er varerummet på ca. 1.400 liter. Trailervægten er begrænset til 750 kg.

I første omgang er det personbilerne, der er interesse i – og siden salget (kun over nettet) blev givet frit ved påsketide, er der allerede indgået 300 salgsaftaler med kunder – uden at de har prøvet bilen, oplyser Ford i Danmark.

Fra 400.000 kroner

Og så koster den kun fra 400.000 kroner med baghjulstræk og den mindste udgave med 75,7 kWh batteri. 4×4 koster ekstra 40.000 kroner – og stort batteri på 98.7 kWh ekstra 40.000 kroner. Hertil kommer teknikpakker på ca. 25.000 kroner.

Men vi kan fortælle, at bilen byder på masser af plads inden døre, stort bagagerum bag på ca. 400 liter plus 100 liter foran i en særlig ”Frunk”.  Der er endda en prop i bunden, så man kan skylle rummet, når der har været snavsede gummistøvler i rummet.

Et par timer bag rattet

VOTY.dk fik mulighed for at prøve Fords nye elbil et par timer forleden – om end de første biler først leveres til kunder i juni måned.

Vi kørte i den store model med 351 hk, en motor for og bag og firehjulstræk, som skulle have en rækkevidde på 540 km (WLTP).

Ford har virkelig strammet sig an med en bil, som designmæssigt er meget vellykket. Den er modsat en masse andre elbiler let at betjene – bl.a. den 15,5 tommer store opretstående skærm – og man bliver hurtigt dus med bilen.  Foran rattet er der så en cirka 10 tommer skærm med de væsentligste oplysninger så som fart og rækkevidde.

Planlæg rejsen på mobilen

Man kan også bruge den særlige FordPass app til at betjene bilen. Her kan man planlægge opladning og f.eks. forvarmning af kabinen.

Men også planlægge sin rute med udgangspunkt i ladestandere på vejen, man kan betale for opladning, finde ladestandere i nærheden (fra udbydere, som Ford har indgået aftaler med) – og se priser og strømstyrke på standerne.

Der vil også være adgang til OTA – ”Over the Air” softwareopdateringer.

One pedal Drive

Som andre elbiler er der mulighed for at samle strøm op under kørslen – gennem bilens ”One Pedal Drive” system, som f.eks. Nissan kalder B-pedal. Så kan man, som navnet indikerer, stort set køre bilen uden at bruge bremsepedalen. I hvert fald i tæt bytrafik.

Der er tre køremetoder – hvor ”whisper” og ”active” er til normal kørsel – mens “Untamed” gør bilen til en racer, og den er faktisk meget hurtig – med 5,1 sekund til 100 km/t – men kun 180 km/t på toppen.

Som noget ekstraordinært kan man tilkoble en sporty lyd (fra en V8 motor), når man farer afsted i Untaimed opsætning. Men man tænker i hvert fald ikke over, at den med sine 2,2 tons vejer 600 kg. mere end Mustang med benzinmotor.

Fords eAWD system

Bilens 4×4 system (eAWD) drives af en elektrisk motor uden forbindelse med for og bagaksel.

Systemet kobler ikke forakslen mekanisk til bagakslen og kan fordele kræfterne mekanisk til både for og bagakslen. Man kan således benytte 100 pct. af momentet til enhver tid på hver aksel.

Mangler lidt komfort

Mine medpassagerer under testen klagede lidt over, at bilen virkede noget hårdt affjedret og urolig, når vi kørte på lidt ujævne veje, men som i ægte racerbiler kan man ikke indstille hverken styretøjets præcition eller affjedring. En mere blød opsætning ville være rar på langturen.

Topmodellen (extra range) kan via hurtiglader oplades med 150 kW (modsat basisudgaven (standard range) med 115 kW). Extra range lader fra 10- til 80 pct. på 45 minutter mod 38 minutter i standard range.

Med en wallbox hjemme eller i firmaet lader den op på syv timer. Når man køber biler, følger der et års abonnement gratis med og opladning til halv pris.

Højt sikkerhedsniveau

Sikkerhed er der gjort meget ud af – med både adaptiv fartpilot, aktiv nødbremse, LED lygter, parkeringssensorer, bakkamera, bird view kamera, skiltegenkendelse, BLIND Spot assistent og linjevogter.

Dørene kan enten åbnes via en trykknap på bilen – eller via sin personlige kode på dørkanten. En anden kode bruges så til at starte bilen. Alle brugere kan have deres egen kode.

Også en god måde at komme afsted på, hvis der ikke er strøm på mobiltelefonen. Alle indstillinger foretages i bilens SYNC 4A funktion.

Klemmesikre baggdøre

Bagdørene er klem-sikre. De kan ikke lukkes i, før døren har været helt åben. Og hvis man går fra bilen med både nøgle og sin mobiltelefon med Ford Pass Connect app’en indkodet – så lukker bilen selv.

Har man nøglen i lommen, skal man blot stikke foden ind under bagkofangeren – så går bagklappen op.

I kabinen sidder man i velformede og komfortable el-justerbare lædersæder – med varme og (memory) indstilling til tre chauffører – og holder om et tykt og opvarmeligt læderrat. Her er der betjening af fartpilot/adaptiv fartpilot samt radio. Bilen har i øvrigt et avanceret B&O audio-anlæg.
.
I personbilsudgaven er der også masser af plads på bagsædet til tre voksne

Under den store touchscreen er der er drejeknap med køreprogrammerne P, D og N (som i de fleste biler med automatgear.) plus elektronisk håndbremse. Også radioens lydniveau kan styres via en drejeknap.

Masser af udstyr

Der er aflæggeområder i to etager plus kopholdere i midterkonsol og døre – plus midterboks og handskerum (uden lås). Der er ikke flaskeholdere. Der er stofindlæg i både instrumentbræt og på dørsider.

Udstyret er righoldigt – i den topudstyrede testbil bl.a. 19 tommer alufælge (topmodel) og sorte skærmforøgere. Der er fast glastag, der selv indstiller afskærmning for solen. Man kan lade sin mobiltelefon (nyere typer) trådløst – og koble den op på Apple Car Play og Android Auto.

Faktaboks Mustang Mach E AWD Ext. range:
Ydelse: 99 kWh eller 351 hk.
Træk: 4×4.
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 5,1 sek.
Forbrug: 18,7 kWt/100 km.
Rækkevidde: Op mod 540 km.
Max. opladning testbil: 150 kW.
Opladning hurtiglader 10-80 pct: 45 min.
Opladning wallboks: ca. 7 timer.
Frihøjde: 14,5 cm.
Totalvægt: 2.182 kg.
Varerum: ca. 1.400 liter.
Frunk (forreste rum): 100 liter.
Trailervægt: 750 kg.
Vendediameter: 11,6 m.
Dæk: Bridgestone Turanza TOO5 – 225/55 R19.
Fælge: 19 tommer alu.
Garanti fabrik: 2 år.
Garanti elektriske komponenter: 8 år/160.000 km.
Pris testbil som Van: ca. 385.000 kr. ekskl. moms.
Pris testbil uden teknikpakker AWD: 480.000 kr. (hvide plader).
Billigste Mustang Van: ca. 320.000 kr. plus moms.
Billigste Mustang E Van RWD: 400.000 kr. (hvide plader)